Syg i sygt system

Det her er et godt initiativ, som jeg gerne støtter, men skal der ske nogen reel bedring, så er det ikke lovændringer, det skal til. Det er holdningsændringer.

For det første skal vi have folk til generelt at indtage den holdning, at de ikke benytter sig af systemet, med mindre de virkelig har brug for det. Årtier med få dovne mennesker, der har udnyttet systemet, har for længst ødelagt det for de mange, der virkelig har brug for hjælpen. På grund af dem mødes selv de mest åbenlyst syge i vores samfund nu med mistro og meningsløs kontrol. Vi er nødt til at nulstille, genopbygge på tillid og kun føre kontrol med dem, der er reel grund til at mistænke for svindel, i stedet for at skære alle over én kam. Og så skal den kontrol, der føres være så målrettet, at den rent faktisk virker!

For det andet skal der seriøse ændringer til i den måde, vi tænker offentlige instanser på. Alt for længe har paragraffer fået lov at overtrumfe fornuft, hvadenten det handler om syge, udlændinge, mishandlede børn eller hvad staten nu ellers har fingrene i. Vi skal den kultur til livs, hvor en politiker eller en offentlig afdeling, der åbenlyst har forbrudt sig mod sund fornuft og almindelig medmenneskelig etik og moral kan slippe af sted med at nedsætte det ene udvalg og den anden kommité efter den anden for at bruge årevis på ligegyldige redegørelser, der kun bekræfter, hvad den gennemsnitlige 16-årige tømrerlærling for længst har gennemskuet: At der er sket en fejl og at den skal rettes hurtigst muligt.

Vores offentlige system er blevet så stort og uigennemskueligt for selv den mest garvede borgmester, at det spænder ben for sig selv og for samfundet som helhed. Verdens bedste velfærdssystem? Prøv verdens mest pinlige pengesluger! Og politikerne ved det godt. De tør bare ikke røre ved den sovende mastodont, for hvad sker der, hvis man effektiviserer den offentlige sektor? Horder af nye arbejdsløse, der skal omskoles, for hvad kan den private sektor bruge flere tusinde socialrådgivere til? Ikke et klap!

På et eller andet tidspunkt er nogen dog nødt til at indse, at det er den eneste vej frem for Danmark - og hellere nu end senere. Puklen af ældre med behov for hjælp og pleje vil kun blive større og puljen af indtjeningsdygtige, producerende danskere vil blive mindre. Vi har lige nu 2 administrative medarbejdere for hver producerende medarbejder i det her land. Selv en elev i 5. klasse kan gennemskue, at hvis der kun er en, der tjener men to, der bruger, så giver det underskud.

Skal vi virkelig vente med at gøre noget ved det, indtil forholdet hedder 1:10 og de uundgåelige effektiviseringer vil resultere i endnu flere arbejdsløse?