For et mere menneskeligt Danmark - et Danmark vi vil være bekendt

For år tilbage var Danmark et land, der åbent og venligt tog imod flygtninge, der var tvunget væk fra deres fædreland på grund af krig og uretfærdighed. Vi var det lille menneskelige land, de drømte om som deres eget. Vi havde en tolerant og åbenhjertig tilgang til disse mennesker. Vi gav dem mad, husly og ikke mindst forståelse og hjertevarme. Sådan er det desværre ikke mere.

For over 40 år siden begyndte vi desværre et kapløb mod bunden af menneskelig omsorg. Der skulle strammes op. Der skulle skæres ned. Der skulle sættes grænser.  Selv Flygtningekonventionen, vi underskrev i 1951 og så fornemt har promoveret gennem årtierne bliver nu forsætligt omgået.

Flygtninge var ikke længere velkommen i Danmark. De fik nu også ordet "bekvemmelighedsflygtninge" hæftet på sig. Vi så lidt ned på dem, og turen mod bunden har taget til med større og større hast. Det menneskelige samfund er forvandlet til et mere og mere umenneskeligt land. 

Bunden - den absolutte bund - blev så nået, da Integrationsministeren lagde en selfie på sin facebookside, hvor hun med et sejrrigt smil fejrede sin 50. stramning på udlændingeområdet inden for det sidste års tid: Smykkelov, grænsebomme, teltlerjre mv.  En mere og mere umenneskelig behandling af sårbare mennesker på flugt fra krigens og voldens rædsler.

Nu siger vi STOP. Vi vil ikke være med mere. Vi vil ikke lade Danmarks menneskelige og empatiske ry i verden forgå og ændres til et skammeligt og afstumpet land. Vi vil stadig være medmennesker.

Vi siger NEJ til den uretfærdige behandling af flygtningene i vore asylcentre. Vi siger NEJ til den praksis, der nu er opstået, hvor 99% af alle flygtninge får afslag på humanitært ophold med præfabrikerede breve skrevet over samme læst: I lyver! Vi tror jer ikke.

Vi kræver en anstændig og retfærdig behandling af alle flygtninge og asylansøgere. Vi kræver afslagene genoptaget og genovervejet med et åbent og menneskeligt sind.

Vi vil kæmpe for det Danmark, vi kendte.

Vi vil kæmpe for et Danmark, vi kan være bekendt.

Deltag i "Marchen for et mere menneskeligt Danmark" den 8. april rundt om i Danmark. Bekendtgøres senere hvor.