Naser Khader skulle møde omkring 50 arabiske kvinder, som er flygtet til Danmark fra blandt andet Syrien. De kom fra Regnbuecaféen i Svendborg, som bliver drevet af sympatiske danske ildsjæle.

Han glædede sig til at fortælle dem om, hvordan de blev en del af det danske samfund. Men han blev slemt skuffet over den krævementalitet han mødte hos kvinderne. De var kun interesseret i penge. Hvad spurgte kun om, hvad de kunne gøre for at hive flere penge ud af de offentlige kasser. Det fortæller Naser Khader til Den Korte Avis.

På dansk og arabisk

Mødet begyndte, og Naser Khader kastede sig ud i opgaven med at forklare kvinderne på arabisk og dansk, hvordan de blev en aktiv del af det danske samfund.

“Jeg tegnede og fortalte om Danmark som mulighedernes land for dem, der vil Danmark. Jeg opfordrede dem til selv at tage ansvar for deres integration her i landet. De skulle lære det danske sprog, få kontakt til danskere og i det hele taget være aktive. så ville danskerne tage imod dem som alle andre uden at tænke på at de kom fra andre lande.”

“Min egen oplevelse er, at danskere er farveblinde over for dem, der vil Danmark. Derfor kunne jeg give dem gode råd om hvordan de kunne blive integrerede, som jeg er blevet det – bare go for it!”

Men det prellede nærmest af som vand på en gås. Det var i hvert fald det indtryk jeg fik, da kvinderne fik mulighed for at stille spørgsmål, siger Khader.

Hvordan kan vi få flere penge?

“Hold da op, hvor blev jeg skuffet over det, kvinderne spurgte om”, siger Naser Khader.

“Der var mange spørgsmål. Men spørgsmålene handlede stort set kun om penge.

Hvor mange penge kan vi få udbetalt til det ene og til det andet. Det var som om, de var i Danmark for at trække så mange penge som muligt ud af danskerne.

Det var som om, de slet ikke havde blik for, at der var nogen, der skulle betale, det de fik, og at det var de danske skatteydere. Det var en krævementalitet, når den er værst”, siger Khader.

En hoven kvinde fra Syrien, som bare krævede ind

“Der var især en kvinde fra Syrien, som førte sig frem. Hun rejste sig og sagde, at ’hendes nabo havde sagt, at jeg hader flygtninge, fordi jeg har stemt for et lovforslag, der skærer i integrationsydelserne’”, fortæller Naser Khader.

“Det er ikke første gang, jeg hører, at der er danskere, der fortæller flygtninge, at jeg hader dem. Det gør mig vred, for det har intet med had at gøre, og det er en gemen beskyldning.

Jeg fortalte kvinden, at mine forældre i sin tid måtte købe brugte møbler, da vi kom til Danmark. Vi har kæmpet os op til det vi har i dag.

Men det ville kvinden fra Syrien ikke høre tale om. Tværtimod kunne hun fortælle mig, at ‘hun var vant til en højere levestandard i Syrien, siger Naser Khader.

“Jeg sagde til hende, at det ikke er rimeligt, at flygtninge får adgang til hele den samme store velfærdspakke fra dag ét som dem, der er født i landet, har knoklet hele livet og betalt skat. Udsigten til at blive fuldgyldig del af samfundet må gerne være en gulerod, der får de nyankomne til at oppe sig og gøre en indsats. Men kvinden fortsatte bare meget aggressivt.

Ifølge hende burde jeg ’kæmpe deres sag’, når jeg nu også er født i Syrien. For hende betød dét, at jeg skal sørge for, at hun får flere penge. Jeg fortalte hende, at jeg først og fremmest er loyal over for Danmark, mit og mine børns fædreland. Jeg kerer mig om Danmarks ve og vel og fremtid. Og skal som beslutningstager se på helheden, og om vi har ressource til at følge med. Vi skal også sikre, at der kun komme så mange, som vi er i stand til at integrere”, fortæller Naser Khader.

Ingen taknemmelighed at spore

På trods af alt det kvinden havde fået af Danmark og danskerne var der ingen taknemmelighed at spore hos hende:

“Hun sagde ikke på noget tidspunkt, at hun alligevel var glad for at være kommet i sikkerhed i Danmark og ikke længere må risikere at blive ramt af Assads bomber og Islamisk Stats brutalitet. Ikke et ord om det!

Hun påskønnede ikke med ét ord min indsats for at have kæmpet for Syrien, som jeg kan her; ved at tale for flyveforbudszoner og beskyttelse af civile. Ved at fordømme Assad, hvilket har reddet mig en plads på hans sorte liste.

For ikke at tale om islamisterne. Dér kan vi tale om had, og jeg mærker dagligt islamisternes had til mig. Intet af det talte åbenbart i hendes verden. Det handlede kun om, hvor mange penge hun kunne få nu og her. Jeg var rystet over hendes krævermentalitet og sagde til hende, at hun burde skamme sig og i stedet være taknemmelig for, at hun er kommet i sikkerhed.”

Og kvinden var ikke den eneste:

“Var hun bare én ud af mange, så kunne jeg nok ryste oplevelsen af mig.

Det skal retfærdigvis siges, at nogle af de andre kvinder bad hende sætte sig ned.

Men der var også andre, der sad og nikkede til alt, hun sagde. Jeg ved, der er mange flere som hende – for jeg støder ofte på den holdning. Jeg vil hundrede gange hellere bruge de penge, vi bruger på hende og hendes familie i Danmark, på i stedet at hjælpe flygtninge i selve Syrien og i nærområderne, som lever under elendige vilkår.”

Hanan er glad for Danmark – hun giver mig håb

Jeg møder gudskelov også andre, hvor jeg tænker, at vi er heldige, at de er kommet til Danmark – blandt andre Hanan.

Hanan er en utrolig stærk kvinde med en utrolig historie, der har gjort så dybt indtryk på mig, at jeg har skrevet en bog om hende. Hun er meget taknemmelig for at være kommet til Danmark; hun er tilfreds med det, hun får, og ønsker så hurtigt som muligt at lære sproget og blive selvforsørgende.

Flygtninge og nye borgere i Danmark, med en kaliber som Hanan, giver mig håb og gåsehud – den anden uforskammede og utaknemmelige type giver mig bare røde knopper”, slutter Naser Khader.