Minimumsnormeringer NU!

Jeg er selv pædaogoger og har været det i 14 år. I min tid som pædagog er der blevet færre og færre hænder, samtidig med at vi løbende er blevet pålagt flere og flere praktiske opgaver, i form af dokumentation mm. Dette kan ikke blive ved, det skær mig i hjertet, når vi gentagende gange skal træffe valg om hvilke barn der har mest brug for hjælp..fx.  

Hvem har slået sig mest, hvor alvorligt er det, kan det vente lidt, for der er et barn der græder, da det er kommet til at tisse i bukserne igen, eller det barn, som lige er kommet fra tandlægen og er meget ked af, at mor skal skynde sig tilbage på arbejdet. Jeg kunne nævne mange flere eksempler på situationer, hvor vi er alene på stuen og skal træffe lignende valg. Det anbefales endvidere at vi går fra i mindre grupper med børnene, hvilket jeg bestemt er enig i, men hvis man kun er 4 på arbejde til 43 børn, hvoraf de 3 er inklutionsbørn, som ofte har brug for 1 til 1 kontakt med en voksen, så er sørme svært at indfri. 

Jeg er selv ramt at stress og er nu tilbage på arbejde på halv tid, flere af min kollegaer har også været sygemeldte, det kan da ikke blive ved.

Hvad er det for børn der kommer ud af den normering vi byder dem? Går nogle mon tabt? - og i så fald hvad koster det samfundet på lang sigt?