Dansk velfærd tilbage til danskerne NU

#244: -  

 En økonom forklarede på tv, at de udefrakommende koster vores samfund 16 milliarder om året. Tænk hvad kunne bruge de penge til, noget godt for danskerne.

Danskere først

Danmark først

#251: - Re:  

Altså det er nu 36 milliarder vel at mærke i 2015, og det kalder man en berigelse!!!!!!!!!

Det er prisen for flygtninge og migranter eller sagt med det rigtige ord velfærdsturister.

Tænk hvad vi kunne have gjort ved ældreplejen og sygehusene for de penge.

Har vi fået parallelsamfund, der vender det danske samfund ryggen? Har det skabt opsplitning og fremmedgørelse i befolkningen? Ja.

Har vi fået højere kriminalitet? Ja.

Har denne indvandring ført til en mere udbredt kvindeforagt, kvindeundertrykkelse og vold mod kvinder? Ja.

Er det danske samfund blevet påført en stor økonomisk byrde på grund af de mange indvandrere, der ikke er i beskæftigelse, men lever af offentlig forsørgelse? Ja.

Har indvandringen ført til mere udbredte antidemokratiske holdninger i det danske samfund – herunder angreb på ytringsfriheden? Ja.

Har vi fået kraftigt voksende problemer i vores uddannelsessystem på grund af denne indvandring? Ja.

