Sundere mad i Klostermarksskolens kantine

Henrik Paaske, skolebestyrelsesformand

/ #8 SKOLEBESTYRELSEN MED EN BEMÆRKNING

2015-09-14 09:08

Hej Mette og andre forældre i underskriftsindsamlingen

Jeg vil gerne understrege, at skolebestyrelsen gør noget. Og jeg kan kun understrege, at det bedste ville være varierende retter dagligt, der var aldersrelaterede.

Men vores køkken må og kan ikke tilbyde det, fordi der bla. kun er en fast medarbejder på deltid jf. budgettildelingen, og der er ikke nok ressourcer til rådighed. Skolens ledelse har derudover valgt at tilføre lidt ekstra ugentligt tid ved tilkøb af en fleksjobmedarbejder. Derudover har der været en stor del tekniske vanskeligheder i køkkenet efter det nye byggeri, som ikke bare lige lader sig løse fra dag til dag. Det kunne skolen selvfølgelig godt have kommunikeret bedre ud.  

Jeg er dog rigtig ked af at vores ansvarlige medarbejder i kantinen skal ”hænges” ud offentligt og skal vejes og vurderes i en underskriftsindsamling. Jeg synes ikke, denne ene medarbejder og gode kollega fortjener at blive vejet igennem nogen form for underskriftsindsamling, og jeg kan slet ikke tænke mig, at nogen af jer selv ville synes, det var i orden, at man som ansat skal udsættes for en underskriftsindsamling omkring sine evner til at udføre sit arbejde. Som formand kan jeg kun opfordre til, at denne underskriftsindsamling stopper øjeblikkeligt, og at man sender sine ønsker og ideer til mig på henrik@internet.dk eller til skolens ledelse så vi kan få en dialog igang.

Jeg kan kun sige, at jeg intet har hørt fra Mette Dragø Skafte, og jeg kan ikke erindre at andre i bestyrelsen har hørt noget. Hvis du er utilfreds, så skriv dog til mig eller andre af mine kollegaer i bestyrelsen, inden du sætter en underskriftsindsamling i gang. Så kan vi tage det med på vores møde og skabe en dialog mellem os forældre, kantinen og ledelsen.
Skolebestyrelsen og personalet på skolen vil faktisk gerne vores børn, men jeg har svært ved at tro, at vi får noget ud af at hænge en medarbejder ud.

Det er simpelthen en dårlig måde at kommunikere på. 


Med venlig hilsen

Henrik Paaske, skolebestyrelsesformand

Far til Ulrika 5.c og Andrea 8.c