Styrk fremtidens unge med en juniorklub i midten af Norddjurs
Er der ikke et klub-tilbud til dit barn efter SFO-alderen?
Når vi forældre i midten af Norddjurs taler med bekendte udenfor Norddjurs Kommune, spørger de netop sådan med stor undren.
Jo, på papiret kan man gå i juniorklub som barn fra område midt - i realiteten sker det ikke. Juniorklubberne i Grenaa og Auning er åbne for alle alderssvarende børn med bopæl i kommunen, men der er ingen familier fx fra den kommunale distriktsskole i område midt, der benytter den mulighed. Det er ikke grundet manglende interesse eller behov. Det er fordi, det lavpraktisk er umuligt at realisere i hverdagen.
Her i område Midt findes der tre overbygningsskoler; en kommunal og to frie skoler. Derfor ser vi det som særligt vigtigt, at kommunen aktivt understøtter et sundt fritids-fællesskab for børnene i området, og en god kultur på vej ind i ungdomslivet.
Derfor skal Norddjurs Kommune oprette en kommunal juniorklub
Vi går på kompromis med meget - men ikke med alt
Der er meget vi går på kompromis med, når vi bor på landet. Det gør vi med glæde, fordi vi får så meget andet til gengæld. Men det sunde ungdomsliv og de gode sociale fællesskaber for vores børn, må og kan vi ikke gå på kompromis med.
Derfor skal Norddjurs Kommune have en juniorklub i Børneby Midt. En juniorklub som skal sikre et værdifuldt fritids-fællesskab og som kan understøtte trivsel, leg og udvikling i synergi med skole, forældre, fritidsaktører, kulturorganisationer, erhvervslivet og lokalsamfundet.
En ny juniorklub er en lokal løsning på nationale problemer
Der er i Danmark og verden omkring os stigende udfordringer med mistrivsel blandt børn og unge. Problemet er så stort, at regeringen i 2023 nedsatte den såkaldte Trivselskommission bestående af eksperter på børne- og ungeområdet. Kommissionen skulle overordnet set belyse trivselsudfordringerne og komme med anbefalinger til, hvordan mistrivsel og sårbarhed kan forebygges og afhjælpes.
Nu er kommissionens anbefalinger udkommet, og den beskriver og understreger præcis, hvorfor vi mangler en juniorklub i midten af Norddjurs:
“Det er kommissionens observation, at den frie leg, sport og samvær er under et voldsomt pres fra en ny digital virkelighed. I det landskab får det organiserede fritids- og foreningsliv en ny og vigtig rolle som træningsbane for relationer, kropslig udfoldelse og meningsskabelse. Alternativet til et organiseret fritids- og foreningsliv er i dag, at børn og unge isolerer sig alene derhjemme med deres skærm.” (s. 9)
Vi skal have en klub hvor mellemtrinnet kan få lov til at være lige præcis midt i mellem. Ikke små indskolingsbørn, der går i SFO og heller ikke store teenagere. Store børn med voksende behov for selvstændighed - men i trygge rammer og med nærværende, voksne rollemodeller tæt på.
Vi anerkender, at der findes rigtig gode tilbud om sport i Børneby Midt, der også kan give dette. Det er blot langt fra alle børn, der trives i et miljø, hvor konkurrencesport er i fokus. Derudover er der stadig brug for et trygt eftermiddags-tilbud til de dage, hvor de sportsglade ikke lige går til håndbold eller fodbold.
Sports-arenaen er ligesom klasseværelset, et rum hvor børnene i en grad er på og skal gøre sig umage. Men vi har også brug for et rum, hvor børnene kan være sammen, lege og opleve det der “bare opstår”.
Børn på mellemtrinnet kan rigtig meget - hvis de får lov, plads og fred fra skærme, der stjæler opmærksomheden. Det gør de desværre sjældent i dag, men den frie leg er vigtig for børnenes sundhed. Det er der nu belæg for i dansk forskning:
“Vi kan nu konstatere med tal, at der er en sammenhæng mellem, hvor meget børn leger, og hvor godt de har det. Jo mere børn leger - og helst den frie og fysiske leg - jo bedre er deres trivsel, selvværd og robusthed.”
Sådan udtaler udviklingspsykolog Ditte Winther Lindqvist, der forsker i legekultur, og som har gennemført et større studie af danske børns leg. Hun fortsætter således:
“Den udvikling, vi ser, og som jeg godt kan være lidt bekymret over, den er, at børn har meget mindre tid til at lege. Og det betyder også, at legen bliver klemt. Selvom sport, spejder og musik er gode og sociale fritidsaktiviteter, er der ofte alt for meget proppet ind i børns fritid. Vi har jo simpelthen skemalagt deres hverdag med fritidsaktiviteter, når de har fri. Deres skoledage er blevet længere, deres tid er organiseret. Jeg kalder det ‘kalenderbørn’.”
