Bevar KVINFOs mentornetværk - DET LYKKEDES! Ny bevilling, 2 mill.

Bevar Kvinfo's mentornetværk

/ #99 Politikere: Mentornetværket har potentiale til alternativ finansiering

2013-04-30 09:26



I begyndelsen af april kom det frem, at forligspartierne bag satspuljen helt overraskende har frataget KVINFOs succesfulde mentornetværk for kvinder med udenlandsk baggrund støtten i 2014-16. Nu foreligger den officielle begrundelse fra Social- og Integrationsministeriet. Begrundelsen for afslaget er, "at projektet har bedre forudsætninger end de andre projekter, som modtager støtte fra puljen, for at opnå alternativ finansiering", skriver ministeriet.

"Vi har i spænding ventet på at få begrundelsen, og vi er selvfølgelig glade for, at KVINFOs Mentornetværk vurderes højt af politikerne. Jeg håber, at de har ret i, at andre er parate til at overtage finansieringen", siger KVINFOs direktør Elisabeth Møller Jensen.

Mentornetværket har mødt stor opbakning fra civilsamfundet i forsøget på at skaffe anden finansiering. Bl.a. opfordrer en lang række politikere, samfundsdebattører, erhvervsfolk og professionelle, der arbejder med integration, i en underskriftindsamling socialminister Karen Hækkerup og Folketinget til at redde Mentornetværket fra lukning. Nuværende og tidligere mentorer og mentees fortæller i medierne om de mange resultater, de har opnået. Og fra europæisk side har bl.a. European Women's Lobby skrevet til statsminister Helle Thorning-Schmidt for sikre mentornetværkets fortsættelse. EWL og EU-parlamentet har netop startet et politisk mentorprogram, hvor de bruger KVINFOs model.