Legaliser hash i Danmark!

I dag er det ulovligt at besidde, dyrke, sælge og indtage cannabis i Danmark. Er du ligesom os uenig i det, så skriv under!


Vi mener at fordelene ved en legalisering er så store, at det er den eneste vej frem. Derfor har vi valgt at lave denne underskriftindsamling, så vi kan få sat fokus på emnet, og få legaliseret cannabis i Danmark!


Find os på Facebook: http://www.facebook.com/legaliserhash


På nuværende tidspunkt går 53 procent af den danske befolkning, ind for en legalisering af cannabis, mens kun 25 procent er uenig i en legalisering. Dog gider politikerne ikke, at gøre noget ved det.  Kun Enhedslisten og Liberal alliance er for en legalisering, mens resten af de danske folketingspartier er imod en legalisering af hash i Danmark. Det mener vi er udemokratisk.


Argumenterne for en legalisering af hash hober sig op, men argumenter imod en legalisering er tynde, og oftest usande. Herunder bringer vi en artikel ugivet på 180grader.dk skrevet af Jacob Oliver Schween med titlen ”Legalisering af hash er vejen frem”.  Den gennemgår fint argumenter for en legalisering, og er derfor interessant og lærefuld at læse.


Legalisering af hash er vejen frem!
af Jacob Oliver Schween


Antallet af folk der ryger hash er steget drastisk i Danmark de senere år. Det har affødt et stort kriminelt marked, der lige nu eskalerer i voldsomme bandeopgør for at få kontrollen over hashmarkedet. Uskyldige mennesker bliver dræbt over noget så beskedent som en plante og politiet bruger fortsat enorme ressourcer på at fange, dømme og indespærre hashrygere, som reelt set ikke har gjort noget galt.


Ja, du læste rigtigt! Hashrygerne gør ikke nogen ondt, når de ryger en lille joint i ny og næ, for at forsøge at overkomme hverdagens stress og jag, ligesom du og jeg. At vi i stedet drikker et par kolde fyraftensbajere, tager en rygepause på jobbet, eller snupper et lille glas vin til aftensmaden, gør ingen forskel. Pålidelige videnskabelige forsøg viser at hash skadesvirkning kan sammenlignes med skadesvirkningen ved kaffe og te, og det er derfor under alle omstændigheder mindre farligt end alkohol.


Det væsentligste problem ved hele denne debat er, at hash efterhånden er så forhadt her i landet, at lægevidenskaben har svært ved overhovedet at komme til at forske i THC (det euforiserende stof i hash) som et lægemiddel – selvom udenlandske resultater tidligere har vist, at hash har utallige medicinske egenskaber, hvilket netop er hvorfor det f.eks. sælges lovligt til medicinsk brug i flere stater i USA. Samtidig hyler forbudskrigerne her i landet op om, at medicinsk cannabis slet ikke har nok videnskabelig dokumentation og derfor fortsat bør være forbudt. Morale er godt, men dobbeltmorale åbenbart endnu bedre?


Politikerne siger, at vi ikke har brug for flere rusmidler. Samtidig slår de eneste lovlige rusmidler vi har - tobak og alkohol - utallige ihjel hvert år. Hash slår ingen ihjel. Der findes endnu ikke én eneste dødsårsag, som kan forbindes direkte til hash. Til sammenligning dræber alkohol årligt næsten 2 mio. mennesker (for ikke at nævne ofre for spirituskørselsulykker), tobaksrygning dræber årligt 8 mio. mennesker og jeg tør slet ikke tænke på statistikkerne for hård narko. Alkoholikere kan på lovlig vis drikke sig selv fra hus og hjem - for ikke at tale om ihjel, og tobaksrygerne kan ligeledes pulse på deres smøger til de falder om af det, men loven tillader mig ikke at ryge en lille bønne i ny og næ, fordi det eftersigende er ”skadeligt” for mig? - Hvor er logikken?


Det er på tide at politikerne indser, at det nuværende hashforbud ikke har været til andet end besvær. Det er et forbud, som man holder fast i udelukkende for princippernes og signalværdiens skyld. Problemet ved forbuddet er, at effekten af førnævnte og stramninger er, at det desværre medfører andre og mere omfattende former for kriminalitet så som skattesnyd, hæleri, handel med våben og hård narko. En yderst erfaren læge udtrykte for år tilbage i en DR-dokumentar, at den største skadevirkning ved hash var, at forbuddet var en direkte statsstøtte til kriminalitet! Og det er den omfattende rockerkriminalitet vi lider under pt. jo et tydeligt tegn på at han havde ret i. For når hashhandel er illegal, må det jo nødvendigvis foregå i kriminelle miljøer. Så kan man jo spørge sig selv, om det ikke netop er selve forbuddet og ikke nødvendigvis handlen, der er problemet, fordi den fører andre former for kriminalitet med sig?


