Vandrende arbejdstageres rettigheder under Be- J.nr. 2013-8816
skæftigelsesministeriets ressort
Beskæftigelsesministeriet har som opfølgning på møde i Folketingets Europaudvalg
den 22. november 2013 udarbejdet et notat vedrørende vandrende arbejdstageres
rettigheder i forhold til ydelser, der hører under Beskæftigelsesministeriets ressort.
Notatet indeholder en gennemgang af regler, omfang og omkostninger for
vandrende arbejdstagere i Danmark i perioden 2008-2012, og hvor muligt for 2013.
I det følgende redegøres i afsnit 1 for det relevante EU-regelsæt for vandrende arbejdstagere
og EU/EØS-borgeres adgang til ydelser. Herefter gennemgås i afsnit 2
regelgrundlaget for de enkelte ydelser sammen med opgørelser over antallet af
modtagere og omkostninger herved for de enkelte ydelser under Beskæftigelsesministeriets
ressort. Det bemærkes, at EU/EØS-borgere har samme rettigheder og
pligter, som andre ydelsesmodtagere i forhold til at stå til rådighed og til deltagelse
i aktivering.
1. Grundlæggende EU-regler
Danmark har med sit medlemskab af EU tilsluttet sig tre grundlæggende retsakter,
der har betydning for vandrende arbejdstageres ret til ydelser:
Forordningen om arbejdskraftens frie bevægelighed i EU (forordning
492/11), der bl.a. fastslår, at vandrende EU/EØS-arbejdstagere har ret til
samme sociale fordele som danske arbejdstagere, jf. afsnit 1.1.
Forordningen om koordination af EU-landenes sociale sikringsordninger
(forordning 883/04), der har betydning for muligheden for at eksportere
ydelser og muligheden for at medregne beskæftigelsesperioder mv. fra andre
EU-lande, jf. afsnit 1.2.
Opholdsdirektivet, som ligger under Justitsministeriets ressort, fastlægger
betingelserne for, hvornår EU-borgere kan færdes og opholde sig lovligt i
andre medlemslande.
Opholdsdirektivet har indirekte betydning for, hvor længe personer kan have ret til
kontanthjælp, da opholdsdirektivet indeholder bestemmelser om bevarelse af arbejdstagerstatus
og dermed ret til de fordele, der følger af arbejdstagerstatus, jf. nedenfor.
Bortset fra dette aspekt af opholdsdirektivet, berøres direktivet ikke i dette
notat.
2
De samme regler og principper, som regulerer disse forhold, gælder også for EØSlandene
(Island, Lichtenstein, Norge) og for borgere fra Schweiz.
1.1. Arbejdskraftens frie bevægelighed
Arbejdskraftens frie bevægelighed (forordning 492/11) giver vandrende EU/EØSarbejdstagere
ret til samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske
(fastboende) arbejdstagere.
Heraf følger bl.a. adgang til sociale ydelser. Baggrunden for dette er primært et ønske
om at sikre borgere i EU/EØS-landene reelle muligheder i forhold til at bevæge
sig mellem landene uden at risikere at miste ret til sociale fordele, herunder sociale
ydelser.
Arbejdstagerstatus afhænger af en konkret vurdering. Det er afgørende, om der er
tale om udøvelse af faktisk og reel beskæftigelse. Ved vurderingen af, om der er tale
om faktisk og reel beskæftigelse, lægges der vægt på, at den pågældende præsterer
ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger. Det anses normalt
som en betingelse, at der har været tale om beskæftigelse i minimum 10-12
timer ugentligt. I sidste ende er det dog op til en konkret vurdering.
1.2. Koordination af sociale sikringsydelser
Forordning om koordination af sociale sikringsydelser (forordning 883/04) koordinerer
EU-landenes regler om social sikring for personer, der udnytter retten til fri
bevægelighed. Der er ikke tale om en harmonisering af reglerne. Der er ikke krav i
EU-retten om, at de enkelte ydelser skal indrettes eller finansieres på en bestemt
måde.
Det er til gengæld et grundlæggende krav, at man som borger i EU/EØS ikke må
miste ret til ydelser ved at bevæge sig mellem EU/EØS-landene, og krav om ligebehandling.
En kontantydelse kan i EU-rettens forstand have karakter af en social fordel eller
det mere snævre begreb en social sikringsydelse. Alle ydelserne er sociale fordele,
men kun sociale sikringsydelser er omfattet af de detaljerede koordineringsregler i
forordning 883/04.
1.2.1. Sociale fordele
Kontanthjælp er en social fordel. Efter EU-Domstolens praksis skal en social fordel
fortolkes bredt, og det omfatter udover kontanthjælp fx SU og ret til pasning af
børn. Sociale fordele har alle vandrende arbejdstagere (og selvstændige) og deres
familiemedlemmer ret til.
Spørgsmål om krav om bopæl, mulighed for eksport m.v., afgøres efter EU-rettens
almindelige principper (som sagligt formål og proportionalitet).
Retten til en social fordel opstår, når der er indtrådt arbejdstagerstatus, jf. afsnit 1.1