Åbent brev til Folketinget omkring Tolke underskriftindsamling

Åbent brev til Folketinget

Vi har stærkt brug for din støtte, uanset om du er soldat, civil, kone, kæreste, mand, kvinde, ung, ældre osv.
Kan du stå inde for nedenstående brev, er det nu, du skal hjælpe.

Tolke, der har hjulpet det danske forsvar i verdens brændpunkter, i dette tilfælde Afghanistan, skylder vi at hjælpe. Dét har vi stillet dem i sigte som modydelse til deres assistance.

Regeringen havde oprindeligt bebudet, at de ville hjælpe tolkene til Danmark efter endt tjeneste, da tolkene og deres familier oftest er i overhængende fare for lokale hævnaktioner grundet deres væsentlige bidrag til de danske soldaters indsats.

Alle tolke, som har efterkommet ønsket fra den danske stat om hjælp til de danske soldater, er blevet sikkerhedsgodkendt og anerkendt som allierede.
Uheldigvis nægtes disse tolke nu adgang til Danmark pga. urimelige krav til bevisførelse om livsfare. Dette er stik modsat, hvad de oprindelig blev lovet.

Ved at støtte sagen med en underskift er du med til at hjælpe tolkene i sikkerhed og således sige tak for deres store bidrag til at få vores unge soldater hjem i live.
På forhånd tak for hjælpen.
På vegne af gruppen "Åbent brev til Folketinget".

Ved at du støtter os med en underskift, Så er du med til at gøre en forskel og ikke mindst hjælpe Tolkene.

HUSK gyldig for og efternavn ( ikke  forkortet)  gyldig by, post nr,   alt andet gøre din underskrift ugyldig

På forhånd tak for hjælpen  

På vegne af

"Åbent brev til Folketinget"

ÅBENT BREV TIL FOLKETINGET

Kære politikere og medlemmer af Folketinget,
det er med tunge hjerter og frustrerede sind, at vi føler os kaldet til at skrive dette brev til jer.

Vi er alle soldater og veteraner fra den danske deltagelse i krigen i Afghanistan. Vi har alle fulgt jeres bud, loyalt udført vores pligt og gjort vores bedste for at praktisere den politik som I har udstukket.

Der skal ikke herske tvivl om, at det har været en hård opgave og hvor succesfulde vi har været kan man altid diskutere, men vi har gjort vores bedste inden for de rammer, som I har stillet op.
De fleste af os har sat vores liv og førlighed på spil, i de til tider hårde kampe. Vores familier og venner har kæmpet en anden, men ligeså hård kamp med savnet af deres pårørende, som i mange tilfælde er vendt hjem ændrede for livet.

Nogle af vores kolleger og deres pårørende har betalt den højeste pris for vores krigsførelse. Vi har mistet 43 kammerater, et langt større antal er blevet sårede og invaliderede for livet, et stadig større antal opdager, at de må leve med psykiske men, der ikke vil gå væk.

Så selv om krigen på mange måder er ved at være et afsluttet kapitel i jeres politiske virkelighed, så kaster den fortsat lange skygger både i vores familiers hverdag og i de erindringer, vi som soldater skal leve med resten af livet.

Et af de vigtigste midler til at løse vores opgave var vores evne til at kommunikere med lokalbefolkningen og de afghanske sikkerhedsstyrker. En opgave som blandt andet blev løst af vore egne sprogofficerer, men som i særdeleshed blev løst af de lokalt ansatte afghanske tolke.

Disse, fortrinsvist, unge mænd fungerede ikke bare som oversættere af det lokale sprog, men i lige så høj grad som oversættere af den lokale kultur.

De har været med til at udrede mange forviklinger og forklare vores mål og hensigter, så de blev forståelige i en lokal kultur, der på mange måder stod den danske så fjernt, som tænkes kan.

De har indhentet uvurderlige efterretninger, som vi aldrig selv havde haft en chance for at få, og bogstaveligt talt reddet liv, eksempelvis ved at få de lokale til at afsløre, hvor der var nedgravede vejsidebomber eller hvor Taleban lå i baghold.