En smartphonefri juniorklub
Vi drømmer om en juniorklub i midten af Norddjurs Kommune, og vi mener den skal være smartphonefri. Det lyder måske kontroversielt, men det er fuldstændigt i tråd med Trivselskommissionens anbefalinger. I deres rapport skriver de blandt andet:
“Der er – kort fortalt – to kurver, der de seneste år korrelerer. Den ene er udbredelsen af sociale medier og smartphones. Den anden er trivselsudfordringer af forskellig art: mindre søvn, flere opmærksomhedsforstyrrelser, mere uro i klasserne, ensomhed og isolation, stadig flere piger og unge kvinder, der føler sig forkerte. Blot for at nævne nogle urovækkende eksempler. Den udvikling kalder på drastiske skridt.” (s. 8)
På én generation har smartphones fuldstændig vendt op og ned på vores liv - og i særdeleshed børn og unges liv. Denne nye virkelighed har skabt massive udfordringer, og nu bliver vi nødt til at tage ved lære. Vi er nødt til at skabe en ny kultur og en modpol til at børne- og ungdomslivet i så høj grad foregår på en smartphone. At skabe denne modpol er svært for den enkelte familie alene.
En global undersøgelse udført af en finsk virksomhed har adspurgt 10.000 forældre om deres børns forhold til smartphones. Undersøgelsen tegner et sørgeligt billede i tråd med trivselskommissionens. Hele 54% af de adspurgte forældre fortryder nemlig, at have givet deres barn en smartphone.
Presset for at være “som de andre” er stort. Derfor skal vi have skabt et fællesskab, hvor smartphones ikke fylder, og hvor vi kan skabe en ny kultur i flok. En smartphonefri juniorklub kan være netop dette fællesskab.
Eksperter i pædagogik, psykologi og teknologi verden over tager udfordringerne, smartphones skaber, dybt seriøst, og Trivselskommisionen er konkrete i deres anbefalinger, der blandt andet lyder:
“Udskyd børns smartphonedebut, til de er fyldt 13 år
Smartphones gør det muligt for børn og unge at være i kontakt med deres venner og familie. De giver dog også adgang til tjenester som fx sociale medier og spil, som kan indeholde ikkealderssvarende indhold og design. Mange sociale medier har en aldersgrænse på 13 år, men 94 pct. af børn har alligevel en profil på et socialt medie, før de er fyldt 13 år. Samtidig angiver 9-14-årige, at de i gennemsnit tilbringer knap tre timer om dagen alene på YouTube og TikTok. Det øger risikoen for, at børn udsættes for blandt andet uhensigtsmæssige sammenligningskulturer, tilgængelighedspres og skadeligt indhold og funktioner. Samtidig tager det tid og opmærksomhed fra andre essentielle ting i barndommen og ungdommen som fritidsaktiviteter, fysisk samvær med venner og familie, leg samt fordybelse i fx læsning og andre aktiviteter” (s. 90)
Vores børn er oppe mod verdens dygtigste techudviklere, der forfiner deres algoritmer til at fastholde os længere og længere foran skærmen. Vi må kunne give vores børn bedre eftermiddage end tre timer alene på Youtube og Tiktok. Men det kræver, at vi tilbyder dem noget andet, og at vi viser vejen; En juniorklub hvor der er plads til leg, fred fra smartphones og vi sammen kan begynde at normalisere et børneliv uden skærme i centrum.
Norddjurs Kommunes ansvar
I Norddjurs Kommunes sammenhængende børnepolitik er der listet en række indsatsområder indenfor blandt andet trivsel, sundhed og fællesskaber.
Et uddrag af politikens indsatsområder lyder således:
“Motivere og ruste den enkelte l at deltage i de fællesskaber og aktiviteter, som tilbydes i klubber, kulturinstitutioner og det frivillige foreningsliv
Sikre gode fysiske rammer og faciliteter, hvor børn og unge frit kan udfolde deres interesser sammen med andre børn og unge
Informere forældre om vigtigheden af, at børn og unge har et aktivt fritidsliv og deltager i sociale fællesskaber. Det kan i den forbindelse være væsentligt, at forældrene inviteres med ind i det forpligtende fællesskab, der er omkring fritids– og foreningslivet
Have særlig opmærksomhed på at fastholde unge mennesker i sunde fællesskaber og fritidsaktiviteter, når de nærmer sig teenageårene” (s.25)
Intentionen i denne politik er god, men hvis der ikke er de basale børne- og ungdomstilbud i rimelig afstand, så kan det blive meget svært at realisere disse målsætninger for børn og unge i midten af Norddjurs.
Det stiller i sidste ende vores børn dårligere med udsigt til flere risici og færre ressourcer i ungdomslivet. Det kan vi ikke acceptere. Norddjurs Kommunes egen politik understreger netop vigtigheden af, at prioritere en juniorklub i Børneby Midt.
Vi er mange, der gerne vil bidrage til at gøre en ny kommunal juniorklub til et levende fællesskab forankret i midten af Norddjurs. Vi håber, Norddjurs Kommune vil tage imod vores ønske med åbenhed og nysgerrighed, og gå i dialog om en ny juniorklub, der kan understøtte et sundt og trygt fritidsliv for vores børn og unge - også selvom vi bor på landet.
- - - - - -
Skrevet af Arbejdsgruppen for Juniorklub i Midt
Kontakt: 24401638
Kilder brugt i teksten:
Norddjurs Kommunes sammenhængende børnepolitik: “Politik for børn og unge i udsatte positioner”
Kommissorium for Trivselskommissionen
Trivselskommissionens rapport: “Et dansk svar på en vestlig udfordring”
Artikel dr.dk: “Børn leger mindre og trives dårligere (...)”
Levende legekultur
The Better Phone Project: First phone co-created for children by parents to protect their mental wellbeing
Arbejdsgruppen for Juniorklub i Midt Kontakt forfatteren af dette andragende