En ophævelse af forbuddet medfører ikke udelukkende en afkriminalisering af brugerne, men formindsker ligeledes den medfølgende kriminalitet. Markedet ville ikke længere være i hænderne på kriminelle bander, da man ved legalisering fratager dem deres levebrød. Således ville der være kontrol med salget, som selvfølgelig skulle pålægges en statsafgift, ligesom det er gældende på alkohol og tobak. Staten ville ikke bare spare ufattelig mange penge samt ressourcer, men endvidere inkassere flere milliarder på hash-afgifter og –skatter årligt direkte i statskassen.
Hvis man legaliserer hashen på en kontrolleret måde, som man har gjort i Holland, vil man muliggøre kontrol og dermed mindske følgerne af den ulovlige hashhandel. På det tidspunkt, hvor Holland afkriminaliserede hashen, var der et rekordlavt forbrug af stoffet blandt befolkningen. Relativt kort tid efter, viste tallene en mindre stigning af hashforbrug blandt befolkningen, men til gengæld viste tallene for forbrug af kokain, speed, heroin og andet hård narko, at disse var dalet kraftigt. Dette er et af de klareste argumenter mod det evigt tilbagevendende argument om, at ”hash er en glidebane mod hårdere stoffer” og at et lovligt marked nødvendigvist skulle lede til kraftige forøgelser i forbruget, kan hermed afvises.


Til sammenligning, viser tallene for Danmark (igen), at forbuddet ikke har hjulpet spor. Tværtimod er der næsten dobbelt så mange forbrugere af hash her i landet, sammenlignet med Holland, hvor det er lovligt. Men politikerne står som sædvaneligt blindt ved deres holdninger, og nægter trods fakta og videnskabelige beviser at tage ved lære af andre ude i verden.
”Det er også fint nok, at legalisering vil kunne løse utallige problemer i vores samfund, men der er vel også bivirkninger ved hash?”. Ja, selvfølgelig! Hash har ligesom alle mulig andre rusmidler bivirkninger, dog langtfra ligeså skadelige som f.eks. alkohol, tobak og selv fastfood. Hashrygning er som alt anden rygning selvfølgelig ikke det sundeste du kan udsætte dine lunger for, og enkelte personer tåler ikke hash, men man har på intet tidspunkt påvist et dødsfald som følge af hash. "Beskyttelsen" af borgerne består til gengæld af bøder, pletter på straffeattesten, ødelagte karrierer, arrestation, fængsling, brutalisering, rektalundersøgelser, varetægtsfængsling, social udstødelse og kriminalisering.


Man straffer på samme måde gymnasieelevers hashbrug ved at suspendere dem fra undervisningen og udelukke dem fra alle sociale arrangementer resten af året. Forestiller disse straf-liderlige sig i al seriøsitet, at social udstødelse, marginalisering og manglende undervisning faktisk er til nogen som helst gavn for de unge, specielt hvis deres hashforbrug er en følge af, at de i forvejen har svært ved at klare presset og de høje forventninger?


”Jamen, har du da ingen som helst medlidenhed med de unge, der er ude i et dybt hashmisbrug og spiller 7 kabale hver dag?”. Jo da, både ofrene og deres pårørende har min største sympati. Det gælder ligeledes misbrugere af alkohol, narko, lightergas og cigaretter. Det gælder såmænd også shop-a-holics, ludomaner og sex-afhængige, der forspilder forhold, ægteskaber og formuer. Samtlige misbrugere, er ude i en tragisk situation, uanset deres valg af rusmiddel eller flugtvej.


Alle rusmidler kan uden tvivl forværre en allerede dårlig situation eller skrøbelig sindstilstand, men i andre af samfundets forhold plejer et mindretals misbrug bare ikke at være grund nok til at lave et forbud. Alkohol og cigaretter er f.eks. stadig lovlige, selv om utallige har problemer med disse stoffer. Modsat hash har disse bare tusinder af dødsfald på samvittigheden om året, men er samtidigt fuldt ud lovlige. En legalisering af hashen kunne spare staten penge og give indtægter via moms og afgifter, og disse midler kunne bruges til at behandle misbrug af både hash og andre afhængigheder. Det eneste forbuddet har gjort, er at forværre hele situationen. Det er fundamentalt uetisk, at ”kuren” er mere skadelig mod vores samfund end selve ”sygdommen” og derfor bør hash legaliseres.


Hvad kan jeg gøre?
Måske sidder du tilbage med spørgsmålet: Hvad kan jeg gøre for at hjælpe? Det første du kan gøre er, at skrive under på denne underskriftindsamling, og dele den med dine venner. Jo flere mennesker der skriver under, og lærer omkring fordelene ved en legalisering jo bedre. Det næste er at like os på facebook(http://www.facebook.com/legaliserhash) for at holde dig opdateret. Og til sidt: læse mere omkring emnet Legalisering af hash. En stor del af vejen mod en legalisering i Danmark er at oplyse danskerne om emnet. Jo flere der ved meget omkring en legalisering jo bedre.

Mere information:

En prisbelønnet dokumentar omkring legalisering af hash.

Artikel i metroxpress "Flertal af danskere vil legalisere hash".

Læs her enhedslistens grundlag for, at de går ind for en legalisering.