4 spor til 0. årgang på Risbjergskolen

Vi er som forældre bekymrede over de store klasser på den nuværende 0. årgang på Risbjergskolen i Hvidovre. Vi ønsker oprettelse af 4 klasser, så det sikres, at vores børn får de bedst mulige vilkår i hele deres skolegang.

Kære alle forældre på 0. årgang på Risbjergskolen:

Ifølge Folkeskoleloven må der maksimalt være 28 elever per klasse. Skolen har mulighed for i særlige tilfælde at søge om en dispensation til at danne større klasser, dog max. 30, så længe der ligger klare pædagogiske ogfaglige begrundelser bag. Skoleledelsen på Risbjergskolen har søgt og fået dispensation fra Børne- og Undervisningsudvalget til alle tre nuværende 0. klasser, som er på 29, 30 og 30 elever.

Vi er desværre ikke blevet mødt med de klare pædagogiske og faglige begrundelser, der skulle ligge til grund for dispensationsansøgningen for 0. årgang. Vi har heller ikke fået fremlagt, hvordan man helt konkret vil sikre læring, trivsel og kvalitet i så store klasser. Vi er som forældre bekymrede over, hvordan denne afgørelse vil påvirke den nuværende 0. årgangs faglighed og trivsel de næste 10 år. Undersøgelser på skoleområdet viser, hvordan faglighed og trivsel falder markant, når klasserne bliver meget store. Konkret for Risbjergskolen ved vi, at der allerede fra 1. klasse vil være mindre klasselokaler, og der vil ikke længere være to voksne til alle timer. Vi frygter, at:

* læreren ikke kan nå at se og høre hvert barn
* der ikke bliver overskud til inklusion og konflikthåndtering
* der bliver store støjproblemer og dårligt indeklima.

Skolebestyrelsen anbefalede i juni måned politikerne at stemme for dispensationsansøgningerne, fordi det på det tidspunkt ikke kunne nås at gøre klar til 4 klasser, da alt var planlagt til 3. Skolebestyrelsen anbefalede dispensationen på betingelse af, at den blev revurderet i løbet af skoleåret. Den revurdering er sat i gang. Senest til februar skal det besluttes, om der skal være 3 eller 4 klasser på årgangen.

Vi håber, at underskriftindsamlingen vil gøre det klart for skolebestyrelse, skoleledelse og politikere, at vi er mange forældre, der ønsker oprettelse af 4 klasser, så det sikres, at vores børn får de bedst mulige vilkår i hele deres skolegang. I opfordres derfor til at skrive under, hvis I er enige.

OBS: 4 klasser vil betyde elevantal på 22, 22, 22 og 23 i klasserne. Der må efterfølgende fyldes op til max. 24 i klasserne med børn, som bor uden for skoledistriktet. Der er kun risiko for, at klassen bliver større end 24 (op til max 28), hvis der flytter flere børn til skoledistriktet.

Underskrifterne sendes til alle relevante aktører – skolebestyrelse, skoleledelse, Center for skole og uddannelse, Børne- og Undervisningsudvalget og Kommunalbestyrelsen.  

Med venlig hilsen

Line Sophia Thelle Krarup (forælder til barn i 0.a)
Sune Thelle Krarup (forælder til barn i 0.a)
Julie Brogaard Schytz (forælder til barn i 0.b)
Henrik Winther Schytz (forælder til barn i 0.b)
Jeppe Dahl Lange (forælder til barn i 0.c)
Ann-Louise Dahl Lange (forælder til barn i 0.c)
Rikke T. Pedersen (forælder til barn i 0.a)
Jens Peter Jørgensen (forælder til barn i 0.a)
Niels Berg (forælder til barn i 0.b)
Josefine Berg (forælder til barn i 0.b)
Katrine Høybye Frederiksen (forælder til barn i 0.b)
Morten Høybye Frederiksen (forælder til barn i 0.b)

Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive til josefinerohde@yahoo.dk

back-to-school-2629361_960_720.jpgVi har oprettet en Facebook-gruppe ”Klassekvotienten på Risbjergskolen”, hvor I alle inviteres til at diskutere og læse videre om dette. Spørgsmål, forslag, mm. er ligeledes meget velkomne.