Borgerlige vælgere kræver ansvar for natur, folkesundhed og dyrevelfærd
Kære Partiledere i blå blok,
Vi skriver som borgerlige vælgere og borgere.
Mennesker der i mange år har stemt blåt, fordi vi tror på ansvar, ordentlig økonomi, respekt for erhvervslivet og en politik, der tænker længere end til næste valgperiode.
Netop derfor er det svært for os at forstå, hvorfor natur, miljø, folkesundhed og dyrevelfærd er endt med at fylde så lidt i borgerlig politik. Og det stiller borgerlige vælgere i et dilemma frem mod det kommende folketingsvalg.
For hvad er egentlig mere borgerligt end at tage ansvar?
Vi oplever igen og igen, at hensynet til landbruget får lov til at dominere beslutninger, der i virkeligheden angår hele samfundet.
Drikkevandet bliver stadig mere belastet af pesticider. Fjorde og kystvande er i dårlig tilstand. Mange naturområder ligger fortsat over deres tålegrænser for kvælstof, og biodiversiteten i den vilde natur er under hårdt pres. Vi ser også en husdyrproduktion i en skala, der påvirker både natur, klima, naboer og lokalsamfund i store dele af landet.
Dyrevelfærden er et andet område, hvor mange danskere i dag må spørge sig selv, om niveauet i den industrielle husdyrproduktion overhovedet er acceptabelt i et moderne samfund. Eksemplerne har på det seneste været mange, og ét er halekupering af svin, der efter EU-reglerne kun tilladt undtagelsesvist – men i praksis sker det rutinemæssigt i Danmark. Når regler findes på papiret, men ikke håndhæves i virkeligheden, svigter systemet.
Også ude på landet mærker mennesker konsekvenserne. Naboer til store husdyrproduktioner oplever lugt, trafik, sundhedspåvirkning og faldende ejendomsværdier. Mange steder bidrager det til at skabe et voksende skel mellem by og land, hvor livet på landet ikke længere fremstår lige så attraktivt som tidligere.
Samtidig understøtter vi landbruget hvert år med milliarder i støtte, mens de fulde omkostninger ved naturbelastning, sundhedsrisici og miljøpåvirkning i vidt omfang slet ikke indgår i det samlede regnestykke. Når regningen ikke betales dér, hvor påvirkningen opstår, ender den hos fællesskabet.
Det er ikke ansvarlig økonomi. Og det er ikke god borgerlig politik.
Derfor undrer det os, at ingen partier i blå blok for alvor har gjort det til deres sag at udvikle et tydeligt grønt borgerligt spor.
I dag efterlades mange vælgere med et mærkeligt valg: enten må man acceptere en politik, hvor natur, miljø og dyrevelfærd fylder for lidt – eller også må man søge mod midten eller venstrefløjen for at finde politisk vilje på disse områder.
Det burde ikke være nødvendigt. For dette ansvar er ikke kun en venstrefløjssag. Det er en borgerlig kernesag at passe på de fælles værdier, vi alle er afhængige af.
Derfor spørger vi jer:
- Hvorfor gælder kravet om ansvar og økonomisk realisme for alle andre erhverv – men tilsyneladende ikke for landbrugets påvirkning af natur, dyr, folkesundhed og fælles ressourcer?
- Hvorfor fortsætter staten med at støtte landbruget med milliarder hvert år, samtidig med at biodiversitet, vandmiljø og dyrevelfærd fortsat forværres?
- Hvorfor er ingen i blå blok villige til at tage fat på de grundlæggende problemer, som fx vores uproportionelt store husdyrhold – også når de udfordrer stærke erhvervsinteresser?
- Hvorfor vil ingen i blå blok tage ansvar for at fastlægge klare grænser for, hvor meget vores natur, vand, dyr og lokalsamfund kan belastes af landbrugets omfang?
- Og hvorfor efterlades borgerlige vælgere i dag uden mulighed for at stemme grønt og borgerligt på samme tid?
Så længe I ikke tager disse spørgsmål alvorligt, risikerer I, at stadig flere vælgere søger andre steder hen politisk. Og på den måde svigter I i virkeligheden den borgerlige politik, I selv ønsker at føre.
Vi håber stadig, at det ikke er nødvendigt.
Med venlig hilsen,
Borgerlige Vælgere, der ønsker politisk ansvar for natur, folkesundhed og dyrevelfærd
Ps, brevet vil blive sendt til Partilederne i ugen inden folketingsvalget 2026.
Lise Regenberg Kontakt forfatteren af dette andragende