Væk med "Berlinmuren" i Teglværksskoven

Bedst var det, om ferielejlighederne aldrig var blevet flyttet fra den oprindelige placering, og stien aldrig nedlagt, men med bygningen af en høj lang mur, i det ellers naturskønne område ved restaurant Teglværksskoven i Nyborg, er bægeret mere end fuldt. Muren ødelægger fuldstændigt den sidste rest af det ellers smukke udsyn fra Strandalleen og ned igennem skoven til vandet. Samtidig har muren lukket en stor del af udsigten fra både restauranten og terrassen, og terrassens areal er yderligere indskrænket, hvor muren slår et knæk. Man har fuldkommen ødelagt fornemmelsen af at sidde i skoven med udsigt til vandet; en udsigt som nyborgenserne ellers har glædet sig over igennem mange, mange år. Følgende personer ønsker med deres underskrift at få fjernet denne "Berlinmur" og sikre, at der også i fremtiden vil være et uindskrænket udsyn fra Strandalleen og restauranten ned over Storebælt .