Nej tak til en vej gennem Den Grønne Kile

Lejre Kommune ønsker i forbindelse med Hyllegårdsudstykningen, at etablere en vej igennem det naturskønne område Den Grønne Kile.

Planen er at vejen først skal bruges som arbejdsvej og senere som permanent tilkørsel til den nye udstykning omkring Hyllegården.

Det vil give en betydelig øgning af trafikken på Horseager, som blandt andet fungerer som skolevej for mange børn hver dag og trafiksikkerhedsmæssigt vil det være en utrolig dårlig løsning.

Den Grønne Kile bruges hver dag af rigtig mange Hvalsø-borgere, som enten kommer i nyttehaverne, går tur med familien, rider eller lufter hund - det er en virkelig fin oase i Hvalsø og den ønsker vi ikke skal ødelægges af en gennemgående vej.

Med denne underskriftindsamling ønsker vi, at gøre Lejre Kommune opmærksom på, at borgerne i Hvalsø ønsker en anden vej-løsning end den som er tænkt til at gå gennem Den Grønne Kile. 

Underskrifterne afleveres til Lejre Kommune senest d. 28/10-2015, hvor indsigelsesfristen udløber.