Søren Pind, grib ind!

Fordi jeg blev voldtaget som 18-årig kvinde. Voldtægts-manden blev også dømt og fik en fængselsstraf efter en langvarig og opslidende retssag.
Hele sagen var gennemgående så opslidende, at jeg ind imellem kan være i tvivl, om jeg egentlig vil anbefale andre, at anmelde sådanne sager fordi efterspillet er i sig selv et mareridt.
Men selvfølgelig bør det anmeldes, man skal bare være klar over, at man skal igennem et langvarigt forløb, hvor der dels kan være chikanerier og trusler fra venner til voldtægtsmanden (som i mit tilfælde), om at man skal trække sagen tilbage, samtidigt er politiets og hele systemets procedurer fuldstændigt som at få vendt sig selv med hele vrangen ud. Dvs. alle mulige instanser kører rundt i ens underliv (læger, i bogstavelig forstand og psykologer i mental forstand), hvilket er det absolut sidste man har lyst til oven på en voldtægt. Det er ekstremt opslidende. Og bundlinjen er, at man igen og igen spørger sig selv, om det er det hele værd.

Da jeg anmeldte sagen til politiet, det var samme dag, som det var sket, sad jeg i henved 10 timer og skulle fortælle hele forløbet igen og igen og igen. De behandlede mig sådan set ret pænt og ordentligt, men alligevel sad jeg stort set uden at få, hverken vådt eller tørt og skulle gentage mig selv igen og igen. Det er selvfølgelig fordi de ved, at hvis man lyver, så kan man ikke huske det man har fortalt for lidt siden, derfor skulle jeg fortæller forløbet igen og igen. Det er bare hårdt, når man dybest set ikke har lyst til at genopleve forløbet så mange gange. Og så fortsatte det jo også under selve retssagen, at mit underliv igen blev vendt med vrangen ud i en retssal fyldt med mennesker, som jeg ikke anede, hvem var eller i hvert fald følte jeg mig hele tiden nøgen og udleveret og grænsket rundt i mine private dele.

I sådan en sag, er det ikke alene selve forbrydelsen men også efterspillet, der er traumatiserende. Det er også svært, at tale med sine allernærmeste om det, for det er ikke normalt, at tale med fx sine forældre eller nærmeste venner om så slibrige detaljer... det er dybt grænseoverskridende, enormt ubehageligt og fyldt med så meget skam, at det er nemmere, at gå rundt med det i formørket ensomhed.

I øvrigt fandt politiet ud af, at voldtægtsmanden havde voldtaget to andre unge kvinder før mig. Det var imens han var overlærer på en meget fin og dyr pige-privatskole - gymnasie.

Disse to unge kvinder var blevet mishandlet på det groveste af denne mand, ligesom jeg blev, under påskud af, at han ville give dem ekstra undervisningstimer (i fransk var det vist nok), hjemme hos ham selv privat.

Ingen af disse to sager, før min sag var blevet anmeldt, fordi skolens rektor og de unge kvinders forældre indgik en studehandel, for at bevare skolens pæne renomme!!!
Det skulle ikke ud i offentligheden, hvad det var for noget svineri, der var foregået i skolens regi og udført af en overlærer. Forældrene ønskede muligvis også, at beskytte deres døtres image... hvad ved jeg...

Men sagen var bare blevet lukket ved, at rektor havde fyret læreren, altså ham som så også blev min voldtægtsmand, og så var alle parter ellers stiltiende om hvad der lå bag fyringen.

Da politiet så fik min anmeldelse. Så undrede de sig over, at voldtægtsmanden var blevet fyret fra det fine og dyre pige-gymnasie og så blev rektor åbenbart sendt til tælling, da politiet mødte op på hans kontor og konfronterede ham med min sag. Og så kunne rektor åbenbart ikke rumme at være stiltiende længere, eller hvad ved jeg...

Men rationalet er måske, at min sag næppe måske overhovedet havde fundet sted, hvis min voldtægtsmand havde været anmeldt allerede da han voldtog de to første unge kvinder. Eller i hvert fald havde min sag måske været knapt så belastende og opslidende for mig, hvis manden allerede havde haft de andre domme.
Således bør man altid anmelde en voldtægt, om ikke andet, så for at beskytte andre imod gentagelsen af modbydelighederne.