De har levet sammen med os i de støvede patruljebaser, helt ude ved ”fronten”, gået med på vores patruljer og været i kamp sammen med os, skulder ved skulder.

De har med stolthed båret vores uniform, med Dannebrog på venstre skulder, og kæmpet sammen med os, fordi de troede på at vi sammen kunne skabe fundamentet for et nyt og bedre Afghanistan.

De troede på, at de tjente deres land bedst ved at hjælpe os, med at promovere og legitimere den afghanske regering.

Disse unge mænd som har svedt, grædt, blødt, kæmpet og i nogle tilfælde ladet livet sammen med os, betragter vi som vores kammerater og tætteste allierede. De fortjener lige så meget respekt og taknemmelighed for deres indsats som os, hvis ikke mere.

Desværre har vi måttet konstatere, at I politikere ikke har tilstrækkelig forståelse for hvor stor en indsats disse unge afghanske mænd har ydet for den danske krigsførelse i Afghanistan.

Den 22. maj 2013 vedtog I ”Aftale om håndtering af situationen for tolke og andre lokalt ansatte i Afghanistan”. En aftale hvori der proklameres, at den skal sikre ”at ingen tolke og andre lokalt ansatte, som har bistået den danske indsats i Afghanistan, bliver ladt i stikken i forbindelse med reduktionen af det internationale engagement i Afghanistan”.

Vi veteraner og soldater tager det ret bogstaveligt når der bliver sagt, at vi ikke lader nogen ”i stikken”. De ord forpligter! Vi mener på ingen måde at resten af aftalens ordlyd og måden den efterfølgende er blevet forvaltet på, lever op til den indledende udmelding.

I er, med andre ord, i fuld gang med at efterlade vores afghanske kammerater ”i stikken”.

Værst eksemplificeret ved behandlingen af ”Aman”, som pt. lever skjult i Kabul truet på sit liv af Taleban og nægtet hjælp af den selv samme regering, som han, i vores tjeneste, har kæmpet for.
Senest er hans råb om hjælp blevet afvist af den danske administration med den tågede begrundelse at ”det ikke kan udelukkes at du vil udgøre en fare for statens sikkerhed”.

”Aman”, som i næsten tre år har tjent sammen med danske soldater, haft adgang og indsigt i hemmeligt stemplede efterretningsmaterialer og –udstyr, afvist på det tyndest mulige grundlag! Han kan ikke engang få et visum, så han har mulighed for at få afprøvet sin ansøgning om asyl.

Vi frygter at Tolkeaftalen og den måde den forvaltes på er ved at udvikle sig til en skamstøtte over vores indsats og de ofre vi har bragt i Afghanistan.

Vi bliver flove på vores lands vegne, når I, som har sendt os i krig, ikke formår at leve op til den samme moralske standard, som da I sendte os afsted for at kæmpe for et bedre Afghanistan og værne om Danmarks sikkerhed.

Vi bliver pinligt berørt når vi må undskylde overfor vores afghanske tolke og kammerater, der ikke kan forstå at vi afviser at hjælpe dem.

Kan det virkelig passe, at vi ikke vil hjælpe dem, der satte livet på spil for at hjælpe os?

Vi må desværre konstatere, at I, det officielle Danmark, ikke håndterer konsekvenserne af vores krigsførelse med samme entusiasme som I sender os og vores kolleger ud i nye krige med.
Tolkeaftalen er et uværdigt og moralsk forkasteligt dokument, som vi som nation ikke kan være bekendt!

Vi beder jer indtrængende om at gøre det, I skulle have gjort fra starten af.

Vi beder jer møde vores tætteste allierede fra krigen i Afghanistan med den tillid og respekt deres indsats, som vores fælles kamp så rigeligt har berettiget dem til.

Det vil klæde os som en nation der lægger stor vægt på moral, og det vil i høj grad klæde det eftermæle som vi skaber efter 14 års dansk krigsførelse i Afghanistan.

Bedste hilsner

Johnny Boalth Lambertsen    Kontakt forfatteren af dette andragende