Støttererklæring fra socialrådgivere til PPR-psykologer samt lærere og pædagogers opråb

Før du læser 

Er du socialrådgiver eller socialformidler og arbejder på børne og ungeområdet?  Eller har du tidligere  arbejdet på børne og ungeområdet? Så skriv under her! Efter d. 15/10 offentliggører vi indlægget, og her vil det kunne deles med hele det store internet. Indtil da er du MEGET velkommen til at dele dette med dine socialrådgiver eller socialformidler kollega, som måske kunne være interesseret i at være medunderskriver.

Den støtteerklæring fra lærere og pædagoger der henvises til kan I for nu læse her: Støtteerklæring til PPR-psykologers opråb fra pædagoger og lærere - Skrivunder.net

Bevægelsen for Børn og Unge som jeg nævner sidst kan du se nærmere om her - (5) Bevægelsen for Børn & Unge - Oprør På Tværs | Facebook


Se indlægget i sin helhed herunder. God læselyst!

Amanda Kirstine Juhlin 

Socialrådgivere tilslutter sig PPR-psykologernes opråb om børns mistrivsel

For nyligt fik det stor mediebevågenhed, da mere end 1.000 psykologer, heraf over halvdelen fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Politiken skrev et åbent brev til landets politikere. De slog alarm, fordi rammerne og vilkårene i vores daginstitutioner og skoler er så pressede, at det for mange børn og unge har en negativ indvirkning på deres mentale sundhed. Konsekvenserne heraf er en trivselskrise, som kun ser ud til at blive værre og værre. 

Herefter har op mod 2.000 lærere og pædagogisk personale fra hele landet underskrevet en støtteerklæring til psykologernes opråb.

I direkte forlængelse af både psykologerne fra pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR) og nu også lærere og pædagogisk personale fra landets skoler og institutioner, står en flok dedikerede socialrådgivere I kommunernes familieafdelinger. Som de andre faggrupper er vi et svækket led i kæden, der omslutter vores børn og unge. Svækket, på grund af de besparelser, der har ramt børn og unges vilkår over de seneste mange år. 

Vi ved, at børn og unge har brug for, at deres tryghedsbehov er dækket, for at sikre optimale forhold for udvikling. Gennem omsorg, nærvær og voksne rollemodeller dækkes behovet for tryghed. Når deres tryghedsbehov ikke dækkes, så reagerer de. Og deres udvikling går i stå, går tilbage eller går skævt. Vi mærker på et stigende antal underretninger, hvordan flere børn trues på deres trivsel, og dermed trues i deres udvikling. Og i langt højere grad ser vi, at denne trivsel og udvikling lider under et daginstitutionsområde, der er svækket. Et svækket skolesystem. Et PPR der er svækket. Og en svækket psykiatri. 

Når bekymringer flyttes til det enkelte barn eller familien, så afføder det en underretning til os. Vi er dem, der helhedsorienteret skal varetage systemerne omkring det enkelte barns mistrivsel. Vi samler både det private og det professionelle netværk, for at forebygge forværring og skabe forbedring. I familieafdelingerne kigger vi ind i familielivet, vi kigger ind i fritidslivet, vi kigger på sundhed, og vi kigger på barnets individuelle udvikling og adfærd. Vi er eksperter på at finde ressourcer i civilsamfundet, pege på individuelle forebyggende foranstaltninger og generelt finde løsninger, så de fleste børn og unge igen kommer i trivsel. Men når de børn og unge vi møder, mistrives som led i de rammer og de (manglende) ressourcer vores Institutioner og skoler har, så er vores muligheder begrænsede. Og de dygtige og dedikerede fagfolk og samarbejdspartnere vi har i PPR og lærer- og pædagog teamet, har ofte forsøgt at mindske mistrivslen under disse rammer, og ud fra de faglige perspektiver, som de er eksperter på. Så sætter vi plastre på åbne, blødende sår med familie og fritidsrettede indsatser. Måske nogle individuelle samtaler med en intern psykolog, der heller ikke kan behandle på fællesskabet i institutioner og skoler. For hvem kan se til uden at gøre noget, når det handler om børn og unge, der med deres adfærd skriger på forandring?

