Støtteperson til sagsøgerne i Lissabonsagen

Engang erklærede en dansk statsminister, at "unionen er stendød!" Han hed Poul Schlüter. Hvad siger det konservative parti i dag? Det er på tide, at eurokraterne underkastes en konsekvensvurdering. De arbejder på at skabe en forbundsstat, men for at berolige vælgerne talte de også om "subsidiaritetsprincippet", som ville indebære, at beslutninger skulle træffes på de relevante niveauer. Men hvordan er det så gået med den berømte euro? Den var og er et middel til føderalisering, og de har eurokraterne ikke fået mandat til af de europæiske befolkninger. Denne parisiske, jacobinske manøvre er en arrogant "top-down" svinestreg. De ansvarlige fortjener at blive fyret.

Godt initiativ!

Det er absurd, og uacceptabelt at vores politikere afgiver suverænitet til EU, som er i strid med grundloven. Ønsker vores politikere at underminere den danske grundlov?

Hvis politikere var mere interesseret i livskvalitet, end i magt og indflydelse, gennem store projekter som EU, så fik vi måske en menneskelig verden. Vi kan bestem ikke sige, at EU har givet borgerne livskvalitet. EU har givet nye karriere muligheder for politikere, måske det er forklaringen på den brede politiske opbakning.
Carl Eiler Carlsen

Eurokraterne fortsætter med at putte blår i øjnene på befolkningerne. At et eurokratisk forenet Europa er en fiks idé, kan disse lommetyve i mega-format slet ikke indrømme, hverken overfor vælgerne eller sig selv.

Danmark bør deltage i meget begrænset omfang i EU - måske ville vi stå os bedst ved helt at komme ud!

At politikerene gerne ser mere EU byrokrati kan skyldes at de drømmer om at få taburetter dernede. Til fede lønninger og pensioner. En politiker der har siddet i det Danske folketing kan efter 20 år i tinget få over 31.000 i folketingspension, når de bliver 60. Har vedkommende så været minister længe nok kan det udløse yderligere ministerpension på over 26.000 om måneden. Og en EU pension oven i hatten er vil heller ikke dårligt.:::
En som Ritt Bjerregaard har over 750.000 kr i samlede pensioner årligt...

Socialdemokrater modsætter sig åbenhed om EU-pensioner

Udgivet for 1965 dage siden i Politik

Tilføjet 21/07 15:20 til Boblere af Det gamle 180Grader
Af IKKEMIG 2
De socialdemokratiske EU-parlamentarikere støtter "større gennemsigtighed og mere systematisk kontrol med midlerne". Det siger de i hvert fald selv. Men når det kommer til deres egne lukrative pensionsordning, har de sværere ved at lade ord følge af handling, skriver Politiken.

I dag bliver hver måned indbetalt 24.000 kr. ind på hver EU-parlamentarikers pensionsopsparing. De 16.000 kr. betaler parlamentet direkte, og de sidste 8.000 kr. skal hvert medlem selv betale. Men i øjeblikket er der ingen kontrol med, at det ikke i stedet er skatteyderne, der får lov at betale den private del af pensionen.

Ingen kontrol
Parlamentarikernes andel trækkes nemlig automatisk fra en pulje, der skal bruges på kontorudgifter. De såkaldte "blyantspenge" udgør 29.362 kr., som hvert parlamentsmedlem får udbetalt skattefrit hver måned. Det er så meningen, at parlamentarikerne skal betale de 8.000 kr. tilbage til blyantskassen, men der er ingen, der kontrollerer, at de rent faktisk gør det. Og ingen ved, hvad blyantspengene bliver brugt på.

Det har man forsøgt på at lave om på, men det har de socialdemokratiske parlamentsmedlemmer modsat sig. I den såkaldte Staes-betænkning blev der foreslået seks tiltag, der skulle gøre op med den nuværende ordning. Parlamentsmedlemmerne blev bl.a. opfordret til at dokumentere, at de havde betalt de 8.000 kr. af egne lommer.

Den fem mand store socialdemokratiske gruppe med forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen stemte konsekvent imod alle seks forslag.

"Det må være en fejl"
Dan Jørgensen fra S-gruppen er overrasket over, at han skulle have stemt imod forslagene om at bringe gennemsigtighed til parlamentarikernes pensionsordning. Han kan ikke huske det nøjagtige motiv bag stemmeafgivelsen, men er overbevist om, at det skyldes, at han i stedet stemte for en bedre formulering. Eller at det blot var en fejl.

Men der er ikke nogen "bedre" formulering, som S-gruppen har stemt for, og det kan undre, hvordan de fem socialdemokrater alle skulle have begået den samme fejl under hver af de seks afstemninger.

