Nogle ’fædregrupper’ på Nørrebro har angiveligt skabt en våbenhvile i bandekrigen i København. Ifølge DR er den blevet forhandlet på plads i Islamisk Trossamfunds moské på Dortheavej i København – et hjemsted for islamister.

Denne våbenhvile skal foreløbig gælde i en måned.

I denne periode skal der holdes fred mellem de to vigtigste parter i krigen: Loyal To Familia (LTF) fra Indre Nørrebro og den bande, der tidligere hed Brothas, fra Mjølnerparken på Ydre Nørrebro.

Det er umuligt at forudse, om aftalen holder.

Men selv hvis de to bandemiljøer holder fred i en måned eller mere, skal man ikke lade sig snyde.

Dette handler ikke om nogle bekymrede fædre, der tager kærligt hånd om deres sønner. Disse ‘fædre’ er repræsentanter for de samme muslimske parallelsamfund, som banderne udspringer af.

Deres frontfigur  er Khalid Alsubeihi, der tidligere har gjort sig bemærket ved at invitere en rabiat islamistisk prædikant til Danmark (Sheikh Khalid Yasin).

Alligevel har flere medier slugt den rørende fædrehistorie råt. Det samme har Københavns overborgmester Frank Jensen. Det er fuldkommen uhyrligt.

Selvfølgelig er det bedre, at der ikke skydes. Men denne våbenhvile har intet at gøre med en reel løsning på bandeproblemerne. Tværtimod vil den kun gøre problemerne større.

Hamrende naivt

Freden er på ingen måde et udtryk for, at banderne bøjer sig for dansk lov og danske myndigheder. Tværtimod.

Banderne er lige så totalt fjendtlige over for det danske samfund, som de hele tiden har været.

Men de har set en interesse i at lave en ’fredsaftale’ på deres egne præmisser uden om myndighederne.

Konflikten har kostet flere og flere døde bandemedlemmer. Og den har forstyrret bandernes gesjæfter med narkohandel og lignende.

Samtidig var der risiko for, at samfundet ville slå igen blandt andet med flere udvisninger.

Ved at lave deres egen våbenhvile kan banderne samle kræfter, holde myndighederne fra livet og dysse offentligheden til ro. Det er et taktisk træk.

Men i venstreorienterede mediekredse belønner man det med passende jubel over ’fred i vor tid’. Det er hamrende naivt.

På bandernes præmisser

Den rigtige måde at standse bandekonflikten på ville selvfølgelig være at gennemtvinge dansk lov og orden ved politiets og måske også forsvarets hjælp.

Men det har længe stået klart, at politikernes løfter om dette ikke har kunnet indfries. Trods omfattende politiindsats har banderne kørt deres krig videre stort set, som det passede dem.

Og der har ikke været politisk vilje til at bruge den magt, som skulle til for at få situationen under kontrol.

Så det bar mere og mere i retning af, at fred ville blive skabt på bandernes præmisser.

Den ene mulighed var, at Loyal To Familia blev så stærk, at den kunne stoppe krigen ved at sætte andre bander ud af spillet.

Den anden mulighed var, at banderne selv forhandlede en eller anden form for fred på plads. Og det er tilsyneladende, hvad der nu er sket i København.

De muslimske parallelsamfund

Dette er et udtryk for bandernes styrke. Det danske samfund har ikke fået krammet på dem. De kan fortsætte med deres kriminelle aktiviteter. Et alvorligt faresignal.

I sidste ende er det jo også udtryk for de muslimske parallelsamfunds styrke. De har formået at holde dansk lov og orden på afstand.

Skyderierne skulle selvfølgelig stoppes. Men de skulle erstattes af dansk lov og orden. I stedet er de blevet erstattet af muslimske parallelsamfund, der er stærkere end nogen sinde. Myndighederne kan se til fra sidelinjen.

Her og nu ser Loyal To Familia og banden fra Mjølnerparken åbenbart en fælles interesse i at holde pause.

Men de har på ingen måde tænkt sig at afgive magt til det danske samfund. Og de har på ingen måde tænkt sig at vise hensyn til det danske samfund.