Stop sandsugning i Øresund

Sandsugning i Øresund eroderer kysterne. Det er myndighederne på begge sider af Sundet enige om, og svenskerne har allerede stoppet det. 

Alligevel fortsætter sandsugningen i Danmark. Det ødelægger et enestående dyreliv og kan koste kommuner og boligejere dyrt i kystsikring. De svenske myndigheder har endda dokumenteret erosionen.

Kun miljøminister Kirsten Brosbøll benægter, at sandsugning skader kysterne på trods af, at folketingskandidat Pernille Vermund (K) har skrevet til hende og fortalt om hendes egne iagttagelser fra dykning, på trods af adskillige ekspert­udsagn og på trods af Pernilles videodokumentation på Youtube. Pernille Vermund har endda inviteret ministeren med ud på dykning, så hun kunne se det selv. Alt sammen forgæves.

Sandsugningen ødelægger, hvad forbuddet mod bundtrawl skulle beskytte: havbundens flora og fauna. Dermed er hele fødekæden ødelagt. Marsvin forekommer ikke længere i de områder, sand­sugningen har ødelagt, erhvervsfiskernes indtægtsgrundlag forsvinder, og kysterne eroderer. En høj pris at betale.

Øresund som marin nationalpark vil give millioner af mennesker adgang til fantastiske natur­oplevel­ser, erhvervsfiskerne vil få genskabt indtægtsgrundlaget, og vi kunne få friskfanget fisk fra fiskeri med naturskånsomme redskaber. 

Ved at skrive under støtter du bestræbelserne på at frede Øresund mod råstofindvinding.