NAVNGIVNE PRÆSTERS OG PROVSTERS INDSIGELSE IMOD REGISTRERING AF DAGLIG ARBEJDSTID  - Bemærk: Det er et krav for deltagelse af man skriver sin km mailadresse

Til Folketingets Kirkeudvalg, formandskabet: Søren Espersen, soren.espersen@ft.dk, Lars Christian Lilleholt, lars.lilleholt@ft.dk

 

Med kopi til: Kirkeministeriet, km@km.dk  samt alle Folkekirkens biskopper                         

Den 11. juni 2024    

 

NAVNGIVNE PRÆSTERS OG PROVSTERS INDSIGELSE IMOD REGISTRERING AF DAGLIG ARBEJDSTID  

I By-, Land- og Kirkeministeriets nyhedsbrev nr. 48 ”Folkekirkens personale”, udsendt 17. maj 2024, meddeles, at der pr. 1. juli 2024 blandt andet indføres krav om obligatorisk registrering af den samlede daglige arbejdstid i konsekvens af EU´s arbejdstidsdirektiv. Den lovpligtige registrering gælder også folkekirkens præster og provster, der orienteres om, hvorledes registreringen – efter drøftelser med biskopperne og Præsteforeningen – konkret kan foregå.  Om formålet med registreringen hedder det, at kravet skal ”understøtte overholdelse af direktivets regler om hviletid og maksimal ugentlig arbejdstid”, hvorved der er ”tale om beskyttelseshensyn over for de ansatte.” Dette registreringskrav vil vi hermed anmode Folketingets Kirkeudvalg om at foranledige bliver ophævet for præster og provster, da kravet underminerer den grundlæggende forståelse af præstegerningen til skade for folkekirken.  Det vil vi forklare nærmere ved en kort analyse af præstegerningen set i lyset af folkekirkens præsteløfte. Derefter vil vi henvise til især lektor Sune Klinges juridiske fortolkning af EU-direktivets implementering i dansk lovgivning, som understøtter vores ønske om, at præster og provster friholdes fra registreringskravet.  

 

I. Præstegerningen i lyset af præsteløftet

En betingelse for at blive ansat som præst i folkekirken er, at den pågældende ansøger har underskrevet folkekirkens præsteløfte. Præsteløftet betragter præstens ansættelse som en kaldelse til et præsteembede, der sker ved menighedens valg og biskoppens godkendelse med ordination og kollats. Præsteløftet indeholder ikke en detaljeret arbejdsbeskrivelse, men det opregner væsensbestemmende pastorale opgaver som evangelieforkyndelse, forvaltning af sakramenterne dåb & nadver, undervisning, fordybelse i Bibelen m.v. Præsten er ”Ordets tjener” over for den menighed, som har kaldet ham/hende.    Denne forståelse af præstegerningen afspejles i menighedsrådslovens § 37: ”Præsten er i udøvelsen af sin pastorale forpligtelse, herunder sin forkyndelse, sin sjælesorg og sin undervisning, uafhængig af menighedsrådet.” Udøvelsen af præstegerningen forudsætter:

1.       Forkyndelsesfrihed, dvs. frihed til at fortolke og formidle de bibelske tekster inden for rammerne af den evangelisk-lutherske konfession (Grundlovens § 4, Danske Lov 2-1) under biskoppeligt tilsyn. Forkyndelse i bred forstand kræver kontinuerligt teologisk selvstudium og opdateret viden om samfundsforhold, hvilket præsten skal afsætte tid til.

