MGK-elever må fortsat ikke komme i skole. Inkludér dem i genåbningen.

Åbent brev til kulturministeren og statsministeren samt kulturordførerne  

 

Kære Kulturminister, Statsminister og kulturordførere 

Kulturen genåbner. Det gælder bare ikke for alle elever på Musikalsk Grundkursus. 

D. 21. april blev det endelig kulturens tur. Musikskolerne genåbnede for børn under 18 år, og d. 6. maj fik teatre, spillesteder og idrætten også lov til at genåbne. Der er derudover nu mulighed for delvist eller fuldt fysisk fremmøde for studerende på videregående, ungdoms-, voksen- og erhvervsuddannelser.  

Eleverne på Musikalsk Grundkursus skal dog fortsat blive hjemme.

Musikalsk Grundkursus, eller MGK i daglig tale, er et 3-årigt konservatorieforberedende kursus for unge under 25 år. Kurset er den vigtigste del af konservatoriernes fødekæde, og de to institutioner ligger i naturlig forlængelse af hinanden på vejen mod at blive professionel musiker i Danmark.

At gå på MGK er et aktivt uddannelsesvalg, og vi tager vores uddannelse lige så seriøst som alle andre studerende. Men lige nu må vi ikke benytte skolens ledige lokaler til at øve os individuelt, vi må ikke få undervisning én til én eller holdundervisning på under 25 deltagende. Det må alle musikskoleelever under 18 år. Det må de studerende. Det må idrætten.

At udvikle et musikalsk talent til eliteniveau er ikke meget anderledes fra sportsudøvning når det kommer til at holde sit håndværk i form. Både øvemuligheder og kvalitetsundervisning er vitale, og en lang nedlukning uden nogle af delene kræver en efterfølgende lang genoptræning. Det har stor betydning for vores konkurrenceevne til de kommende optagelsesprøver på konservatorierne. Desuden er det et stort benspænd for de sangstuderende at sangaktiviteter ved fysisk fremmøde er forbudt, også når det gælder soloundervisning, der på konservatorierne ellers har været tilladt i flere måneder. 

Med genåbningen må vi leje et lokale og hver dag samle 2000 mennesker til åbne ’øve-koncerter’ med coronapas og reserverede billetter. Men vi vil hellere have lov til at komme tilbage i skole. 

Det er ikke vores fritid, vi venter på at få igen. Det er vores hverdag, vores uddannelse, vores fremtid. 


Berte Lyneborg og Martine Olsen (på vegne af elever på Frederiksberg MGK)    Kontakt forfatteren af dette andragende