afskaf pension til folketingsmedlemmer

Politiken greb i denne uge Bjarne Corydon med hænderne i kagedåsen, da han var i færd med at få McKensies privatiseringskonsulenter til at udarbejde en rapport om, hvordan man kan få flere private selskaber ind og tjene penge på at drive børnehaver og plejehjem.

Det vakte med god grund bestyrtelse og kritik, og siden har de to regeringspartier haft travlt med at forsøge at minimere skaderne ved at tegne et billede af, at de skam bare har en pragmatisk tilgang til spørgsmålet.

Vestager har gentaget igen og igen, at hun ikke har nogen ideologisk holdning til privatisering og blot ønsker en åben debat. Og Corydon har bedyret, at det skam alene drejer sig om en undersøgelse af, hvorvidt der kan spares penge på at lade private selskaber komme ind på velfærdsområdet.

Men netop disse udsagn beviser, at både Vestagers radikale og Corydons socialdemokrater er i gang med en markant ideologisk kovending på spørgsmålet om privatisering af velfærden.

Blot få måneder før sidste folketingsvalg var holdningerne nemlig nogle helt andre i de to partier. Dengang havde VK-regeringen stillet forslag om at private selskaber skulle kunne drive kommunale børnehaver og vuggestuer og trække profit ud af driften, hvilket indtil da ikke havde været muligt.

Og dengang var der ingen slinger i valsen for hverken de radikale eller Socialdemokratiet.

I forbindelse med behandlingen af forslaget vedtog de to partier sammen med SF og Enhedslisten en såkaldt betænkning, der redegjorde for partiernes holdning.

»Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Radikale Venstres medlemmer af udvalget betragter lovforslaget som et ideologisk opgør med den danske tradition på daginstitutionsområdet, hvor det ikke hidtil har været muligt at trække profit ud af daginstitutioner omfattet af den kommunale forsyningspligt.

De forsvarede dengang den historiske tradition, vi i Danmark har for at varetage den borgernære velfærd i fællesskab gennem vores fællesskabsinstitutioner. Vores tradition for, at nogle områder af vores samfund og økonomi ikke nogensinde skal overlades til markedskræfterne.

Partierne værdsætter den mangfoldighed, også i ejerforhold, som allerede i dag findes på daginstitutionsområdet, men betragter det som en grundlæggende kerneværdi, at et eventuelt overskud på driften som en selvfølge bør bruges på bedre vilkår for børnene, frem for, som lovforslaget vil bevirke, at skattekroner og forældrebetaling kan gå til private virksomheder som ISS.«

Præcis samme klare holdninger gjorde sig gældende nogle år inden, da VK-regeringen ville give etableringsret til private profitbørnehaver. Her skrev de fire partier:

»Det kan ikke slås nok fast, at der må være forskel på at drive en virksomhed, hvis væsentligste mål er at tjene penge, og lede en daginstitution, hvis væsentligste mål er at passe børn og forberede børnene på de udfordringer, de vil møde senere i livet. Hvis daginstitutionernes hovedformål bliver at generere overskud, vil børnene og institutionens forhold komme i anden række. Denne tankegang er helt fordrejet.«

Under debatten i folketingssalen blev der heller ikke sparet på kritikken af idéen om privat profit i børneinstitutionerne.

De radikales Lone Dybkjær slog fast, at »det er helt utroligt, at vi nu pludselig for kommunale penge skal begynde at lade private tjene penge og så lade dem trække pengene ud«.

Og Socialdemokratiets Mette Frederiksen var ikke mindre klar i mælet, da hun slog fast at »Det her lovforslag lægger for første gang i vores historie op til, at et eventuelt overskud i en børnehave må trækkes ud og altså gå til de private investorer, der er i børnehaven, i stedet for at bruge pengene på det, som pengene selvfølgelig skal bruges på, nemlig vores børn og deres udvikling.«

Det var fornuftige synspunkter, som de to nuværende regeringspartier dengang gav udtryk for.
De forsvarede dengang den historiske tradition, vi i Danmark har for at varetage den borgernære velfærd i fællesskab gennem vores fællesskabsinstitutioner.

Vores tradition for, at nogle områder af vores samfund og økonomi ikke nogensinde skal overlades til markedskræfterne.

I stedet for at forsøge at dække over kovendingen bør Socialdemokratiet og Radikale Venstre vende tilbage til den fornuftige og kloge position, som partierne historisk set har stået for: At dele af vores samfund er for vigtige og sårbare til at overlade til markedskræfterne, og at vores børnehaver og ældrepleje ikke kan eller skal drives på samme måde som private virksomheder.

De påpegede ligeledes det tåbelige i at lade private selskaber eller velfærdskoncerner trække profit ud af driften af vores børnehaver og vuggestuer.

Det var også klogt, for når private kommer ind og driver velfærd, skal de – til forskel fra det offentlige – have et afkast til deres aktionærer.

Det afkast indebærer en udgift, som vi borgere i sidste ende betaler for i form af højere priser eller ringere service. Penge, der kunne have været brugt på mere velfærd til borgerne, ender i stedet i aktionærernes lommer.

Men disse klare og fornuftige synspunkter har de radikale og Socialdemokratiet øjensynligt helt forladt.

Corydon og Vestager vil nu åbne op for endnu mere af det, som de for to et halvt år siden mente, var udtryk for »en helt fordrejet tankegang«.

Nu synes de ikke længere, at »det er helt utroligt«, at vi skal lade kommunale penge gå til aktionærer.

»Det, vi er interesseret i, er at se på, om der kunne være nogle steder, hvor man har gode erfaringer med at samarbejde med private, hvor det giver bedre service for borgerne, og hvor man måske også kan få mere for skattekronerne. Det synes jeg er helt grundlæggende fornuftigt. Det er i øvrigt det samme, vi mente dengang.«

Nej, Maja Panduro. Som det fremgår af de ovenstående citater, er det absolut ikke det samme, som I mente dengang. Det er en klokkeklar kovending og endnu et sørgeligt eksempel på det politiske højreskred, der er sket i Socialdemokratiet og Radikale Venstre siden valget.

Enten mener man, som S og R mente inden valget, at der er områder i vores samfund – f.eks. børnepasning og ældrepleje – der aldrig skal overlades til private koncerner, hvor målet er at tjene penge på dem.

Eller også mener man, at også bløde velfærdområder skal underlægges markedskræfterne. Så enkelt er det.

Og det mente Maja Panduro også selv før valget. Da hun var ordfører for Socialdemokratiet på præcis det ovennævnte forslag tordnede hun i folketingsalen:

»Formålet med det her er udelukkende at forbedre vilkårene for nogle private virksomheder som f.eks. ISS, som gerne vil tjene penge på at tage sig af vores børn, og som har vanskeligt ved det, som reglerne er nu. I bedste fald er det her forslag malplaceret, i værste fald er det dybt ideologisk.«

I stedet for at forsøge at dække over kovendingen bør Socialdemokratiet og Radikale Venstre vende tilbage til den fornuftige og kloge position, som partierne historisk set har stået for: At dele af vores samfund er for vigtige og sårbare til at overlade til markedskræfterne, og at vores børnehaver og ældrepleje ikke kan eller skal drives på samme måde som private virksomheder.