JA TIL 16-ÅRS VALGRET

For 100 år siden blev Danmarks grundlov ændret, så bl.a. kvinder og tyende fik stemmeret. Nu er det tid til at udvide demokratiet endnu mere.

Vi mener, at valgretsalderen skal sættes ned til 16 år, således at 16- og 17-årige også kan deltage i demokratiet på lige fod med de, der er over 18. Det gør vi af mange årsager, men først og fremmest fordi vi mener, at unge også bør have en stemme i demokratiet.

Når man afslutter grundskolen, er man i gennemsnit 16,1 år gammel. Grundskolen er den eneste obligatoriske uddannelse, vi har i Danmark, og dens formål er bl.a. at danne eleverne til aktiv deltagelse i demokratiet. Derfor mener vi, at man skal tage os unge seriøst ved at udvide demokratiet og lade os stemme fra vi er 16 år.

En af grundene til, at vi synes, det er på tide at sænke valgretsalderen yderligere er, at vi ser et stort demokratisk problem i den demografiske udvikling i Danmark. Ungdomsgenerationerne er små, mens de ældre generationer er langt større. Det betyder, at unges stemme reelt bliver mindre værd end de ældre generationers, og det betyder også, at 64% af de unge ikke føler, politikerne lytter nok til de unge.
Denne problematik mener vi bør løses ved at give 16- og 17-årige valgret. Det vil presse politikerne til også at diskutere ungdommens problematikker, og det kan få flere unge til at tage del i den politiske debat.

I fremtiden er det nemlig ungdommen, der skal løse Danmarks problematikker og sikre et godt samfund. Og det går de unge også op i! En undersøgelse foretaget af Gallup i 2009 viser, at 96% af de 16- og 17-årige interesserer sig for, hvordan man løser problemer i samfundet. 93% har en holdning til, hvilken retning Danmark og verden skal udvikle sig i.

Vi mener altså, at det på 100-året for den store udvidelse af demokratiet, er tid til at give endnu flere mulighed for at deltage i demokratiet.

Derfor siger Danske Skoleelever og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning sammen JA TIL 16-ÅRS VALGRET.