I familieafdelingerne oplever vi også, hvordan psykiatrien er endnu et svækket led i kæden. Behovet for specialiseret behandling af for eksempel spiseforstyrrelser, psykoedukation og søskendekurser (for bare at nævne nogle) stiger, og flyttes til familierne og familieafdelingerne. Forældrene bliver behandlere af tunge diagnoser, familieafdelingerne gør som vi er bedst til, kigger på udmattede forældre og løsninger hos de primære omsorgspersoner, før intensive behandlingsforløb. Alt sammen behov og vurderinger der før i højere grad blev varetaget af vores dygtige samarbejdspartnere og eksperter  i psykiatrien. Igen lapper vi med de muligheder vi har, med de ventelister vi har, og med de små ressourcer vi har. For hvem kan se til, mens familielivet er under pres fra en psykiatrisk diagnose, som endnu er ny, og endnu er ubehandlet?

Virkeligheden bliver, at familierne vi samarbejder med, ender med at prioritere sig selv. Ofte er det de familier, hvor familieleddet - forældre, bedsteforældre, mostre, onkler osv. - i omsorgskæden stadig er intakt, som råber højest. Dem der råber højest, prioriteres højst. De sender klager, som de bør, hiver fat i borgmestre og kommunale bestyrelsesmedlemmer, som de bør og står på deres rettigheder, som de bør. Men hvad med dem, hvor familieleddet er svækket? Eller de familier hvor bekymringerne er på deres højeste, og det samme er familiens undgåelsesstrategier?

Familieafdelingerne er også et svækket led i kæden. Stressniveauet blandt os er skyhøjt, og udskiftningen lige så. Og vi får flere børn og unge, med behov for hjælp til at komme ud af mistrivsel. Vi halser efter i sagsarbejdet, kontakten til familierne,og i værste fald med at få gang i indsatser, der kan gøre en forskel. Vi prioriterer mellem at dokumentere, at juraen er overholdt, at danne den gode forandringsskabende og brobyggende relation, eller at slukke den næste ildebrand. Alt imens forholdet mellem økonomiske og faglige hensyn tipper, så billigst vejer tungere end bedst, for bedst ses ud fra, at der skal være råd til et plaster til alle de andre børn og unge i mistrivsel - stik mod lovens intentioner. Som medarbejdere står vi i front for et system, som vi fagligt, etisk og medmenneskeligt ikke kan stå inde for længere.  Og hvorfor gør vi det så? Fordi vi alle er startet med et ønske om at gøre en forskel for de mest udsatte børn og unge i vores samfund. Og i sidste ende er det dem, der betaler prisen. 

Så Kære politikere. Vi socialrådgivere i familieafdelingerne tilslutter os koret og Bevægelsen for Børn og Unge: I skal forstå, at vi er en kæde af dedikerede, hårdtarbejdende og dygtige fagfolk, og hele kæden på tværs af fagområder er svækket. Der er brud på alle led. Det nytter ikke at reparere et led, ved at svække et andet yderligerere. Vi skal investere massivt i vores børn og i vores unge mennesker. Vi skal investere i hele kæden. Børnene og de unge er fremtiden, og fremtiden er alvorligt truet af den svækkede kæde.

 


Amanda Kirstine Juhlin, Bevægelsen for Børn og Unge - #OprørPåTværs    Kontakt forfatteren af dette andragende

Underskriv denne indsamling

Jeg giver med min underskrift Amanda Kirstine Juhlin, Bevægelsen for Børn og Unge - #OprørPåTværs tilladelse til at overdrage mine oplysninger i denne formular til vedkommende som har indflydelse på denne sag.

Du vil modtage en e-mail med et link til at bekræfte din underskrift. For at sikre, at du kan modtage vores e-mails, tilføj venligst info@skrivunder.net til din adressebogs liste over sikre afsendere.

Bemærk venligst at du ikke kan bekræfte din underskrift ved at svare på denne meddelelse.




Betalt Annoncering

Vi vil reklamere for denne petition til 3000 mennesker.

Lær mere...