Når vi gør en familie fortræd – lad dem blive i Danmark

Tiden rinder ud. Der skal handles hurtigt. Der er to dage endnu.

Oversigt - kort resumé

• En kristen afghansk familie er udvist fra Danmark, og skal tilbage til Afghanistan
• De risikerer, grundet deres religion, forfølgelse eller det der er værre
• De har et tre årigt barn, som med Flygtningenævnets afgørelse, kan blive den helt store taber, da man ikke har taget højde for barnets tarv
• De biver udvist til et land, som i følge eksperter (UNHCR, andre menneskerettighedsorganisationer), ikke er istand til at garantere for deres sikkerhed.
• De har været adskilt i hele den periode der har været i Danmark. Faren i fængsel, mor og barn i en camp
• Moren var lovettil en anden mand. Hun er nu udstødt fra sin familie, og vil med sikkerhed blive dræbt såfrem hendes familie får fat i hende.

Der er sikkert mange historier om hjemsendelser. Denne historie er bare anderledes. Jeg håber, kære læser, at du har lidt mere tid til det. Det følgende er en udddybende og personlig beretning om familien og deres historie.

Historien

Måske er der nogen, der husker en artikel i Politiken (”Afviste asylansøgere deponeres som menneskeligt vraggods”, 15. oktober 2016). Den beskrev en familie fra Afghanistan som havde gået grueligt meget igennem. Familien har navne. Jafar (faren), Zhora (mor) og lille, næsten tre årige Arsalan.  

De er tre gange tidligere forsøgt tvangshjemsendt til at land i opløsning. Til et land som ikke vil have dem. Til et land hvor de, som kristne, med næsten sikkerhed går døden i møde. Netop årsagen til at de flygtede.  

Nu er de for fjerde gang blevet udvist af Danmark. Forlader de ikke landet frivilligt inden 6 dage, hvilket de fysisk eller mentalt knapt er i stand til efter beskeden i går, risikerer den lille familie endnu en umenneskelig og nedværdigende hjemsendelse. Og måske døden. Jeg kender dem. Jeg kender deres historie. Jeg tror på dem.  

Jeg lærte Jafar at kende tilbage i maj i år, hvor han på femte måned sad i Vridsløselille fængsel. Og fulgte ham ugentlig, de næste fire måneder, mens lyset langsomt slukkedes i øjne og sind. Han valgte en langvarig sultestrejke som sidste udvej. Et skrig på hjælp. Mens hans kone og barn befandt sig i en Røde Kors camp ikke så langt derfra. I hele den periode, han har siddet i dansk fængsel, har han kun set sin søn og kone ca en time om ugen. Stærkt svækket af sultestrejken kom han ud i slutningen af august. Han var, og er, af den type der med det samme vinder hjerter. Det ved jeg fra mine børn. Det samme gælder hans kone og den lille krudtugle, som hvinede af fryd i Tivolis forlystelser. Jeg vidste det, fra det øjeblik han besvarede mit salam aleikum med et godt dansk "dav".

Jafar forlod Afghanistan med bevidstheden om, at der et eller andet sted derude, var og er et land som vil modtage ham. Han endte i Danmark. Han vidste godt, at Danmark var et transitland for flygtninge. Det er det ry vi har. Efter en flugt med sin gravide kone. Smuglet over grænseovergangene til Pakistan, Iran og Tyrkiet, hvor flygtninge bliver skudt på som vildt. Nattens skydetræning i de områder. Zohra fødte undervejs. De sidste penge slap op i Grækenland til nye pas. Turen gik derefter, til fods, i bus, i lastbiler og tog via Spanien op igennem Europa og endte til sidst i Stockholm. Dér var der nogen, der betalte dem flybilletter til Canada. De kom kun til Kastrup pga. en uheldig mellemlanding. Og direkte i fængsel. De var, og er flygtninge. Flygtninge som Danmark per definition skal og bør behandle efter FN’s Mennskerettigheder. De har i hele Jafars ophold været svær at få øje på. Alene de første mange måneder, aflåst 22 timer i døgnet, i Vridsløselilles triste små celler, har været et tydeligt bevis herpå.

Hvorfor er denne familie anderledes end andre?

