Nej, tak til kæmpevindmøller mellem Sdr. Rubjerg og Vejby

Skal helt tilfældige og uskyldige borgere i Danmark sætte deres livskvalitet og helbred på spil, eller flygte fra deres hjem, på grund af en forældet og svag lovgivning, der udnyttes af politikerne og vindmølleindustrien? Vores politikere i Hjørring kan med den nuværende lovgivning sige NEJ TIL KÆMPEVINDMØLLER nær beboelse, men vil foreløbig tillade det - vil du..?

Kæmpevindmøller er store industrianlæg midt i landskabet. De er lige så høje som metropolen i Hjørring ganget med 4,5, eller det samme som højhuse på 50 - halvtres - etager. De blinker, larmer og udsender sundhedsfarlige lydbølger.

Kæmpevindmøllerne vil dominere nogle af Hjørring Kommunes mest værdifulde landskaber i mange kilometers omkreds. Derfor vedrører beslutningen alle borgerne i kommunen. Hvorfor går et lille flertal af politikerne med til denne ødelæggelse?

- Møllerne vil gøre det umugeligt at sælge huse...

- Møllerne vil skade turismen...

- Møllerne vil ikke give flere arbejdspladser...

- Møllerne vil give færre tilflyttere...

- Møllerne ødelægger naturen...

 

Et enigt  byråd har vedtaget en udviklingsplan for Hjørring Kommune - PLUS15 - der fremhæver naturen som et af kommunens største aktiver. Hjørring Kommunes udviklingsplan er blevet prisbelønnet for sit fremsyn. Hvorfor vil politikerne nu ødelægge deres eget gode arbejde...

Skriv under hvis du vil undgå... - at Hjørring Kommune gennemtvinger en plan om at opføre støjende kæmpevindmøller tæt på beboelse, skole, daginstitution og hele landsbyer. Hvorfor denne opfordring til alle borgerne i Hjørring?

 1.Fordi et lille flertal i Hjørring kommunalbestyrelse ønsker at opsætte kæmpevindmøller tæt på beboelse, selvom vore politikere, med den nuværende lovgivning, har mulighed for at tage hensyn til borgerne og deres helbred. De ramte områder er: Sdr. Rubjerg, Vejby, Gølstrup, Tovbro, Vittrup, Børglum, Sejlstrup, Hundelev, og flere andre områder er udpeget.

2.Fordi man generelt skal undgå at ligge vindmøller for had, da vindenergi kan blive nyttigt i den grønne omstilling, når dansk lov om vindenergi bliver tilpasset nutidens teknologi og krav, og dermed kan tjene hele befolkningen, og ikke blot enkelte, der ønsker store økonomiske gevinster fra samfundskassen.

3.Fordi nogle kommunalpolitikere endnu ikke anerkender konsekvenser fra især infralyd og lavfrekvensstøj fra disse kæmpe vindkraftanlæg. Konsekvenser, der iflg. lægelige advarsler, vil påvirke nogle personer i en sådan grad, at det svækker deres immunforsvar, helbred og trivsel.

4.Fordi det er uforståeligt, at man i et oplyst samfund kan ignorere al viden om store vindmøllers skadelige påvirkning af mennesker og dyr.

5.Fordi de borgere der er berørt af generne, ikke kan slippe væk, da det har vist sig, at husene her er svære at sælge, og værditabserstatning kun er symbolsk.

6.Fordi flere andre kommuner allerede har lyttet til borgerne og har stoppet eller udsat planer om opsætning af kæmpevindmøller i beboede områder.

7.Fordi man kan frygte, at områder med kæmpevindmøller med tiden vil blive lagt øde hvis dette fortsætter – helt imod kommunens politik om ikke at afvikle landsbyområderne.

8.Fordi kæmpevindmølle-planlægningen er præget af vindindustriens lobbyisme, demokratiske fejl, inhabilitet og måske også personlige interesser hos enkelte lokalpolitikere. (JP-23okt. 2015)

9.Fordi disse kæmpevindmøller kan få afgørende betydning for nogle borgeres trivsel i 20-30 år, som for nogen vil være resten af deres levetid.

 10.Fordi du med din underskrift kan være med til at vise politikerne, at du støtter borgerne i de berørte områder – de har brug for din opbakning. Skriv under i dag, inden det er for sent. På forhånd tak for din støtte.

Læs mere på: stilhed.eu

 


Henrik Kühnell Brixen    Kontakt forfatteren af dette andragende