Handicappede har også ret til ferie

Debatindlæg trykt i Politiken fredag den 31. Januar 2014

DEBAT
Som det kan ses på LEV hjemmeside/Nyhed af 21.01.14, så har KL udarbejdet en administrativ information om hjemlen til at yde ledsagelse og støtte på ferier og udflugter til borgere, som har betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Hjælpen ydes ofte efter servicelovens § 85, i form af socialpædagogisk bistand. Kommunalbestyrelsen har ikke ret til at opkræve betaling fra borgeren til at dække personalets omkostninger til at tage med på en ferie eller udflugt.
Dette er en god og en meget dårlig nyhed.
En god nyhed i forhold til de kommuner, der på alle måde har drevet rovdrift på begrebet ”egenbetaling” ved at inddrive betaling for medarbejdernes løn time for time til alt hvad der handlede om ferie og aktiviteter af en hver art ud af bortilbudene.
Men meget uheldigt er det, at beboerne ikke må betale kost, transport m.m. til pædagogerne. Hvis dette gennemføres 100 % vil det stoppe biografbesøg, weekendture, kulturelle oplevelser, ferie tilkøb på ekstra ferie, ferier som ligger i mange af botilbuddenes takst – men kun som en lønfinansieret del. Man kan selvfølgelig med rimelighed diskutere, om man skal betale for sin ledsager/pædagogiske støttes udgifter. Men det er en praksis der har fungeret i mange år, og den givet mange gode ferier og ture. Det er været en god og konstruktiv kutyme, at borgeren kunne vælge frit på deres interesse hylde, og så betalte botilbuddene lønkronerne og borgeren for aktiviteten. Det er en praksis, som på alle måder har været økonomisk muligt for de 63 borgere, som jeg til dagligt danner ledelsesteam omkring.
Som budgetterne er nu – vil det blive meget begrænset, hvad vi kan tilbyde vores borgere på botilbuddene i fremtiden.
Så nu vil man fremover se os komme i store busser til sovesalskolonier eller på den årlige skovtur. Slut er oplevelsen af borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne i biograffer, på restauranter, i teater, til koncerter, til festivaler, på charterferien m.m. – og så kan man jo overveje om det er en gevinst eller et tab for alle os andre ”normale”, som vil forsætte ovenstående aktiviteter efter vores økonomiske formåenhed og sammen med de mennesker som vi relaterer os til?