BevarudskolingenpåSkolenpåLaCoursVej

BEVAR UDSKOLINGEN PÅ SKOLEN PÅ LA COURS VEJ!

BØRNENE er vores fremtid. De skal have den allerbedste dannelse og uddannelse. Fagligheden og socialiseringen skal være høj. Afsættet må ikke være tilfældigt. Børnenes trivsel lige nu har afgørende betydning for dem videre i uddannelsessystemet og livet.

FORÆLDRENE på Skolen på La Cours vej er en aktiv og engageret gruppe, der tager del i hele skolens liv og bakker op om en skole med godt ry og stor faglighed. Forældre selv uden for skoledistriktet har et ønske om, at deres børn skal gennemføre grundskolen på Skolen på La Cours Vej.

PERSONALET er veluddannet og ambitiøse. Der arbejdes for de tætte relationer til børnene, og samarbejdet på tværs af personalegrupperne er en selvfølgelighed.

SKOLEN består af den gamle skoledel og et indskolingshus bygget i 1999. Indskolingshuset er velindrettet og rummer en god SFO. Den gamle skoledel har gennemgået en større renovering for at leve op til indholdet i folkeskolereformen. Skolen ligger i et grønt og attraktivt område, hvor skolevejen er sikker.

LOKALOMRÅDET er centralt for skolen, da mange af skolens børn bor meget tæt på skolen og naturligt har været vant til at komme på skolen fra de var små. Skolen er mere end en skole. Skolen er også stedet, hvor de unge mødes for at udfolde sig fysisk sammen og hvor mindre børn kommer med deres forældre for at anvende legepladsen. En lukning af udskolingen vil få store konsekvenser for børnene, når de tætte relationer bliver spredt for alle vinde. Privatskole vil ligge ligefor. 

SKOLEN PÅ LA COURS VEJ er velfungerende og skal bevares som en enhed. En lukning af udskolingen er en amputation af skolen efter salami metoden. Et tvungent skoleskift medfører en unødvendig og uønsket utryghed i børnenes liv. Uden udskolingen skabes der ikke helhed for vores børn. Uden helhed får Frederiksberg Kommune svært ved at leve op til intentionerne i folkeskolereformen. 

SKRIV UNDER HER + deltag på facebookgruppen: BEVAR UDSKOLINGEN PÅ SKOLEN PÅ LA COURS VEJ

Kommunalbestyrelsen holder budgetseminar om budgetforslagene, hvor lukning af udskolingen på Skolen på la Cours Vej er det ene - det foregår fredag d. 11.9. kl. 13. Underskrifterne afleveres ved mødets start, så VI HAR TRAVLT med at få samlet underskrifter! Vi har brug for MANGE for at lyde højt, derfor:

DEL, DEL, DEL underskriftindsamlingen med opfordring til at skrive under for at bakke op om bevarelse af udskolingen på Skolen på la Cours Vej.

TAK for hjælpen!!

Mange hilsner
Forældre til børn i 6.a på Skolen på la Cours Vej