180Grader.dk ville gerne have spurgt de socialdemokratiske EU-parlamentarikere, hvordan dette hang sammen, men ingen af dem har returneret opkaldene.

mikkel@180grader.

Derfor AFSKAF MINISTERPENSIONEN. SRIV UNDER HER.
http://www.skrivunder.net/signatures/afskaf_pension_til_folketingsmedlemmer/start/660
De kan få pension på lige fod med alle andre.

Skrevet af:Knud B Nordahl Pedersen

EU-parlamentet har i næsten 20 år hemmeligholdt navnene på de politikere, der er sikret livslange, ekstra pensioner i kraft af en omstridt fond, som opererer skattefrit i Luxembourg.

Jyllands-Posten kan søndag bringe navnene på 29 danske politikere, som er eller har været medlem af den udskældte pensionsfond - blandt dem er forbitrede EU-modstandere såvel som nuværende og tidligere ministre.

Topscoreren er Jens-Peter Bonde, som, indtil han gik på pension ved udgangen af 2007, skabte en livslang karriere på at bekæmpe det EU, der nu forgylder hans otium.

Lukker for nye medlemmer

Sammen med den obligatoriske pension fra Folketinget får han i alt 661.000 kr. om året resten af livet.

Langt fra alle medlemmer af EU-parlamentet ønsker at være med i pensionsordningen.Socialdemokraternes formand,  Helle Thorning-Schmidt, var blandt dem, der sagde nej tak, da hun var medlem af parlamentet 1999-2004.

- For mig er det helt grundlæggende, at der skal være så stor åbenhed om folkevalgtes aflønning som muligt. Det var der ikke i den frivillige pensionsordning. Derfor var jeg ikke med, siger S-formanden.

Den kontroversielle pensionsordning lukker for nye medlemmer den 1. juli i år, når en ny valgperiode begynder.

Inden da skal det afklares, om et trecifret millionunderskud i fonden skal dækkes af de europæiske skatteydere for at sikre pensionerne til de flere end 1.100 politikere, der nyder godt af ordningen.

Helt ud af EU nu!!!!

Ansvaret for Danmarks egne interesser skal fuldt ud ligge hos danskerne selv. Vi skal feje for egen dør og ikke lade andre om at gøre det.

Jeg håber der er mange flere, som skriver under!

GODT DANMARK

Politikerne skal ikke vedtage noget, der åbenlyst er noget, der kræver en folkeafstemning. Det er ikke demokrati, hvis noget politikerne ønsker påtvinges befolkningen, der ikke ønsker det.

Tag grundloven alvorligt, I FOLKEVALGTE

Loven er lige for alle, også for en Politiker.
Dette er Danmark, og ikke en bananrepublik.

Respektér grundloven.... loven er vel lige for alle.

Jeg støtter denne underskrifts indsamling, da vort demokrati og borgerne fortjener, at få klarhed om der er foregået et eklatant brud på vores grundlov. Usikkerheden er skræmmende og virker truende på vores retssikkerhed. For hvis vores politikere blot gør, hvad det passer dem, uden hensyn til gældende lov og dermed begår lovbrud i fuld offentlighed, hvad er der så tilbage til at beskytte OS, folket/borgerne, mod et centralistisk demokratur styret af magtsyge bureaukrater og teknokrater, som mere tænker på sig selv og deres egen karriere end på hvad som tjener borgerne bedst?

Alt skal sgu være i orden

Danmark ud af EU hurtigst mulig
Det er den største bedrag i hele Danmarks historien
De ansvarlige politikker burde stille for en domstol,om landsforræderi løgn og bedrag af det danske folk.

Det er skæbnes ironi, at vi sender vore unge drenge og piger i krig og i døden for demokratiet samtidig med at vi afvikler samme demokrati i Danmark.
EU - er et demokrati på samme måde som et folkedemokrati.
Demokratier er mere end et kryds, men EU er ikke en gang et kryds

Jeg ønsker ikke bare Jer, men os alle sammen, held og lykke med sagen
Per Kempff-Nordkap, Skagen

af Thorkil Sohn, Annelise Ebbe, Ole Krarup, Johannes Steenbuch og Helge Rørtoft-Madsen (Folkeafstemningskomite2010s styrelse).



Dronningen og statsministeren omtalte EU i deres nytårstaler, men ”glemte” at der i øjeblikket verserer en stor retssag i Højesteret om Danmarks forhold til EU. En enestående og sjælden retssag, der ifølge Højesteret drejer sig om ”forhold, som er af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed”. Allerede derfor må den naturligvis påkalde sig særlig offentlig opmærksomhed.

