VÅBEN TIL KURDERNE IMOD ISLAMISK STAT

VÅBEN TIL KURDERNE IMOD ISLAMISK STAT

I skrivende stund sætter tusindvis af kurdere livet på spil i krig mod Islamisk Stat i Nordsyrien. Kurderne har viljen, men ikke midlerne. De har kæmpet med sparsomt krigsmateriel i snart to år, men er bogstavelig talt ved at løbe tør for krudt. Islamisk Stat er til gengæld i besiddelse af amerikansk-producerede højteknologiske våben og tanks, som de har stjålet fra den irakiske hær.

Konturerne har medierne tegnet intensivt op den seneste måned og al tvivl er fejet af vejen: der pågår en krig mellem retfærdighed og uretfærdighed, godhed og ondskab. Vores politikere turde i 80'ernes Danmark godt at sende støtte til Nelson Mandelas parti ANC, da de bekæmpede apartheid, fordi apartheid ikke kun var de sorte sydafrikaneres fjende, det var demokratiets, lighedens og frihedens fjende. I dag har Islamisk Stat gjort sig til fjende af netop disse værdier, som vi også værner om i Danmark. Derfor opfordrer vi i FOKUS-A (Forbundet for Kurdiske Studerende og Akademikere) regeringen til at sende våben til YPG, som de kurdiske forsvarsstyrker i Nordsyrien kalder sig.

Stil dig på retfærdighedens side ved at sætte dit navn på denne underskriftindsamling som opfordring til vores politikere til at sende våben til kurderne i Syrien. Nu!