Behov for øget fysioterapikapacitet på Fanø – støtte til nyt ydernummer
Baggrund:
Fanø har i dag kun ét ydernummer til fysioterapi.
Det betyder, at mange borgere oplever ventetid eller må tage turen til fastlandet for at få tilskudsberettiget behandling. For mange er det en væsentlig barriere – især for ældre, kronisk syge og borgere uden adgang til bil.
Transport og færge til Esbjerg gør det både tidskrævende og omkostningsfuldt at modtage nødvendig fysioterapi. Samtidig har Fanø en stor andel ældre borgere og kronikere, som har behov for kontinuerlig behandling, genoptræning og træning tæt på hjemmet.
Det nuværende antal ydernumre dækker derfor ikke det reelle behov for fysioterapi på øen og skaber ulighed i adgangen til behandling sammenlignet med resten af Region Syddanmark.
Samtidig modtager Fanø hvert år over 800.000 overnattende gæster.
I højsæsonen tidobles befolkningstallet med op mod 30.000 besøgende, hvilket lægger et markant ekstra pres på vores lokale sundhedstilbud.
Ved at underskrive her dokumenterer du støtte til, at Fysio Fanø ApS får tildelt et ydernummer via nynedsættelse, så behandling kan tilbydes lokalt med tilskud.
Din underskrift hjælper med at vise regionens beslutningstagere, at behovet er reelt og bredt forankret i befolkningen.
Formål:
Denne underskriftsindsamling støtter oprettelsen af et nyt ydernummer på Fanø, så der kan sikres tilstrækkelig kapacitet til behandling, genoptræning og forebyggelse for både fastboende og besøgende.
Et nyt ydernummer vil:
-
Forkorte ventetiden på fysioterapi
-
Øge tilgængeligheden for borgere med kroniske lidelser
-
Styrke det lokale sundhedstilbud og mindske behovet for transport til Esbjerg
Initiativtager:
Marcus Juel Pedersen, autoriseret fysioterapeut og indehaver af Fysio Fanø ApS.
Virksomheden har siden opstarten haft markant efterspørgsel og samarbejder tæt med det lokale sundhedshus, foreninger og borgere.
📅 Din underskrift er med til at dokumentere det lokale behov for bedre adgang til fysioterapi på Fanø.
Marcus Juel Pedersen - Fysio Fanø ApS Kontakt forfatteren af dette andragende