• Måske fordi jeg kender dem.
• Måske fordi de véd, hvad det indebærer at skulle integreres og boi et andet land. De snakker dansk alle tre (Arsalan er ved at lære det). Det lærer man sig i fængsel og camps.
• Måske fordi de blandt de mange tusinder af flygtninge, jeg har mødt det seneste år, har dét der, udefinérbare over sig.
• Måske fordi jeg som familiefar, kun kan se det dybt umenneskelige i at holde en familie adskilt.
• Måske fordi de var så umådeligt stolte over en Tivoli tur. Det var første gang i næsten tre år, de havde følt en smule frihed og varme.
• Måske fordi jeg gyser ved tanken om, hvis det skete for mig og min familie. Ikke alene er man ved at sende dem hjem, igen, man har også fuldt bevidst fra officiel side, nedbrudt dem.
• Måske fordi de har fortalt mig hele deres urimeligt dramatiske og forfærdelige historie.
• Måske fordi jeg ikke, endnu engang ønsker at være vidne til, at vi fra officiel dansk side, på det skammeligste skal udvise dem. Jafars og Zohras personlige beretning om de tre mislykkede tvangshjemsendelser, får en Stephen King gyser roman til at virke som et juleeventyr.
• Måske fordi Zohra, fandt sin kærlighed hos Jafar. Men ikke hos den mand hendes familie havde valgt til hende. Hun ståpr nu, med sikkerhed overfor, et æresdrab, hvis hun tager tilbage til Afghanistan.
• Måske fordi de nu bliver frataget en mulighed for, at deltage i den mest danske af alle danske traditioner. Julen. Vi glædede os alle. Vi var alle enige om, at der var plads og rum til kirkebesøg for os hedninge, der var plads til and og flæskesteg for Jafar og hans familie. Der var ganske enkelt plads til menneskelighed. Det tegnede til at blive den bedste jul - ever.

Men mest af alt fordi der ikke findes superlativer i det danske sprog til at beskrive den uretfærdighed, der er overgået denne familie. Og nu hvor jeg ser frygten i deres øjne, hvor de er overbeviste om de skal hjem til den visse død, er ikke til at bære.

Jeg håber, at mange vil underskrive denne underskriftsindsamling, for i det mindste at opfordre til at give dem en fair behandling, og under ingen omstændigheder sende dem tilbage til Afghanistan. Som jo ikke engang vil have dem. At udvise dem nu, mens der endnu ikke er en afklaring mellem Afghanistan og EU/Danmark er en politisk og menneskelig udåd. Den aftale der er indgået mellem EU og Afghanistan den 5. oktober, er efter min bedste overbevisning, endnu ikke ratificeret. Men den er kraftigt kritiseret af UNHCR og flere menneskerettighedsorganisationer (kilde: the Guardian, CNN). Situationen i Afghanistan er stadigvæk ekstrem usikker.

For min skyld må de hellere end gerne blive i Danmark. De vil være et værdifuldt og positivt bidrag, hvor end de måtte befinde sig. Og ikke på dyrisk vis sende dem tilbage til, hvad de mener, er den sikre død. Det er ikke, det Danmark jeg er født og opvokset i. Det er ikke det Danmark som hævdes, at være verdens lykkeligste (med mindre da man lukker øjnene og lukker sig inde i dansk selvfedhed). Det er ikke dét Danmark bør lukke øjnene for.

En gang imellem er der dét anderledes unikke tilfælde, hvor vi som danskere bør vise, at vi trods alt er danske. Udvis bare en flig af menneskelighed i dette tilfælde. I der har magten og retten og muligheden for at omstøde denne uretfærdige udvisning. Drop de stive former, regler og procedurer. Lad Udlændingestyrelsen, Flygtningenævnet og politikerne vide det. Lad dem vide at de begår en uret, som burde får dem til at skamme sig. Hver stemme i denne afstemning er et bevis på dette.

Kære læser, og især de som er af en anden mening: Luk øjnene, og erstat Afghanistan med Danmark. Erstat Jafar, Zohra og Arsalan med Jens, Inger og Ole. Tænk hvis vi danskere nogen sinde skulle være tvunget til at flygte? Er det hvad vi ønsker skulle ske for os? Det nytter ikke mere at hævde, at fordi vi er danske og nordboere, sker det ikke. Verden er anderledes i 2016. Der er helt sikkert et fængsel i et fjernt land, et sted hvor din familie er splittet for alle vinde, et sted hvor du bliver set ned på. 

Thomas Bro-Rasmussen    Kontakt forfatteren af dette andragende