Børnelæger imod rituel drengeomskæring

 

Kære børnelæger

Læs nedenstående, tag stilling og skriv under hvis du er enig.

Del gerne på sociale medier, mail m.m. så vi kan få det ud til så mange som muligt (dog kun til pædiatere/kommende pædiatere).

På forhånd tak!

 

Kære bestyrelse for DPS

Vi er mange pædiatere, som ikke er enige i jeres holdning om rituel drengeomskæring. I skriver at vi som selskab ikke kan tage stilling til spørgsmålet om rituel omskæring af drenge, fordi dette er et etisk/moralsk anliggende.[1]

Dette er i høj grad et spørgsmål om etik, hvilket ikke burde forhindre os som videnskabeligt selskab i, at have en holdning til emnet. Vi bør være foregangsfigurer i kampen for børns tarv - også i denne sammenhæng. Derfor bør vi som Pædiatere/Dansk pædiatrisk selskab også melde ud, at rituel omskæring af drenge bør være ulovligt og strafbart indtil barnet selv er myndigt, kan tage stilling til konsekvenserne og samtykke.

Vi mener at nedenstående argumenter bør være tungtvejende i en sådan udmelding:

1.      Risiko:

Kirurgisk fjernelse af forhuden har en komplikationsrate på minimum 5%.[2] Al tale om sundhedsmæssige fordele er irrelevant, da vi generelt ikke forebygger sygdom ved at amputere raske dele af spædbørn.[3]

2.      Menneskerettigheder:

Danmark har i 1991 tilsluttet sig FNs Børnekonvention. Artikel 24 lyder: ”deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed”.

Derudover er vi er som læger ekstra forpligtede til at varetage barnets tarv.[4]

3.      Religionsfrihed:

Den religionsfrihed, som grundloven giver os alle, fratages barnet når dets forældre tager beslutning om et religiøst/rituelt indgreb, der har konsekvenser resten af livet. Barnets autonomi skal respekteres og børn skal selv have lov til at tage stilling til omskæring og andre rituelle/religiøse indgreb på et velinformeret grundlag, når de er blevet myndige.[5,6]

4.      Ligestilling:

Vi har officielt ligestilling i Danmark. I 2003 blev omskæring af piger forbudt af et enigt Folketing. Straffelovens paragraf 245a lyder: ”Den, som ved legemesangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden måde fjerner kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvist, straffes med fængsel indtil 6 år”. I et land med ligestilling bør denne beskyttelse helt oplagt også gives drengebørn.  

Sundhedsstyrelsen skønner at antallet af rituelle drengeomskæringer er 1000-2000 om året i Danmark.

Rituel omskæring af drenge krænker barnets ret til en intakt krop og forbryder sig mod internationale konventioner på området. Det er samtidigt oplagt kønsdiskriminerende og en uacceptabel religiøs mærkning.

Vi håber at vi med dette brev kan få Jer, Bestyrelsen i DPS, til at ændre holdning mht. rituel omskæring af drenge.  

Med venlig hilsen

Sarah Grunnet og Katrine Staudt Jeppesen samt underskrivere af dette dokument      

 

 

Referencer:

[1]          http://paediatri.dk/images/dokumenter/meninger/Omskaering_af_drenge_2013.doc

[2]          J. Thorup, S. C. Thorup, and I. B. R. Ifaoui, “Complication rate after circumcision in a paediatric surgical setting should not be neglected.,” Dan. Med. J., vol. 60, no. 8, p. A4681, Aug. 2013.

[3]          http://www.information.dk/452743’

[4]          http://ugeskriftet.dk/debat/primum-non-nocere

[5]          Jaszczak P. Omskæring bør være et personligt valg. Ugeskr Læger 2012;174:2675.

[6]          http://www.dagensmedicin.dk/opinion/debat/gode-grunde-til-18-ars-aldersgranse-/

 

En liste over yderlige relevante artikler og udtalelser kan findes på:

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10206993660897340&set=a.1081324190690.132222.1153862267&type=1&hc_location=ufi

Nogle af de organisationer, der er imod ikke-medicinsk omskæring af drenge:  

Lægeforeningen: http://www.laeger.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/Laegerdk/Nyheder?public_visningsType=1&public_nyhedsId=93720

Dansk selskab af almen medicin: http://www.dsam.dk/flx/forsiden/nyheder/kommentar-til-vejledning-om-omskaering-af-drenge/

Jordemoder foreningen: http://www.jordemoderforeningen.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/omskaering-af-drengeboern/

Sex og samfund: http://www.sexogsamfund.dk/Default.aspx?ID=31209

Børnerådet, Red barnet og Børns vilkår: http://www.boerneraadet.dk/nyheder/nyheder-2014/boerneraadet,-boerns-vilkaar-og-red-barnet-gaar-sammen-i-faelles-erklaering-mod-omskaering-lad-drengene-bestemme-selv