Nej tak til statens salg af DONG til Goldman Sachs

Mistillid eller Goldman Sachs?


print
facebook
twitter
rss
Medkraft
AF JAKOB LINDBLOM
Jeg behøver vist ikke gennemgå hele Dong-sagen og salget til Goldman Sachs. De fleste har efterhånden hørt om det alt sammen: Den alt for lave pris, som de får aktierne til. Sagen om skattely. Det faktum, at topfolkene i Dong privat vil tjene millioner på et salg og derfor er farvet i deres rådgivning. Og endelig at danske pensionskasser i sidste øjeblik har forsøgt at redde Dong på danske hænder. Alt det har vi hørt, og vi har også hørt, at Corydon er kold og SF siger ja og amen, og alt det andet. Det er old news, så det gider jeg ikke bruge tid på her.

Til gengæld er det interessant, hvad Enhedslisten i sidste ende vil gøre ved det. Personligt gider jeg næsten ikke et folketingsvalg, som skal skygge for Patentdomstolen, EP-valg og alt det andet. Men omvendt må jeg sgu indrømme, at min røde linje går lige nøjagtigt her.

Som socialist, så kan jeg på ingen måde acceptere, at Dong privatiseres. Ja, de fungerer i dag på markedsvilkår og nej, i princippet er jeg kold overfor, hvem som de privatiseres til. Jeg er imod, uanset om det er Goldman Sachs, Mærsk eller den kongelige danske fagbevægelses pensionskasser. Kort sagt er jeg imod en privatisering af et så strategisk vigtigt foretagende, som oven i købet er den måske vigtigste nøglespiller de kommende år ift. klimaet og en grøn omstilling.

Og svaret ligger lige til. I stedet for en privatisering, så burde staten lave en kapitalindsprøjtning, som enhver anden ejer kan. Det er peanuts i det store regnskab, men af ideologiske årsager, så vil staten det ikke. Dels da Dong selv har været uansvarlig i sine udenlandske opkøb og med Corydons briller kan disciplineres af Goldman Sachs, så man kan tjene mere, når resten efter planen skal sælges om 4-5 år, og dels da det strider mod den markedsfundamentalisme, som regeringen kører efter i tæt parløb med EU.

Sælges aktierne, så er løbet kørt, så kan en fremtidig regering ikke bare ændre det igen, som man kan med alle de andre lortereformer og angreb på socialt udsatte, studerende, arbejdsløse osv. som regeringen har gennemført. Det er derfor, at dette salg udgør en skillelinje i mine øjne. En rød linje, som er væsentlig for mig og som, hvis regeringen overskrider den, efter min mening, bør få den konsekvens, at vi vælter regeringen.

Kort sagt, så bør Enhedslisten efter min mening lægge maksimalt pres på regeringen og sige, at hvis I vil blive siddende, så dropper I denne handel. Ellers vælter I.

Vi har at gøre med en regering, som i hele dens levetid har latterliggjort Enhedslisten, som har været kold i røven og gået til højre på alle betydende spørgsmål stort set. Eller med Johannes legendariske ord, har pisset på os. Som det er nu, så sidder Corydon og griner af listens protester mod salget. Indtil videre, så går det jo meget godt, og de falder nok ned igen, som de plejer.

Men lige netop her, så burde vi markere en rød streg. Netop da salget ikke kan rulles tilbage, så er det nu, at vi skal spille trumfkortet. Eller s har vi ikke gjort alt, hvad der stod i vores magt for at forhindre salget, og så bærer vi vores del af ansvaret.

Jeg har naturligvis forsøgt at tage dette op i HB på mail, da vi ikke har møde inden vedtagelsen. Og jeg må indrømme, at lydhørheden hos de par MF’ere, som har svaret, ikke har været stor.

Således er et mistillidsvotum blevet afvist, som ”et slag i luften”, ”paradepolitik”, og noget, som vil være ”svært at forklare vælgerne”.

Afvisningen bygger på en præmis om, at regeringen vil gennemføre salget alligevel og så evt. lade sig vælte. Det er muligt, men jeg er da ikke sikker på, at en så magtsyg regering med så ringe muligheder for genvalg ikke vil tænke sig om en ekstra gang.

Uanset hvad, så er det i mine øjne udtryk for en helt forfejlet parlamentsfiksering, hvis man tilrettelægger sin politik alene efter modstanderens flertal. Argumentet her går jo på, at regeringen alligevel har flertal, og så kan vi ikke vælte den på det, hvorved det er ”paradepolitik og slag i luften”, hvilket naturligvis er forkert.

Regeringen vælter, hvis ikke den har et flertal bag sig, og hvis vi trækker vores støtte, så er den væk. Uanset om de så vedtager salget inden da eller ej. Og så er det muligt, at det ikke er gængs parlamentarisk praksis, men det er jeg sådan set ligeglad med. Vedtager de salget med os som støtteparti, så bærer vi også et ansvar – end of story.

Det er så blevet udlagt som en straffeaktion i de interne debatter, hvis de først vælter bagefter, og vi skal forhindre salget ikke straffe dem bagefter, lyder det. Tja, det er korrekt, at vi skal forhindre salget, men det gør vi i hvert fald ikke ved nogle flere samråd og § 20 spørgsmål og et par indignerede læserbreve fra MF’erne. Det har Corydon og co. meget tydeligt markeret.

Det kan så være, at vi heller ikke gør det ved et mistillidsvotum, men det er ikke sikkert, at regeringen vil lade sig falde på det og at vi derfor netop kan forhindre salget. Og uanset hvad, så har vi ikke gjort alt, hvis ikke vi forsøger det.

Det andet argument om, at vi ikke kan forklare vælgerne det, er endnu mere ude i hampen, vel og mærke efter at den er blevet røget. 100.000 har skrevet under, baglandene og tidligere topfolk i S-SF raser og selv de borgerlige aviser advarer mod salget.

For fanden da, vi har været ved at ville vælte regeringen på et skide bad til nogle gamle. Skulle vi så ikke kunne forklare dette med, at vi gav dem valget, og de valgte at sælge vores klimafremtid og arvesølv til Goldman Sachs? Så er det ikke længere os, som er støtteparti, og vi kan ikke forsvare at være støtteparti længere, hvilket vi ønsker at stadfæste med en afstemning i salen. Mon ikke dette kunne forklares?

Hver gang regeringen har lavet endnu en asocial reform, så har vi sagt til os selv, at regeringen er tonedøv, højreorienteret og at vores strategi om at kunne trække regeringen til venstre har været forfejlet, alene fordi, at regeringen ikke har villet lade sig trække til venstre. Men det virker sgu som om, at nogen i listen fortsat lider af illusionen om, at vi kan trække den til venstre. Hvorfor skulle man ellers frede den endnu en gang og så i en sag som den her, som ikke kan rulles tilbage igen, når salget først er sket.

Var det ikke på tide, at Enhedslisten satte sig i respekt og sagde hertil og ikke længere? Måske vi rent faktisk vil opdage, at regeringen ikke ønsker at gå af og derfor retter ind. Måske vi om ikke andet undgår at blive taget for nogle tomme tønder, som regeringen ikke frygter næste gang, en socialdemokratisk regering ser dagens lys.

Men hvad siger I? Skal vi spille mistillidskortet eller bøje nakken og nøjes med lidt larm og brok, som vi plejer, i håb om, at vi kommer ind i varmen på andre områder senere? Det synes jeg faktisk er væsentligt at diskutere med Modkrafts læsere – også inden salget er gennemført.