Alle børn har ret til at trives

 

I Tårnby kommune – lige som mange andre steder – har der i mange år været en hyggelig tradition på de respektive Skolefritidsordninger (SFO) hvor man om morgenen har haft mulighed for at aflevere sit barn det samme sted som de skal være efter skole og derfor sammen med en masse kendte ansigter. Der er mulighed for børnene at spise morgenmad sammen og falde ned efter hvad der desværre ofte i dagens Danmark er en hektisk morgenrutine.

 

I forbindelse med skolereformen har man i Tårnby kommune valgt at indføre fælles morgenåbning på enkelte SFO’er. Det betyder at alle børn fra en skole møder ind i én eller to SFO’er, går derfra over i skolen og går så til deres respektive SFO’er efter skoletid. Derudover er der to dage hvor børnene har faglig fordybelse som også foregår på en SFO – men ikke nødvendigvis de samme som børnene ellers er på i løbet af dagen.

 

Denne ændring giver selvfølgelig god mening ud fra et doktrin om at optimere ressourcerne: Når børnene skal gå i heldagsskole giver det ikke mening at have SFO’er åbne mere end højst nødvendigt. Endvidere er der kun op til 25 børn der udnytter tilbuddet på hver enkelt SFO. Derfor er det eneste, der ud fra et økonomisk synspunkt giver mening, at samle det på et sted.

 

Desværre er det på ingen måde i barnets tarv. O.-klasserne er lige startet i skolelivets univers hvilket der ikke hersker nogen tvivl om er en kæmpe omvæltning i deres liv. Det er endvidere alment kendt at de i denne periode har brug for faste, stabile rammer og at man begrænser andre nye indtryk. Dette gør sig for tiden også gældende for 1.-3. klasserne som nu skal vænne sig til heldagsskolen.

 

Det kan således ikke være ansvarligt at børnene skal forholde sig til ikke to, ikke tre men fire forskellige steder i løbet af en dag. Udover de fysiske rammer er de voksne også forskellige. Angiveligt skulle der være en pædagog fra børnenes vante SFO’er tilstede om morgenen for at skabe nogenlunde trygge rammer. De respektive pædagoger har dog kun én åbningsdag om ugen og man kan derfor ikke dække alle ugens fem dage. De øvrige pædagoger er det vanskeligt for børnene at få etableret et forhold til på den times tid de er der om dagen.

 

Derudover kan man på de fælles SFO’er ikke dække vagterne med de ansatte pædagoger og må derfor ansætte flere. Dette vækker undren hvis pointen med ændringen skulle være at optimere ressourcerne.

 

Systemet har endvidere besværliggjort – og endda umuliggjort – mange praktiske aspekter:

På visse SFO'er kan børnene kan ikke længere cykle til og fra SFO. Cyklen bliver efterladt på den første SFO da den ikke må medtages på følgeordningen og må på anden vis fragtes til børnenes vanlige SFO hvis de skal kunne cykle hjem igen. Derved vil færre børn lære at færdes ansvarligt i trafikken og flere vil blive fragtet med bil hvilket udfra et sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt synpunkt ikke er ønskværdigt. Heldigvis er dette lavet om på nogle SFO'er så det er muligt at trække cyklen med til følgeordningen, men desværre er dette ikke et generelt tilbud endnu

Overtøj er et andet problem. Det skal barnet bære fra morgenåbning til skole til SFO sammen med skoletaske og gymnastiktøj. Dette er ikke det store problem når det blot drejer sig om en jakke, men ikke sjældent drejer det sig om flyverdragt eller regntøj og gummistøvler.

De fysiske rammer er heller ikke egnede til at tage imod så mange børn. Der er ikke plads til deres tasker og jakker blandt alle hylderne til de ’faste’ børn.

 

De fleste af disse ændringer er vi som forældre først blevet gjort opmærksom i sommerferien, hvilket har givet børnene meget kort tid til at vænne sig til tanken om en ny hverdag og forældrene kort tid til at lægge nye planer. Flere forældre har set sig nødsaget til at ændre morgenrutinerne signifikant, ændre arbejdstider og endda gå ned i tid på arbejdet for derved at undgå at udsætte børnene for utrygge morgener i uvante omgivelser.

 

Alt i alt får børnene en mere hektisk hverdag i stedet for rolige omgivelser der kan fremme deres trivsel og indlæring. Studier har vist at velfungerende fritidstilbud forbedrer indlæringsevnen, sociale kompetencer, adfærd og konflikthåndtering og nedsætter risikoen for kriminalitet, misbrug, teenagegraviditet og depression (Ref: Center for Mental Health in Schools; After-School Programs and Addressing Barriers to Learning. 2007). Det er derfor en stor risiko at tage at bryde et velfungerende tilbud ned og opbygge den på en usammenhængende måde. Og den bliver taget på børnenes bekostning.

 

Det er meget muligt at det er et begrænset antal børn der benytter tilbuddet på de respektive SFO’er, men ’Alle børn har ret til trivsel’ (ref: Børne- og Kulturchefforeningen, 2007). Det gælder vel også enkeltpersoner? Desuden, hvis man ganger antallet af ’morgenbørn’ op med det antal SFO’er der nu er lukkede om morgenen bliver det til et ganske betragteligt antal børn – et antal som måske vækker mere empati end Emil og Sofie og Mikkel og alle de andre gør som enkeltpersoner.

 

Selvom I måske ikke har børn der er ramt af den nævnte ordning vil I forhåbentlig støtte vores sag alligevel med det håb om at kommunen vil indføre faste SFO’er for børnene igen.