Imod ny folkeskolereform


Gæst

/ #307 skolen idag, diciplin m.m.

2013-05-07 20:24

Jeg har også set de førnævnte udsendelser om 9. z mod kineserne, og selvom jeg ikke går ind for tom paratviden og udenadslære, så mener jeg også, at der kan være brug for en basal viden. Frankrigs hovedstad fx bør ikke være ubekendt i skolens ældste klasser.
Men jeg er nu glad for at den sorte skole er overstået, for det var for ufrit. Jeg kan er glad for at børnene generelt føler sig trygge og glade ved deres lærere og ved deres skole, og jeg synes, at det er godt, at skolen udover faglighed også fokuserer på elevernes trivsel. Hånden på hjertet, husker vi ikke allesammen vores skolegang ganske tydeligt. Klassekammeraternes navne, lugten af madpakker med spegepølse, kødpølse, leverpostej og figenpålæg, hvordan støvkorn dansede i en solstribe , der faldt ind ad vinduet, mens man tænkte på den hemmelige hule, man var ved at lave i en masse papkasser sammen med nabobørnene, lærernes navne og særheder, de første uskyldige forelskelser, vennerne og fangeleg i frikvarteret. De fleste har en kæmpe fond af minder og følelser fra deres skolegang. Den tid er med til at forme os til de mennesker, vi bliver som voksne. Den tid er med til at bestemme,om vi har en god selvtillid eller ej. Og derfor er jeg glad for den frimodige tone, der er mellem lærere og elever i dag. Børnene i dag er mere modige på mange måder, end os der gik i skole i 60'erne og 70'erne. Men uden det var meningen, forskød fokus sig fra faglighed til trivsel. Og her gik det måske lidt galt, for både trivsel og faglighed bør være i højsædet. Men der er så også forskelle på skoler og på lærere. Man kan ikke sige, at alle klasser er larmende og respektløse ud fra nogle få eksempler. Men i de tilfælde der er, burde skolerne helt klart udvikle nogle måder ar håndtere urolige klasser på, hvor både kolleger og ledelser bakker hinanden op.