SIG NEJ TIL HURTIGERE UD-REFORMEN ("Fremdriftsreformen")

Jeg synes, at der mangler et væsentligt perspektiv i denne diskussion, nemlig syge, handicappede og funktionsnedsatte studerendes ret til deres uddannelse. Denne gruppe af studerende kæmper møjsommeligt, trods deres handicap, sygdom eller funktionsnedsættelse, der i øvrigt sjældent forstås af omgivelserne, for at gennemføre deres uddannelse, og langt de fleste i gruppen vil ikke kunne gennemføre uddannelserne under studieaktivitetskrav, da et væsentligt kendetegn ved svære funktionsnedsættelser typisk er, at den studerende ikke kan arbejde hurtigt - slet ikke under pres, som faktisk blot vil forværre situationen yderligere. Svært syge studerende kan konkurrere på kvalitet (deres faglige arbejde), ikke kvantitet (studiegennemførelse i et mere og mere opskruet tempo). Her taler jeg også på egne vegne.


For denne gruppe af ofte højtbegavede studerende, der er for syge til at leve af SU eller af revalidering, men som pga. helbredsproblemer er blevet førtidspensioneret under de gamle regler, gælder det alt eller intet:


* Enten får de uddannelsen (som de har kæmpet for, ofte under forhold, som udenforstående slet ikke kan forestille sig), hvorefter de på sigt vil kunne komme i bedring og blive en højt kvalificeret og estimeret del af det danske arbejdsmarked og bidrage aktivt til dansk økonomi. Dette kalder vi inklusion og bør ses som et gode, men også som en samfundsmæssig nødvendighed.
* Eller også mister denne gruppe studerende uddannelsen og dermed forudsætningerne for inklusion, fordi Folketinget, regeringen og ledelsen på de forskellige danske universiteter ikke mener, at der skal tages særlige hensyn til studerende med permanente og vidtrækkende funktionsnedsættelser. Dette kalder vi eksklusion. Konsekvenserne heraf er uoverskuelige, men i hvert fald ubehagelige og uhensigtsmæssige. For uden uddannelse kan denne gruppe ikke komme videre i livet, sygdomsbilledet vil typisk være blevet forværret til fuldstændig uarbejdsdygtighed på livstid. En sådan eksklusion af studerende, der ganske vist har et dårligt helbred, men som ofte har vist sig at opnå topkarakterer pga. deres intelligens og lidenskab for deres fag, vil i samfundsøkonomisk henseende være intet mindre end idioti.


Det er blevet nævnt, at Folketingets studiefremdriftsreform har til hensigt at spare samfundet for 2,2 milliarder kroner. Måske vil man spare, men det, man vil spare på, er kvalitet og viden, der er to vigtige parametre for at få Danmark ud af krisen.

Har beslutningstagerne regnet på de samfundsøkonomiske konsekvenser af reformen?

Det, som man bl.a. vil spare på, er intelligente studerende, der pga. sygdom ikke kan arbejde hurtigt, for i disse krisetider vælger man - stik imod al sund fornuft - at satse på kvantitet, ikke kvalitet. Det er de kortsigtede løsningers tid, og det er en ganske uholdbar politik, ikke blot for universiteterne, men også for fx arbejdsmarkedet, handicappolitik og dagpengesystemet, m.v. At der så ryger nogle mennesker i svinget - vel at mærke mennesker, der med den rette hjælp kunne bidrage til at få Danmark varigt ud af krisen - ser man stort på. Konsekvenserne af reformen vil efter min bedste overbevisning blive et endnu større frafald fra universitetsuddannelserne, hvis faglige kvalitet fortsat vil blive udhulet, de studerende, der falder fra, vil for en dels vedkommende have funktionsnedsættelser og blive endnu mere syge pga. frafaldet, og de studerende, der gennemfører, vil få en uddannelse af meget dårlig kvalitet - uden fordybelse, uden særlig vejledning (den er allerede blevet sparet væk) og formentlig også med middelmådige resultater. Forskning og uddannelse til allerhøjeste faglige niveau i Danmark bliver en saga blot.


Hvad vil det øgede studenterfrafald koste Danmark? Formentlig langt mere, end man forestiller sig.

