Sænk hastigheden ved Dagli'Brugsen i Kongsgårde

Området omkring Dagli’Brugsen, Asgilhøjevej og Skibsbrovej er et knudepunkt på Helgenæs. Dagligt er der mange, der lægger vejen forbi for at handle, og adskillige passerer for at komme videre, primært fra eller til den vestlige del af Helgenæs, heriblandt Sletterhage Fyr; et populært turistmål. Derudover har bussen holdeplads foran Brugsen, tung trafik sørger for vareleverancer, ligesom der er meget cyklende trafik, både ifm  efterskolen, generel cykeltrafik og cykelturisme samt gående til og fra lokalområdet, heriblandt Helgenæs’ sommerhusområder. I sommerhalvåret er der særligt mange biler, lastbiler, motorcyklister og også flere bløde trafikanter, der ofte kommer fra sommerhusområderne, og der er mange besøgende på stranden netop ved Kongsgårde. Således mødes mange former for trafikanter i området, og eftersom vejen er smal og forløbet af den forhindrer gennemgående udsyn, er dette en udfordring.

Selvom området ligger i byzone, og bilisternes hastighed derfor burde være på max 50 km/t, er dette desværre ofte langt fra er tilfældet. Det kan der være flere årsager til.

For det første har Kongsgårde en meget lang byzonegrænse, hvorfor bilisterne kører et meget langt stykke, fra der markeres byzone, indtil de når til Brugsen, og derfor måske ”glemmer” hastighedsbegrænsningen undervejs. Derudover er Brugsen placeret i bunden af et sving. Vejen, fra man kommer ind i Kongsgårde fra Dragsmursiden, er meget lige og med umiddelbart gode oversigtsforhold, hvorfor den lægger op til en langt højere hastighed end den tilladte. Det samme gør sig gældende fra den anden side, men samtidig er det fra denne side svært at se de fodgængere, der ønsker at krydse vejen over til Brugsen, da de først bliver synlige, når bilisten er næsten helt rundt i svinget lige over for Skibsbrovej og dermed næsten ud for fodgængeren.             

Dette skaber samlet set potentielt farlige situationer på det mest besøgte område på Helgenæs, særligt for de bløde trafikanter og gør, at Asgilhøjevej ved Brugsen virker som et usikkert og utrygt sted at færdes til fods eller på cykel.

Vi ønsker at gøre Syddjurs Kommune opmærksomme på problemet, så der kan opstilles hastighedsforanstaltninger, der gør det mere sikkert at færdes som blød trafikant og også handlende i området omkring Dagli'Brugsen i Kongsgårde på Helgenæs.

Skriv under og hjælp os på vej, TAK :-)


Sænk hastigheden i Kongsgårde    Kontakt forfatteren af dette andragende