2.       Udstrakt selvledelse, dvs. bemyndigelse til selv at tilrettelægge forberedelse og udførelse af de pastorale opgaver, hvoraf nogle (gudstjenester, konfirmationer) er fastlagte i samarbejde med menighedsrådet (menighedsrådslovens § 35), mens de fleste (kirkelige handlinger som dåb, bryllup, begravelse) fastsættes af præsten. Hertil kommer akutte handlinger (nøddåb, nødvielse og nødaltergang), sjælesorg og spontane samtaler, som ligger langt fra det skemalagte arbejde. Præsternes samlede arbejde reguleres af biskoppen som foresat (arbejdsgiver). 3.       24/7-betjening af menigheden, dvs. den pastorale betjening af menigheden, som er præsteløftets omdrejningspunkt, skal – uden for ferietiden – kunne ske på alle tidspunkter af døgnet i ugens løb, uden at præsten skeler til klokken. Menighedens betjening kan tage mange former, som umuliggør faste grænser mellem arbejdstid og fritid.  

Konklusion er, at kravet om obligatorisk registrering af den samlede arbejdstid strider imod præsteløftets grundlæggende forståelse af præstegerningen og medfører en yderligere funktionærgørelse af præstekaldet. Præsten vil ikke kunne opfylde sine pligter uden i betydelig grad at forringe betjeningen af menigheden, hvilket kan give anledning til konflikter mellem præst og menighed.  

 

II. Juridisk fortolkning af EU´s arbejdstidsdirektiv

Vi har noteret os, at der blandt universitetsjurister er rejst kritik af den nye lov, hvad angår gennemførelsen af dele af arbejdstidsregulativet, særligt kravet om at være såkaldt selvtilrettelægger, og kritik af Beskæftigelsesministeriets og Kirkeministeries opfattelse af, at loven er udtryk for en minimumsimplementering af EU-retten. Dette fremgår af en artikel i Kristeligt Dagblad den 23. april 2024, hvori det også oplyses, at Frankrig og Tyskland har undtaget præsterne fra registreringskravet.   I artiklen er Sune Klinge, lektor i forfatningsret ved Københavns Universitet med forholdet mellem national ret og EU-ret som fagområde, citeret for følgende udtalelser:   ”Man kunne have sagt, at man opfylder [selvtilrettelægger]kravet ved at tilrettelægge eksempelvis 80 procent af sin arbejdstid. Idéen med direktiver er, at medlemslandene i sådanne tilfælde selv kan definere dele af kriterierne, men den mulighed har man ikke grebet.” ”Der står direkte, at man fra EU´s side kunne forestille sig, at blandt andet ledere og gejstlige kunne defineres som selvtilrettelæggere, så man blev undtaget kravet. Når nu selve EU-direktivet er implementeret én til én, så er det godt nok pudsigt, at man ikke har gjort det samme ved undtagelserne og netop den ordlyd. På det punkt ligner det her mere en overimplementering.”   I en vedhæftet mailkorrespondance med retsteolog, ph.d. Kristine Garde har Sune Klinge med henvisning til relevante kilder uddybende forklaret, at ”man som dansk lovgiver kunne have valgt at gøre undtagelsen i [direktivets] artikel 17, stk. 1, litra c gældende i DK: ”arbejdstagere, hvis arbejde knytter sig til kirkers og trossamfunds religiøse handlinger.” I samme artikel i Kristeligt Dagblad vurderer Frederik Waage, dr.jur. og professor i forvaltningsret på Syddansk Universitet, at præster, universitetslektorer og andre kunne være blevet fritaget fra påbuddet, fordi ”deres arbejdstider kan beskrives som uforudsigelige og fleksible.”  

Konklusionen er, at præster og provster kunne have været undtagne efter begge kriterier, dvs. som ”arbejdstagere”, der udfører religiøse handlinger, og i stort omfang tilrettelægger arbejdstiden selvstændigt. Isoleret ville hvert af de to kriterier være tilstrækkelig, og lagt sammen bør der ikke herske tvivl om, at de med styrke kan begrunde, at præster og provster undtages registreringskravet.  

Vi håber meget, at Folketingets Kirkeudvalg på denne baggrund vil have forståelse for, at vi henvender os til udvalget i denne sag, som måske umiddelbart kan forekomme teknisk og akademisk, men som vedrører grundlæggende forhold i folkekirken.    

Med venlig hilsen