Navngiv den gamle Hospitalsgrund til "Hjalmen"!

Hørsholm Kommune og borgmester i Hørsholm Morten Slotved debatterer i øjeblikket, hvad den gamle hospitalsgrund skal hedde, når nedrivningerne er færdige og der bliver bygget nyt. Der er over 200 forslag allerede, men hvem kan bebrejde os for at skyde vores højtærede Hjalmen ind i puljen?

Kontekst: "Hjalmen" var et loftrum i et anneks til det for-længst forladte Hørsholm Hospital, som vi venner opdagede og brugte måneder på at sætte i stand. Der blev sat insulation i væggene, fejet og vasket gulv (utroligt mange gange), hentet borde, bænke, stole, og andre diverse møbler og værktøjer fra rundt omkring, deriblandt fra resten af Hospitalet. Min gode ven Andreas og jeg tog dette ellers glemte sted under vore vinger, og sammen gjorde det til noget mere.

Som månederne gik, inviterede vi vore andre venner herop - ofte med en kasse øl under armen - og det blev hurtigt til et fast sammenkomstssted. Her skadede vi ingen, da grunden havde stået forladt og forglemt i over et dusin år. Dette var vores sted, hvor det eneste man behøvede var sit høje humør. Der blev dannet utallige meget tætte venskaber, forstærket endnu flere, og har været vært for hundredevis af sjove historier og gode stunder blandt os.

Hjalmen symboliserer noget næsten spirituelt for de, som har hørt om den - og endnu mere for os, som oplevede den. En hvis ungdommelig ånd, der viser stædighed. Stædighed for, at vi jo bare gerne ville kunne mødes og drikke en øl, selvom ingen af forældrene gav lov til at lægge hus til. Et sted hvor alle var velkomne - der var ingen nøgler, intet hemmeligt håndtegn, og ingen indgangskrav. Det hele gik ud på at man gav, uden som sådan at forvente, at man fik igen. Om det var en kasse øl, en cigaret, en times hårdt arbejde for at stedet skulle se ordentligt ud, så var alle villige til at bidrage til. Hjalmen bragte os sammen, og det eneste vi bad om var at man var med.

Efterhånden var Hjalmen så indgroet i vores vennekreds, at vi troede den ville bestå for evigt - men som Shu Bi Dua sagde, så har alting en ende (og en regnorm har to!). Den gamle grund blev overtaget af kommunen, og der voksede paranoia blandt os unge som befandt os på Hjalmen. Vi kunne alle fornemme, at enden var nær for vores kære loftrum - selvom vi prøvede at benægte det. Men ak, Hjalmen faldt ligesom resten af Hospitalet. 

Nu består Hjalmen blot som et godt minde om bedre tider og en støvet, smudset mursten gemt bagerst i skabet, men nu håber vi, at vi kan få overbevist kommunen at de skal følge vores foreslag om navn til den store, tomme grund.