Åbent brev til FC København

At man skal kunne undgå at blande økonomi og følelser sammen er i min optik et kæmpe blændværk. Økonomi er ingen eksakt videnskab, og selv om Ariël's udtalelse ærgrede mig et kort øjeblik, da jeg læste den, måtte jeg sande ovenpå en halv kande kaffe, at hans kommentar er professionel og nøgtern, for en international træner som forstår rivaliseringens fordele, uden at være følelsesmæssigt insolvent. TV-penge, medier, tilskuerinteressen - håbet om udsolgte derby opgør (da Brøndby er det eneste danske alternativ med en fornuftig fanbase (FCN vil være 20 år om at opbygge det samme, hvis overhovedet nogensinde)), at vi må rivalisere i toppen, men hvor vi altid må ende øverst, må nødvendigvis få mig til at give træneren ret, uden at jeg er håbløst forelsket i fortiden. Det kan være, at det falder små 1000 personer herinde eller det meste af Nedre C for brystet, men jeg tror ikke på, at Ariël eller resten af ledelsens udtalelser skal dikteres, af et reelt set lille mindretal af fansene, og hvad enten det er fans på Nedre C eller på Brøndby's Faxe tribune, der er forblændede af had, ønsker jeg ikke, at de skal diktere nogens udtalelser. De nogen repræsenterer enten alle eller blot sig selv. Som dreng der er vokset op på Idrætsparkens lægter i 1970erne i selskab med far og storebror, med legen og glæden fra banerne på Peter Bangsvej, er jeg komplet uforstående overfor, alt det oppiskede had (udenfor grønsværen) og en pseudomytologi - som om København var, Glasgow eller Barcelona/ Madrid med en langstrakt religiøs og politisk historie. Jeg vil gå til fodbold med min lille knægt, og tage hans bedste ven - en Brøndby fan - med, uden at et mindretal skal diktere ytringsfriheden for de af klubben ansatte, eller at deres personlige følelser skal være udgangspunkt for debatten, omgangen og stemningen i dansk fodbold. Det gælder også for de enøjede tåber på den anden side af hegnet, men de elsker bare ikke den samme klub som jeg.