Nej tak til Dry Port ved Tjæreborg!
Vi vil gerne bevare en tryg, naturrig og uforurenet by, som vores børn kan vokse op i i sikkerhed, uden at skulle bekymre os om sundhedsskadelige udledninger!
Derudover vil vi gerne bevare tryghed omkring huspriser i vores by, da dette projekt kommer til at påvirke huspriser negativt og kan give familier store økonomiske tab.
Esbjerg kommune og Esbjerg Havn planlægger at etablere en kæmpe dryport på 53 hektar. Området har indtil nu været planlagt som natur- og landbrugsområde, så Esbjerg kommune har været nødt til at søge dispensation for at omlægge jorden til erhvervsjord. Projektet kræver desuden ændringer i kommune- og lokalplaner.
Det bliver Esbjerg Havn der skal drive området som de blandt andet vil bruge til oplagring og produktion af vindmøllekomponenter.
Området kan fremover rumme produktions- og lagerhaller, oplagspladser, tankanlæg, siloer, master og kraner.
Esbjerg kommune forventer, at bebyggelsesprocenten for lokalplanområdet vil være 10 %, og bygningshøjden vil være op til 40 meter. Skorstene, master, kraner og øvrigt transportmateriel vil de tillade i en højde på op til 85 meter af hensyn til havnens drift.
Det kæmpe område vil blive placeret, således at den primære vindretning (vestenvinden) vil blæse forurening - og føre støj ind over Tjæreborg by.
Esbjerg kommune vil tillade erhverv i området i miljøklasse 7 - dette er virksomheder som er særligt belastende for omgivelserne. Høj miljøbelastning, støj, støv, lugt mm.
Dette er dybt problematisk. Esbjerg kommune vil desværre ikke foretage en miljøvurdering efter miljøvurderingslovens paragraf 38.
Dette projekt vil give støjgener, luftgener, forurening, lysgener og måske gøre huse usælgelige. Vi er nødt til at stå sammen hvis vi have nogen indflydelse på vores egen og vores børns fremtid her i Tjæreborg.
Nanna Johnsen Rathleff Kontakt forfatteren af dette andragende