Det er således ikke en sag om f.eks. to personers strid om deres ret eller om en offentlig myndighed har handlet forkert. Det er heller ikke en skattesag eller en sag om økonomisk kriminalitet eller et mord eller andet kriminelt. Det er i det hele taget ikke en retssag om personers private interesser eller muligvis ulovlige handlinger.



Sagens betydning for hele befolkningen består i første omgang i, at den afprøver, om grundlaget for vores demokrati – grundloven – fungerer som det skal og bliver respekteret fuldt ud af justitsministeriet, folketinget og regeringen. Helt konkret: overholdt folketinget og regeringen grundloven eller ej, da regeringen på baggrund af et almindeligt folketingsflertal sagde ja til EU´s Lissabon-traktat?



Som bekendt forpligter de valgte folketingsmedlemmer sig med deres underskrift til at overholde grundloven. Også selv om folketingsmedlemmer i praksis kan støtte sig til embedsmændene, herunder justitsministeriets redegørelser for forfatningsretlige problemer, er ansvaret over for grundloven deres. I sidste instans indebærer dette grundlovsansvar et politisk-moralsk ansvar over for befolkningen. En eventuel grundlovsovertrædelse er den største politiske forseelse, fordi den er en tilsidesættelse af selve grundlaget for demokratiet og befolkningens politiske suverænitet.



For et samfund der vil kalde sig demokratisk og et retssamfund er det vigtigt, at befolkningen kan kontrollere, at demokratiet og grundloven respekteres fuldt ud, navnlig når der er tale om politiske beslutninger med omfattende og indgribende betydning for vores politiske demokrati og dermed i sidste ende for vores samfund og hverdag. Netop den kontrol er meningen med grundlovssagen om Lissabon-traktaten, som Højesteret afsiger den endelige dom i - formentlig ret få måneder inde i det nye år. Indirekte bliver retssagen tillige en prøve på, om vores retssystem vitterlig fungerer efter princippet om, at retten skal dømme uafhængigt af den politiske (lovgivende og udøvende) magt. Da Højesteret i første omgang dømte, at sagsøgerne havde ret til at føre denne sag, dømte den klokkeklart juridisk i forlængelse af en tidligere Højesteretsdom, uanset at det var imod regering ønske.



Kontrollen er i dette tilfælde særlig vigtig, fordi sagen ikke kun drejer sig om indre danske forhold, men om Danmarks forhold til EU – altså til den mere omfattende politiske magt, vores danske politiske magt spiller sammen med i kraft af EU-medlemsskabet. Højesteret skal kontrollere og bedømme, om det gik rigtigt eller forkert til, da regeringen i sin tid tilsluttede Danmark til Lissabon-traktaten uden at følge Grundlovens § 20, som skal følges, når der afgives ”suverænitet” - dvs. danske myndigheders beføjelser - til EU. Den kontrol kan og skal Højesteret som nævnt udøve i denne sag ved at dømme uafhængigt af hensyn til folketinget og regeringen for at opfylde den rolle for demokratiet, Grundloven har tiltænkt retssystemet.



Da spørgsmålet om overholdelse af Grundloven i dette tilfælde er knyttet sammen med Danmarks forhold til EU, har kontrollen en særlig dimension, der både gør den mere juridisk kompliceret og politisk øm. Og som samtidig – demokratisk set – gør sagen tilsvarende væsentlig for hele den danske befolkning, der er berørt af, at 1) EU´s kompetence bygger på overgivet suverænitet og at 2) hovedparten af dansk lovgivning i dag er bestemt af EU-lovgivning og -ret. Retssagens mening er reelt at kontrollere, om politikerne efter Grundloven havde ret eller ikke ret til at forpligte Danmark af Lissabon-traktaten på den måde, de besluttede at gøre det? Skulle de ikke have fulgt en anden fremgangsmåde? Skulle de ikke have fulgt Grundlovens § 20, der siger, at der enten skal 5/6 flertal til det i folketinget eller en folkeafstemning? Det er retssagens hovedspørgsmål. Og Højesterets dom kommer uvilkårligt til at åbne for spørgsmålet, om ikke det i realiteten var og er politisk nødvendigt at sende traktaten til folkeafstemning.



