Jeg kender en studerende, der er startet forfra på en ny bachelor for at kunne læse sin ønskede kandidat, så studietiden bliver til 7 år? Hvordan er dette præcist en "fleksibel" uddannelse? Dette havde ikke været nødvendigt, hvis man kunne få lov til at supplere.

For min skyld må de gerne tage min SU fra mig, så længe jeg kan få lov til at supplere og søge en anden kandidat end min naturlige overbygning? Dette er da noget af mest fleksible, man kan være?!

For mig at se, er fremdriftsreformen ikke lig med "forandringsparathed" i og med at man skærer en masse studerende over én kam, som ikke har mulighed for at følge med i de nye forandringer.

Jeg kan til en vis grad godt se logikken i, at adgangskravene til en kandidatuddannelse skal opfyldes gennem selve bacheloruddannelsens obligatoriske fag og valgfag ifølge de nye regler. Dog kan jeg ikke se logikken i at det skal gælde for os, der allerede har afsluttet vores valgfag og derved tabt muligheden for naturligt at kvalificere sig til en anden ønsket uddannelse. Konsekvensen af denne reform kunne man som studerende vanskeligt gætte ud fra reformens vedtagelse (sommeren 2013), hvori jeg i øvrigt allerede havde valgt mit studie og mit valgfag.

Synes det er meget generaliseret udsagn til så vidtomspændende et problem.