Bevar KVINFOs mentornetværk - DET LYKKEDES! Ny bevilling, 2 mill.

Bevar Kvinfo's mentornetværk

/ #80 Åbent brev til de tre kvindelige partiledere i regeringen

2013-04-16 15:30

Journalist Annegrethe Felter Rasmussen har et åbent brev til regeringens tre kvindelige partiledere i Politiken i dag. Sådan!

"Kære partiledere,

Normalt går jeg ikke ind for identitet i politik. Jeg bor selv i USA, og jeg synes f.eks., det er latterligt at antage, at alle sorte vælgere skal kunne spejle sig i præsident Obama, eller at kvinder skal bakke op om Hillary Clinton som den næste amerikanske præsident.

Men jeg synes ikke, at det er langt ude at antage, at Obama har en forståelse for de sortes og indvandreres problemer, som en hvid præsident ikke automatisk besidder. Eller at en kvindelig partileder ville sympatisere med kvinder, som har ekstra udfordringer her i livet. Som nu visse indvandrerkvinder, der kæmper med fordomme, der også lever i egen kultur. Eller som er flygtet fra mishandling, voldtægter eller undertrykkelse i familien.

Ja. Her har jeg forventninger til jer. Til hvad I står for, og hvilke signaler I gerne vil sende. Som tre ressourcestærke kvinder, der ønsker at bruge offentlige midler som investering i samfundet. Som hjælp til selvhjælp. Ikke som sovepude, men som løftestang til selv at kunne virke og yde. Jeg forventer, at I forstår, at ligestilling og myndiggørelse også handler om indvandrerkvinder. Derfor sender jeg jer et brev med spørgsmål. Jeg vil vide, hvad jeres forklaring er.

På hvorfor regeringen har besluttet at fjerne støtten til det mest succesrige integrationsprojekt i Danmark nogensinde? Hvorfor stopper I støtten fra regeringens satspulje til KVINFOs prisbelønnede mentornetværk, der med succes har fremmet integration af indvandrerkvinder på kontanthjælp eller anden offentlig støtte?

Hvorfor? Når I ved, at hver fjerde mentee er kommet i arbejde, at mange har gennemført en uddannelse, er blevet bedre til dansk, har fået større netværk og dermed bedre mulighed for at komme ind på det danske arbejdsmarked.

Når I også ved, at mentornetværket (der i øvrigt også nu indbefatter mænd) er blevet rost og fremhævet som ”best practise” i internationale institutioner som OSCD, ILO, EU osv. Og er hædret med blandt andet Integrationsministeriets integrationspris. Mentorprogrammet har været en eksportsucces og er kopieret i en række lande allerede.

Jeg tænker, at I har et svar. Som handler om noget andet, end at alle må bidrage med noget i trange tider. For sagen er jo, at denne gruppe ikke har meget at bidrage med. Men at støtten til gengæld sørger for, at de vil få det, og dermed kan flytte sig i samfundet. Væk fra offerrollen og hen til en stilling som selvhjulpen, skattebetalende bidragyder til det danske samfund. Det må da være meningen."