Danske Sygeplejersker: Opråb til DSR - vi er klar til at tage imod patienter fra Gaza
Danske Sygeplejersker: Opråb til DSR - vi er klar til at tage imod patienter fra Gaza "Sidste år var der over 3.600 angreb mod sundhedsprofessionelle verden over", sådan starter et af Dansk Sygeplejeråds opslag på Instagram. En tredjedel af alle disse angreb i 2024 alene var mod det palæstinensiske sundhedsvæsen i Gaza, udført af Israel.
Dansk Sygeplejeråd har underskrevet en resolution, der "fordømmer angreb mod sundhedsprofessionelle i hele verden", men det er ikke nok. Som sygeplejersker skal vi forholde os til den sundhedskrise, som Israel har skabt i Gaza. Store dele af sundhedsvæsenets infrastruktur er ødelagt, og samtidig er civilbefolkningens behov for sundhedshjælp kraftigt øget,som resultat af angreb fra IDF og risiko for hungersnød.
Når vores kollegaer i Gaza angribes og forhindres i at udføre deres arbejde, må vi udvise solidaritet og hjælpe til. Dette skylder vi både vores kolleger og civilbefolkningen.
Der skal handles nu!
Dansk Sygeplejeråd bør følge trop med WHO, Danske Regioner, Lægeforeningen, Læger uden Grænser m.fl. og opfordre til at Danmark tager imod patienter fra Gaza, som står uden mulighed for behandling. Vi er klar til at tage imod patienter fra Gaza og vi har brug for et lederskab i vores fagforening der tør og vil melde dette klart ud!
Så vil nogen sikkert bruge regeringens argument for ikke at tage imod disse patienter. Regeringen påstår nemlig at det vil indebære en sikkerhedsmæssig risiko. Men siden da har WHO altså været ude og skyde det argument til jorden, da patienterne og deres ledsagere i forvejen vil være sikkerhedsgodkendte af Israel.
Vi kræver at DSR tager til efterretning, at deres passive og neutrale retorik gør mere skade end gavn. DSR har taget stilling til Ukraine, og vi skylder vores samvittighedsfuldhed, som vi har forpligtet os til, også at tage stilling til folkemordet i Gaza.
Skriv under på opfordringen til at DSR offentligt melder ud at Danmark skal tage imod patienter fra Gaza!
Praktisk info:
Underskriftindsamlingen er for alle sygeplejersker; du behøver ikke at være medlem af DSR for at skrive under.
Når du skriver under på dette åbne brev til DSR, så giver du også samtykke til at dit navn potentielt deles med danske medier som led i at sprede budskabet.
Med venlig hilsen
Mohamad Abo-Houssain, Sygeplejerske
Deniz Urgan, Sygeplejerske
Andrea Storgaard Brok, Sygeplejerske
Mikkel Thydal, Sygeplejerske
Mohamad Abo-Houssain Kontakt forfatteren af dette andragende