Derudover må man regne med, at retssagen også vil kunne komme til at afklare nogle uhyre vigtige ting, som kan få betydning i fremtiden, når og hvis Danmark senere kommer til at tage stilling til, om vi vil tilslutte os nye tiltag, der betyder udvidelse af EU-institutionernes myndighed. På den måde kan retssagen både blive en bagudrettet kontrol af, om regeringen skylder befolkningen at rette op på noget – og en fremadrettet angivelse af, hvordan politikerne i fremtiden skal bære sig ad for at overholde Grundloven, hvis der igen bliver tale om eventuelt at tilslutte os ændringer af EU-systeme eller ej.



Endvidere må man regne med, at denne omfattende retssag også vil kunne afklare, om det er Højesteret eller EU-domstolen der i sidste instans afgør, hvad EU kan regulere. Hvilken af de to domstole har ”det sidste ord”? Afgives der med Lissabon-traktaten myndighed til EU så vidt, at Højesteret ikke længere har ”det sidste ord”? Svaret på det spørgsmål besvarer i realiteten spørgsmålet om, hvorvidt Grundloven er forfatning for et demokratisk politisk system i Danmark med sit dertil hørende, autonome retssystem.



Hvordan kan retssagen om Lissabon-traktaten overhovedet få så væsentlig og vidtrækkende betydning? Det kan den, fordi den handler om, hvorvidt justitsministeriets opfattelse af, om Danmark overgiver ”suverænitet” til EU ved at tiltræde Lissabon-traktaten er korrekt. Det spørgsmål står striden om. Justitsministeriet og regeringen påstår, at der ikke afgives ”suverænitet”, mens sagsøgerne – nu appellanterne – hævder, at der endda afgives ”suverænitet” i vidt omfang! Man kan også sige, at striden handler om, hvorvidt Justitsministeriets måde at vurdere, om der afgives suverænitet eller ej, er i overensstemmelse med såvel Grundloven som Lissabon-traktaten. Eller er Justitsministeriets vurdering utilstrækkelig, fejlagtig, uholdbar eller på anden måde problematisk. Det handler de fleste af sagens nu flere tusind papirsider om. Lad os blot nævne nogle af stridspunkterne:



1. Betyder Lissabon-traktatens massive afskaffelse af vetoretten og overgang til flertalsafgørelse som hovedregel ikke suverænitetsafgivelse?



2. Betyder det at Lissabon-traktaten ændrer EU's institutioner, så EU's politiske magt- og kompetencestruktur ændres, ikke også afgivelse af suverænitet?



3. Er det holdbart at benægte suverænitetsafgivelse med, at en traktatændring blot er en ”præcisering af allerede afgivet kompetence på andet retsgrundlag”?



4. Er det at regeringen ifølge Lissabon-traktaten ikke længere kan føre selvstændig udenrigspolitik ikke suverænitetsafgivelse, ja overtrædelse af en særlig bestemmelse i Grundloven?



Hvis Højesterets dom engang i første del af 2013 afgør, at regeringen og Justitsministeriet har absolut ret, bliver regeringen frifundet. Og så får sagen ingen politiske konsekvenser. Men hvis Højesteret finder, at sagsøgerne/appellanterne har ret og regeringen og Justitsministeriet uret, dømmes regeringen til at anerkende, at den har overtrådt Grundloven. Hvad er den politiske konsekvens af det? Ja, Højesteret kan eventuelt vælge - som regeringen selv ønsker – at give regeringen ret til at beslutte loven om tiltrædelse af Lissabon-traktaten efter den fremgangsmåde, Grundlovens § 20 bestemmer - ved en ny procedure. Det vil konkret sige, at enten 5/6 flertal i folketinget eller en folkeafstemning skal beslutte eller forkaste loven om tiltrædelse af Lissabon-traktaten.



Men hvis Højesterets dom giver appellanterne ret uden at Højesteret samtidig giver regeringen ret - og pligt - til at rette op på en forseelse i forhold til Grundloven, ja, så må den danske befolkning naturligvis forlange, at det sker. Hvad ellers? For hvis Højesteret konstaterer, at en regering med et folketing i ryggen i strid med Grundloven har misbrugt sin magt, skal den i sagens natur stå til ansvar over for indehaveren af den demokratiske ret og politiske suverænitet: befolkningen som Lissabon-traktaten har ”indgribende betydning for”. Derfor vil folkeafstemningskomite2010 i så fald sætte sig i spidsen for, at Lissabon-traktaten kommer til folkeafstemning, fordi befolkningen demokratisk set har lidt skade af, at politikerne ikke har efterlevet deres grundlovsansvar ved at tiltræde Lissabon-traktaten uden om Grundlovens § 20.



Komiteen vil i det hele taget fortsat arbejde for kontrol med, at Grundlovens § 20 overholdes i forbindelse med kommende EU-traktatændringer og/eller institutionelle ændringer.