Vi vil kunne leve i fred for POLITIKERNES gæster i Danmark - OPDATERET

Under dine vingers skygge, Herre lad mig bo og bygge”, sådan lyder første vers af salme 50 i DDS.

Denne salme bruges ofte til begravelse i Folkekirken, som et billede på, at den døde nu lægges i Faderens beskyttende hænder.
Men den kan også, og bliver ofte brugt som en påmindelse til menigheden, om at vi kan tage det helt roligt, når vi træder inden for kirkens mure.
Vi skal ikke være bekymrede, kirken er jo Faders Hus, kirken favner alle. Jesus er vor Frelser!

Men ER Folkekirken Faders Hus? Efterkommer den, hvad skrifterne påbyder?
Disse spørgsmål stiller jeg som aktivt sognebarn af en dansk folkekirke, som efter min mening har fået høj feber. Kirken er ramt af en sygdom, der kræver total udrensning, hvis den nogensinde skal kunne fungere som symbol på fred og åndeligt nærvær igen!

Vi lever i en tid, hvor fremmede kræfter har ædt sig ind i vor danske kulturarv, som en orm i det ellers så smukke røde æble fra Paradistræet, der ellers havde vokset sig stort igen siden 2. Verdenskrig. Fjenden var nedkæmpet, og vort fædreland blev støt og roligt genopbygget af modige og stærke kræfter.

To generationer har knoklet og skabt et samfund, hvor man kunne gå i fred på gaderne om aftenen, økonomien var i vækst, ja landet var i det store hele sundt og harmonisk igen.
Man sang morgensang i skolen, flagede med Dannebrog i haven om søndagen, smuttede til købmanden efter Negerboller uden at blive kaldt racist eller højreekstremist, læste ”Lille Sorte Sambo” uden at få dårlig samvittighed, og fik sig en uddannelse og påbegyndt et liv efter sit lands kultur og regelsæt.
Om søndagen og juleaften gik man i kirke og lyttede til præsten, der jo som bekendt er talerør for Gud. Han talte om Guds store favn, om kirken som det sted, hvor man altid var velkommen, hvadenten man var glad eller i sorg. Kristendommen var lig med Jesus, som frelste os fra synden og altid ville være tilstede og favne os, når vi trængte til det. Man var et godt sognebarn, hvis man bad sin aftenbøn og lagde en tier i kirkebøssen til værdigt trængende i fattige lande.

Så skete det, at en listig fjende langsomt trængte ind i landet. Med offerkortet som største våben, er vort land langsomt blevet okkuperet af en middelalderlig og voldelig kultur, der absolut er den diamentrale modsætning til alt, hvad kristendommen står for. Vi er vantro i deres øjne, og skal bare falde på knæ for deres altdominerende og
ødelæggende ideologi.
Gennem de sidste 20 år, er vort samfund ganske støt blevet pålagt flere og flere krav om særhensyn, medmenneskelighed og accept af en fremmed kultur, og hvis man ikke opfylder disse krav, bliver man selv fremmedgjort.
Nu er det ilde set at sige ”negerboller”, gode gamle børnebøger er blevet udskiftet med hensyntagende og oplysende bøger om fremmedes levevis, det danske kød skal slagtes på bestialsk vis, svømmehaller er blevet til små zoner, hvor den fremmede kultur diskriminerer det danske frisind. Kriminaliteten er stigende, overfald, voldtægter, røverier, skudveksling på åben gade og bandeopgør er i dag ikke et særsyn!

Den danske Grundlov har spillet fallit; indvandrere får stemmeret – danske handicappede får frataget stemmeretten!
Det kristne kors er flere steder fjernet fra vores kapeller, for som det hedder ”at imødekomme de fremmede”.
Hvad blev der af Skik følge eller Land fly?
Snart skal det kristne kors sikkert også fjernes fra vores kirker, for vi skal jo bygge bro mellem kulturerne.
Folkekirken er selv med til at save grenen på paradistræet over og plante en ny tidselbefængt gevækst.

Sidste skud på denne gevækst kom onsdag d. 17 januar, hvor Lyng Kirke havde inviteret fjenden indenfor for at tale om brobyggeri og integration. En håndsrækning til en fjende, som overhovedet ikke er interesseret i brobyggeri, men derimod vender spillekortene mod os selv.

Som bekymret sognebarn deltog jeg i en aktion, der skulle vække mine medborgere op af Tornerosesøvnen og indse, at ved at deltage i dette foredrag , lagde de blot mere ved på ondskabens bål.
Desværre måtte jeg erkende, at naivitet og fejhed har grundfæstet sig solidt i en del af Fredericias borgere.
Dog har vi sat vores fodspor gennem presseomtale og diskussioner, og feje ord frasognepræsten. Det er os, der er afvigere nu. Kirken har fremmedgjort sine egne!

Kirken har vist glemt Matthæusevangeliet kap. 21 vers 12+13 ”Mit hus skal kaldes et bedehus, men I gør det til en røverkule”.
Atter vil jeg vende tilbage til salme 50 og citere: ”Fries vi end ej for fare, dog fra mørkets magt og snare. Du bevarer os vor Gud”.
Nu må Den danske Folkekirke vågne og stå ved sin kristne kulturarv…

Isabella