#245: -  

Vi skal drage omsorg for fjerne landes mennesker, mens vore egne borgere kan sejle deres egen sø
Vi lever i spændende tider. Vi kan i hvert fald ikke klage over, at politikerne ikke gør alt for, at alverdens problemer lander lige på vores dørtærskel.
Politikere, hvad enten de er kommunale eller i Folketinget, viser tydeligt, at de overhovedet ikke interesserer sig for de svageste danskere; de danskere, der er blevet klemt eller glemt i systemet. Eller måske er de lagt i syltebunken; det nederste trin på prioriteringsstigen. Der er simpelthen ikke tid til dem, når hele verden presser på.
Det er ganske vist blevet det normale, at danskerne skubbes ned bag i rækken af de tusindvis af krav, der rettes imod os fra de fjerneste egne af verden. Inden for den sidste uge har hændelserne stået i kø og viser nedprioriteringen af danskerne.
Hjemsendte, syge udlændinge skal hentes tilbage til Danmark. Ikke-dansktalende muslimske kvinder, der i en skønsom blanding af førtidspensionister og ”ventende på arbejde” på (mindst) tyvende år nasser på skatteyderne. En somalisk fodbolddommer i Somalia hæver sygedagpenge i Danmark.
De ovennævnte eksempler sætter udsendelsen på DR2: “Magtesløs i systemet” i relief. Her ses, hvordan danskere i årevis kæmper mod et system, der viser, at ødselheden med skatteydernes penge i hvert fald ikke kommer vore egne til gode.
”Vi klarer det” (oversat fra tysk!), for vi er rige, lyder det gang på gang fra de velbjergede. Hold jeres royale Vi for jer selv og spørg den arbejdsløse, den nedslidte, den handicappede, familien med handicappede børn, den gamle med behov for hjælp, bistandsklienten, den enlige forsørger, den hjemløse, den kronisk syge, om de føler sig rige.
Menneskerettighedskonventionens art. 3
Konventionens art. 8 kan mange – incl. udlændinge, der opholder sig i EU – sikkert lire af i søvne. Det er som bekendt den konventionsartikel, den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har forvrænget til ukendelighed ved sine såkaldte dynamiske domme – frihåndstegning, som de også er blevet kaldt – og som især udenlandske forbrydere har glæde af.
Til gengæld er Menneskerettighedskonventionens (EMRK) art. 3 nok mindre kendt, men vi kommer snart alle til at kende den lige så godt som art. 8, for den har også været en tur gennem EMD’s frihåndstegning.
EMRK art. 3 lyder: ”Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”. Dette gælder såvel medlemsstaters egne borgere som udlændinge, der ikke må hjemsendes, hvis de hævder, at de vil blive udsat for overgreb (jf. ”tålt ophold”).
Den 13. december 2016 afsagde EMD dom i sagen: georgianeren Paposhvili mod Belgien. Sagsøgeren var døende, så det var vel en rimelig dom, da en hjemsendelse kunne betyde en umenneskelig behandling. Men med dommen fik artiklen lige en ekstra skrue og skulle nu fortolkes således, at udlændinge, der i hjemlandet ikke havde råd til at købe medicin og geografisk var for langt væk fra et apotek, blev asylmodtagerlandenes problem.
De hjemsendte syge udlændinge
Med ovennævnte in mente blev udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg den 20. februar kaldt i samråd af oppositionen. Emnet var syge udlændinge, der tilsyneladende i strid med EMD’s dom af 13. december 2016 var blevet hjemsendt eller skulle hjemsendes.
Det fremgik, at det ikke kun var den interviewede hjertesyge afghaner, Naser Hosseini, der var blevet hjemsendt. Det samme var sket for otte andre syge udlændinge. Det var kun lykkedes at spore de fem, som skulle hentes tilbage til Danmark.
Men hvad skete, før Hosseini kom til Danmark i første omgang? Var han en af de raske ungersvende, der traskede op til den tyrkiske kyst, sejlede over til Grækenland og derefter fortsatte vandringen? Og så fik han dårligt hjerte i Danmark?
Eller var han allerede syg hjemmefra, inden han begav sig ud på sin lange færd mod Nordeuropa? I så fald må det vel undre, at en person, der ikke har kunnet skaffe sin livsnødvendige hjertemedicin i sit hjemland, alligevel kunne begive sig ud på en umådelig anstrengende trave- og sejltur den halve klode rundt i håb om at få livsvarig opholdstilladelse med alt til faget henhørende i et af menneskesmuglerne anbefalet land.
Hvordan klarede afghaneren den strabadserende tur til Danmark? Og hvordan med de andre syv udlændinge? Blev de syge her? Eller var de allerede syge, da de kom? I så fald, hvordan klarede de turen til Danmark?
Vi har altså nu den tvivlsomme fornøjelse at skulle tage os af andre landes syge mennesker, hvis bare de kan nå frem til os, jf. ovenstående link om den armenske familie. Faderen hankede op i sine to børn og en psykotisk ægtefælle og begav sig ud på en lang rejse. Hvor mange asylmodtagerlande rejste de igennem, før de stoppede her?
Det er ikke mere nok at vifte befolkningen om næsen med endnu en af EMD’s dynamiske fortolkninger. Vi må have krav på at få oplysning om mellemregningerne. Under hvilke omstændigheder kom de syge hertil?
De syge danskere
Den 13. februar kunne vi på DR2 se ”Magtesløs i systemet”, der handler om syge danskere, der nægtes førtidspension og kræves i arbejdsprøvning igen og igen. Heller ikke danskere, hvis liv er gået i stykker, og som behøver støtte for at komme videre, får nogen hjælp.
En selvstændig socialrådgiver, Puk Sabber, sagde sit job op i vrede over den måde, nødstedte danskere bliver skaltet og valtet med i systemet. Hun gør alt, hvad der står i hendes magt for at hjælpe sine medborgere. Dog tilsyneladende ikke med særlig stor succes. Modstanden mod at hjælpe er for stor.
Når man har set udsendelsen, har man fået syn for sagn: Danskere i nød bliver behandlet såvel umenneskeligt som nedværdigende af staten. Hvor vover politikerne at ignorere, at EMRK art. 3 også gælder egne borgere? Hvilket i øvrigt er tilfældet med hver eneste artikel i Menneskerettighedskonventionen, selv om det ikke er noget, danskerne indtil videre har lagt ret meget mærke til.
Hvor mange danskere i nød ville vi kunne hjælpe, hvis politikerne ikke nærede større omsorg for mennesker rundt om i verden end for det folk, de er valgt til at tjene?
Måske skulle oppositionen kalde en minister i samråd for overtrædelse af EMRK art. 3 i forbindelse med umenneskelig og nedværdigende behandling af danskere. Den ville uden tvivl kunne score en del point på det.