Lad mig blot nævne, at mange studerendes permanente og svære funktionsnedsættelser er af psykisk art. Det er ikke noget, der tales om; psykisk sygdom er stadig tabubelagt og stigmatiserende. I sygdoms- og handicapshierarkiet rangerer psykisk sygdom absolut lavest. Det er måske en af grundene til, at jeg i mit uddannelsesforløb utallige gange er blevet mødt med mistro, mobning og diskrimination - ikke af andre studerende, men af lektorer, der ikke forstod mit behov for læring og kvalitet i min uddannelse, og senere hen af administrativt personale, der uden skelen til mine dispensationsansøgninger og fremsendt dokumentation for min lidelse uafladeligt gentog mantraet om studieaktivitet og mere end antydede, at min studietidsforsinkelse måtte skyldes dovenskab eller uvilje. De senere års opstramning på studietiderne, fyringer af videnskabeligt personale og til gengæld gentagne ansættelser af personale til et stort administrativt apparat, som ingen - heller ikke de ansatte - kan finde hoved eller hale i, har ført udviklingen i den helt forkerte retning. Dertil kommer - for mit eget fags vedkommende - , at man man helt uden begrundelse har skåret 1/3 af specialevejledningen væk, de gode vejledere er flygtet væk fra faget, og der tages ved specialekontraktens underskrivning ikke hensyn til fx svær sygdom, som burde berettige til en forlængelse af specialet.

Mon politikerne har tænkt på, hvor mange ekstraudgifter studenterfrafaldet vil betyde for Danmark i tabt arbejdsfortjeneste, sygemeldinger og pensioneringer? Hvert eneste år lider det danske samfund store økonomiske tab pga. psykisk sygdom, og studiefremdriftsreformen vil yderligere skubbe til denne udvikling. Alene omkostninger af depressioner i Danmark er anslået til ca. 14 milliarder årligt, mens angstlidelser koster samfundet ca. 6 milliarder kroner om året, og disse omkostninger vil stige som følge af reformen, hvis den ikke bliver taget af bordet.


Den nuværende studiefremdriftsreform, den manglende mulighed for at få bevilget sygeorlov under specialeskrivning (selv ved svær sygdom) og de seneste års stramninger af studieaktivitetskrav uden særlig hensyntagen til studerende med funktionsnedsættelser, og dette navnlig på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet, er i strid med FN's Handicapkonvention og forhindrer faktisk svært syge, funktionsnedsatte og handicappede studerende i at gennemføre deres uddannelse. Reelt tages der nemlig ikke hensyn, for selv om der formelt set er mulighed for at søge dispensation, så bliver dispensationsansøgningerne efter min egen erfaring stort set aldrig behandlet (eller endog journaliseret), hvorfor der heller ikke kan bevilges dispensation. Det vil med andre ord sige, at Fakultetets ineffektive administration bidrager til diskrimineringen af syge studerende.

#283: thimk - Re:

Det er en af de klogeste kommentarer til den nuværende samfundsudvikling, jeg har set længe.

Det som er godt for politikernes karierrer og for erhvervslivet og økonomien er ved at kvæle enhver antydning af livskvalitet. I Tysland er det blevet almindeligt, at man have 2 jobs for blot at klare dagen og vejen, og i Kina har man på det nærmeste aflyst barndommen for at kunne producere den ene diciplinerede arbejdsbi efter den anden. I USA er den nuværende generation for første gang dårligere uddannet end forældregenerationen.

Det er også den vej de danske politikere er slået ind på. Konkurrencesamfundet skal bare gennemføres for enhver pris. Spørgsmålet er om livet er værd at leve i sådan et samfund undtagen for de allermest priviligerede. Men det er åbenbart ikke noget væsentligt spørgsmål, hvilket samfund man ønsker at bygge, alt bliver præsenteret som 'nødvendige beslutninger', som om der simpelthen ikke er nogen anden vej at gå.

Men politik er valg. Ikke flere forringelser af vores samfund. Af vores uddannelser, vores velfærd og vores demokrati. Tak.

https://www.skrivunder.net/inkorporering_nu_af_fns_handicapkonvention_i_dansk_lovgivning