Skal der være musik på Huset for fremtiden?
SKAL DER OVERHOVEDET VÆRE MUSIK PÅ HUSET FOR FREMTIDEN?
Husets musikforeninger og byens unge- og kulturmiljøer står sammen overfor noget, vi ikke anser udelukkende som et støjproblem, men også som en omfattende politisk udfordring omkring prioritering af ungekultur på Huset og i Esbjerg.
I sidste uge mødtes formanden for Kultur & Fritidsudvalget Susanne Dyreborg med alle os brugere af Huset for at sætte ansigt på os, og for at drøfte vores pressede situation, hvor vi haft mulighed for at bidrage med relevant kvalificeret viden til beslutningstagerne i Kultur & Fritidsudvalget. Man har nemlig fundet frem til, at den tidligere plan for støjreducerende tiltag højst sandsynlig ikke er mulig at gennemføre på Huset grundet nogle urealistiske strukturmæssige årsager til renoveringen. Det forventes derfor, at bevillingen trækkes tilbage af byrådet på onsdag. Imidlertid står Huset, dets brugere og ikke mindst hele Esbjergs vækstlagsscene tilbage med ondt i maven over en uklar politisk situation. For er det i virkeligheden et støjklageproblem, der har udløst denne efterhånden årelange krise - eller er det nærmere et politisk spørgsmål, der skal afgøre, om der skal være en vækstlagsscene på Huset i fremtiden?
Vi har skabt og driver et ungdoms- og kulturmiljø, som er essentielt for Esbjerg som kulturby og er en kerneinvestering for strategiske indsatser som fx kultur- og studieby samt at understøtte trivsel blandt særligt sårbare unge og skaffe flere tilflyttere til kommunen. Vores to foreninger Kanten og Konfus, sammen med resten af Husets øvrige brugere og fællesskaber, har sammen styrket det udviklende og ikke mindst mangfoldige musikalske kulturmiljø i Esbjerg. Unge Esbjergensere i mistrivsel, som oplever ensomhed og psykisk sårbarhed, styrkes gennem vores kulturelle ungdomsforeninger og lokale fællesskaber til at blive - ikke bare byens, men nogle af landets bedste - kulturaktører, teknikere, eventmanagers og udøvende kunstnere. Vi bidrager til Esbjergs oplevelsesøkonomi og kulturelle kapital gennem dynamiske kulturøkosystemer. På baggrund af ovenstående vil vi gerne ytre og fastholde vores ret til brug af Huset i henhold til den lovlige bestående anvendelse.
Kommunen har foreslået, at vores foreninger samt den vækstlagsscene vi repræsenterer, kan rykke ned på Kulturscenen ved Tobakken. Det vil løse støjklagen nede fra Huset, men det vil uden tvivl bremse de ungdoms- og kulturmiljøer, der er essentielle for byen - især hvis man vil holde på de unge. Mens Kulturscenen er et vigtigt tilbud for fx mellemstore festivaler, som kan leje sig billigt ind, så kan man i praksis ikke drive større og betydningsfulde ungefællesskaber på sådan en scene. Det kræver nemlig en vis autonomi at kunne gøre det, og grundet Kulturscenens teknikaliteter såsom lejlighedsvise bevillinger og ikke mindst lejeudgifter, hver gang man skal bruge den, så vil det selvsagt umuliggøre alt det fede frivillige og fællesskabsdannende arbejde, der opstår før, under og ikke mindst efter afviklingen af vores musikarrangementer. Vi driver meget mere end bare koncerter og fester, og det kræver de rette vilkår og rammer.
Mellem foreningerne og de øvrige fællesskaber på Huset er vi kommet frem til nogle konkrete løsningsforslag, som byrådet kan overveje for at sikre vækstlagsscenen og ungefællesskaberne på Huset:
1. At få en dispensation for støj
2. At Museumspladsen bliver en del af lokalplanen for bymidten - evt. gennem et tillæg til lokalplanen
3. At dispensationen og tillægget til lokalplanen tænkes ind i planlægningen og budgettet for det fremtidige byggeri på Museumspladsen
Uden disse fremtidige foranstaltninger risikerer man at tabe den kommende generation af musikere og kulturaktører, som opdyrkes via stærke ungdomsmiljøer og kreative rammer i et bæredygtigt økosystem.
De bedste hilsner,
Husets frivillige, herunder:
Kanten, Konfus, Spyt & Sprøjt og de øvrige frivillige på Huset
4. maj, 2026
Foreningen Kanten og Ungdomsforeningen Konfus Kontakt forfatteren af dette andragende