Danmark skal have en køreplan for udfasning af dyreforsøg

Danmark anvender fortsat et betydeligt antal forsøgsdyr til bl.a. forskning, undervisning og sikkerhedstests.

Forsøgene indebærer smerte, lidelse, angst og stress for dyrene, samt aflivning i langt de fleste tilfælde. Det rejser alvorlige etiske spørgsmål om samfundets ansvar, og nødvendiggør en målrettet indsats for at erstatte dyreforsøg med moderne dyrefrie metoder.

Dyrefrie alternativer/NAMs (New Approach Methodologies) –
herunder humane cellemodeller, organoider, AI, organer-på-en-chip, avancerede beregningsmodeller o.lign. - gør det allerede muligt at erstatte dyreforsøg. Disse metoder giver mere forenelige resultater og er ofte nemmere, hurtigere, billigere samt langt mere etisk forsvarlige. Som følge af ringe målstyring, utilstrækkelig finansiering og begrænset implementering, så går overgangen dog for langsom.

Direktiv 2010/63/EU fastslår allerede, at dyreforsøg skal erstattes, når relevante alternativer findes. EU
´s langsigtede målsætning er også en fuld udfasning af dyreforsøg. I juni 2025 udsendte Rådet for Den Europæiske Union en omfattende handlingsplan for forsknings- og innovationsområdet, hvor de bl.a. opfordrer alle medlemslande til at fremskynde investeringen i dyrefri forskning. 

Flere lande allerede udarbejdet nationale køreplaner for at accelerere overgangen, men Danmark halter bagud på flere parametre, og mangler en national plan med klare tidsmål og politisk forpligtende styring.

Derfor opfordrer underskriverne Fødevareministeren, og de relevante myndigheder, til at samarbejde om udarbejdelsen af en national køreplan for udfasning af dyreforsøg i Danmark.

Køreplanen bør som minimum indeholde:

1. Tidsbestemte mål og dokumenterbar reduktion
Der skal fastsættes konkrete reduktionsmål for
både antallet af dyr og belastningsgraderne, så der sker en årlig målbar nedgang.

Forsøg af "svær beslatningsgrad" bør der ikke kunne gives tilladelse til.

2. Øget offentlig investering i dyrefrie alternativer
Der skal afsættes markant flere midler til forskning, validering og implementering af dyrefrie metoder, så disse kan blive standard i praksis.

3. Forpligtende implementering af eksisterende alternativer
Når en dyrefri metode er tilgængelige og fagligt anvendelig, så skal det anvendes frem for dyreforsøg, men det bliver det ikke altid. Der skal derfor strammes op på området, og oprettes en implementeringsstrategi.

4. Etablering af en national enhed for NAMs (dyrefrie metoder)
Der bør oprettes en specialiseret national enhed med ansvar for koordinering, implementering og fremdrift af dyrefrie test- og forskningsmetoder

5. Styrket gennemsigtighed
Der bør sikres offentlig adgang til Dyreforsøgstilsynets kontrolrapporter, påbud og afgørelser, samt udarbejdes mere detaljeret årlige dyreforsøgsstatistikker, og oplysninger om hvilke institutioner og virksomheder der har modtaget tilladelser
ne.

6. Whistleblowerordning under Dyreforsøgstilsynet
Der bør oprettes en separat whistleblowerordning på Dyreforsøgstilsynets hjemmeside, så ansatte trygt kan indberette mistanke om brud på regler og dyrevelfærd.

7. Stop for nye tilladelser til forsøg på bestemte arter, og skærpet krav om import
Der bør indføres stop for godkendelse af nye tilladelser til forsøg på hunde, katte og aber, da disse arters adfærdsmæssige og sociale behov gør det vanskeligt at sikre et dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt liv under laboratorieforhold, herunder i forhold til social kontakt, miljøberigelse og langvarig indespærring.

Desuden bør der indføres forbud mod indkøb af forsøgsdyr fra udlandet, grundet væsentlig dyrevelfærdsmæssig belastning i forbindelse med langvarig transport, samt risiko for import fra avlscentre og leverandører, hvor dyrevelfærd ikke lever op til dansk dyrevelfærdslovgivning.

8. Toksikologiske dyreforsøg og særligt belastende testmetoder
Giftighedstests på forsøgsdyr med alt andet end lægemidler (grundet EU-lovkravet) som f.eks. pesticider, fødevarer, husholdningsmidler og andre industrielle kemikalier, skal undergå en hurtig udfasning, og erstattes med alternativer.

Der bør samtidig indføres øjeblikkeligt stop for godkendelse af særligt belastende og internationalt kritiserede testmetoder, såsom ”Forced Swim Test” forsøget.

------------------------------------------------------------------------------------------------------

I og med at dyreforsøg hverken kan forsvares etisk eller forskningsmæssigt, så er det essentielt at vi får dem udfaset hurtigst muligt, både for dyrenes og vores egen skyld.

Denne underskriftsindsamling fremsendes til Fødevareministeren, samt til Dyreforsøgstilsynet og Danmarks 3R-Center.

Yderligere forslag og detaljer om ovenstående køreplan kan findes på "Ikke testet på dyr"´s hjemmeside.

Initiativtager: Silja Pedersen – “Ikke testet på dyr”

 

Underskriv denne indsamling

Ved at underskrive accepterer jeg, at Silja Pedersen vil kunne se alle de informationer jeg angiver på denne formular.

Vi viser ikke dit postnummer offentligt online.

Vi viser ikke din e-mailadresse offentligt online.

Vi viser ikke din e-mailadresse offentligt online.

Jeg giver samtykke til behandling af de oplysninger jeg angiver i denne formular, til følgende formål:
Jeg tillader Silja Pedersen at videregive oplysningerne jeg angiver i denne formular til følgende parter:




Betalt Annoncering

Skrivunder.net vil annoncere denne underskriftindsamling over for 3000 personer.

Lær mere...