lokalplandispensation

Københavns Kommune
Teknik- og Miljøforvaltningen
Byens Udvikling
Center for Byplanlægning
Postboks 348
1505 København V

April 2016

Bemærkninger til Naboorientering (jeres sagsnr. 2016-0037941)

Med henvisning til den fremsendte Naboorientering vedrørende dispensation fra lokalplan nr. 410-1 i forbindelse med nybyggeri ved Islands Brygge Syd, fremsender bestyrelsen for Ejerforeningen Byhuse hermed sine bemærkninger.

Indledningsvist skal det bemærkes, at Ejerforeningen Byhuse består af samtlige ejere af ejerlejligheder i ejendommen del nr. 2 af matr. nr. 80a, matr. nr. 114, matr. nr. 115, del nr. 2 af matr. nr. 119, del nr. 2 af matr. nr. 148 samt matr. nr. 179, alle Eksercerpladsen, København.

Som bilag til disse bemærkninger er vedlagt underskrifter fra de ejere, som har tilsluttet sig bemærkningerne.

Overordnet set mener vi, at tiltaget er i strid med lokalplanens intentioner. Tiltaget harmonerer ikke med de oprindelige intentioner, og vil medføre store forringelser for os som naboer mht. lys, privatliv, udsyn og udkik. På grund af bygningernes form, højde og beliggenhed vil tiltaget endvidere medføre en forringelse af kvaliteten af nærmiljøet. Derfor opfordrer vi til, at der bygges i overensstemmelse med lokalplanen.

Hovedsynspunkter:

- Der bør som planlagt opføres rækkehuse på grunden i højden 2-4 etager (gennemsnit på tre etager), da de forskellige typer rækkehuse og små veje er selve den skattede styrke og hovedidentitet i området. Der er brug for "kritisk masse" af denne hustype - også ud mod vandet. Forslaget tager ikke højde for dette.
 
- Det foreslåede byggeri er for højt ud mod Islands Brygge og vil skygge for naboer og forringe ophold på Islands Brygge. Islands Brygge er på dette stykke en smal blind stikvej med naboer tæt på. Det tages der ikke hensyn til med forslaget.
 
- Forslaget vil give indkik til en del private tagterrasser hos beboere i Ejerforeningen Byhuse, som det oprindelige forslag ikke giver. Dette mener vi er en forringelse i forhold til den nuværende situation.
 
- Det foreslåede projekt vil skygge for aftensolen i gårdhaver, tagterrasser og på udearealer hos beboere i Ejerforeningen Byhuse.
 
- Bygningerne vil udefra syne som en massiv (stop)klods, i modsætning til det oprindelige forslag, som giver et mere åbent og let indtryk, som harmonerer med øvrig bebyggelse. Især ud mod Islands Brygge vil bebyggelsen virke som en høj "truende" mur, som spærrer for luft og udsyn mod vandet. Det lange kik til vandet helt oppe fra Artillerivej bør bevares, som i den eksisterende plan.
 
- Alm. lejlighedskarreer er der rigeligt af andre steder i byen, og der er i forvejen et U-formet lejlighedskompleks lige på den anden side af vejen. Forslaget vil give en forringelse af kvarterets kvalitet og er ikke i helhedsplanens ånd.
 
- Nedkørsel til parkeringskældre fra vejen optager ikke nødvendigvis rekreativt areal. - Se Byhusene overfor.
 
- Bebyggelsen skal give et godt bagtæppe til udelivet på Strandtorvet. Det gør en høj, massivt udseende karrébebyggelse ikke. Bebyggelsen lukker sig om sig selv i modsætning til Strandtorvet.
 
- Fastholdes ideen om lejligheder fremfor rækkehuse, trods alle gode argumenter om det modsatte, så bør de to Uér laves om til I'er. - Ønskes afskærmning for vind i gården, kan der evt. være bebyggelse i  én etages højde, "på siderne", sådan som det er hos Byhusene overfor. Langt bedre er det dog, hvis der kun opføres et L med én etages vindafskærmning ud mod vandet,  så naboer og besøgende også kan få gavn af det ellers lukkede og indespærrede gårdrum. Dette kan give et åbent og grønt bidrag til byrummet evt. "afbrudt", af nedkørsel til parkering midt på.
 
På baggrund af ovenstående gør bestyrelsen for Ejerforeningen Byhuse indsigelse mod ændringer af lokalplanen. Bestyrelsen for Ejerforeningen Byhuse ser frem til at indgå i en dialog med Københavns Kommune om ændringen af lokalplanen.

 

*****

Bestyrelsen for Ejerforeningen Byhuse