Imod maskeringsforbud i Danmark

Kontakt forfatteren af dette andragende

Demonstration d. 1. august når maskeringsforbudet træder i kraft

2018-07-27 11:48:05

Kære medborger

Som du nok ved, blev maskeringsforbudet vedtaget d. 31. maj 2018.

"Forslaget betyder [..] at det fremover vil være ulovligt at gå med »huer, hætter, tørklæder, masker, hjelme, heldækkende dragter, kunstige skæg mv.«, hvis de tildækker ansigtet. [...]
Forbryder man sig mod forbuddet, kan man straffes med bøde på 1.000, 2.000, 5.000 eller 10.000 kroner, alt efter om det er første, anden, tredje eller fjerde gang, man dømmes."
- Information
Her er video og billeder fra demonstrationen foran folketinget da forslaget blev vedtaget.


Loven træder i kraft d. 1. august.
Kom derfor til demonstration på onsdag d. 1. august 2018,
kl 16.00 på Rådshuspladsen i Århus og
kl 17.00 på Den Sorte Plads i København.

Demonstrationerne er fredelige og familievenlige, og der bedes om god ro og orden.

Halstørklæder om vinteren, hajkostumer og hestemasker har sat spørgsmålstegn ved om loven i Østrig giver mening.

Lad os starte diskussionen i Danmark med det samme.

Bryd ud og ta' de her ting på, så vi kan få svaret på spørgsmålene. Til demonstration og ud i offentligheden.
Alt hvad du kan finde på som tildækker ansigtet. Gerne noget du kunne finde på at have på i hverdagen, for at vise det absurde i loven, eller noget du ikke tror andre har taget på, for at vise hvor bredt loven rammer.

Er du bange for bøder, har den fransk-algeriske forretningsmand Rachid Nekkaz betalt 1538 bøder i Frankrig, Belgien, Schweiz, Holland og Tyskland, og har til hensigt at gøre det samme i Danmark - selvom han personligt er imod niqab, forsvarer han retten til at vælge.

Hvis du vil støtte på de sociale medier, kan du melde dig til Danmarks længste Maskebal arrangeret af Ekstra Bladet. Da maskebal ses som et anerkendelsesværdigt formål, kan du have hvad som helst på så længe du er på vej til Ekstra Bladets maskebal. Maskeballet kører fra d. 1. august indtil loven ophører.

Ønsker du en samtalestarter og samtidig at støtte et godt formål, har Ravnsgård Smykker lanceret et protestarmbånd lavet af burkastof. Overskuddet fra salget går ubeskåret til Kvinder I Dialog, der aktivt kæmper for at informere om livet som dansk kvinde der bruger niqab, starte dialog og kæmpe imod loven.
Armbåndet kan købes her og blive sendt direkte til din adresse, eller hentes ved Nørreport i København. Som skaberen siger kan man med armbåndet "gå med burka, helt uden rigtig ægte at gøre det. Som en trodsig ninja". Det er en god måde at vise solidaritet og at vise at loven rammer os alle, ikke kun de få der fysisk, bogstaveligt går med burka.

 

Det var desværre ikke muligt at stoppe loven. Det er stærke bølger af frygt der strømmer ind over hele Europa vi er oppe imod. Men vi kan holde debatten i live, og vække de der ikke troede dette ville blive en realitet. Lad os mindske frygten, sætte gang i dialogen og minde hinanden om at vi ikke er så forskellige som tidens retorik vil have os til at tro.

 

God vind allesammen!
Husk at få masser af vand og salt i sommervarmen!

Venlige hilsner
Christine Møller Larsen


Christine Larsen

Update af overlevering af underskrifter og demonstration i morgen kl 16.00

2018-05-30 17:49:15

Hej allesammen!

i morgen, torsdag d. 31. maj, er der 3. behandling af maskeringsforbudet  Dette betyder at maskeringsforbudet højst sandsynligt vil blive vedtaget i morgen kl 16. Dette vil træde i kraft 1. august 2018.

Hvis du har tid og mulighed, så kom med ned og vis din uenighed i morgen kl 16.00 i Rigsdagsgården ved Christiansborg, 1218 København K (link til kort).
Facebookgruppen Kvinder I Dialog, der er en gruppe af niqabbærende kvinder der ønsker at informere om deres side af sagen, står bag demonstrationen. I kan følge eventet på facebook.

Skriv til én politikker i aften.
Regeringen, DF og Socialdemokraterne har sikret flertal, så skriv til dem på facebook og fortæl dem hvad I mener om det.
De tjekker beskederne og vender ofte tilbage.

Hvis I ønsker en update fra Østrig, hvor maskeringsforbudet trådte i kraft 1. oktober 2017, blev der skrevet en opfølgende artikel i marts da forbudet havde eksisteret i 6 måneder. Hvis I trykker esc før siden loader helt, kan I læse artiklen heroversat til dansk eller engelsk.

I december var projektet Stop Rettighedrøverne og jeg på Christiansborg og afleverede underskrifterne med alle kommentarene til Alternativets folketingsmedlem Carolina Magdalena Mair. Hun tog dem med ind på Christiansborg og sørgede for at de blev givet videre til justitsminister Søren Pape Poulsen fra de Konservative. TV2Lorry skrev samme dag denne artikel, Folketingspolitiker for Alternativet Rasmus Nordqvist så os fra vinduet under Folketingets åbningsdebat og delte billeder på sin facebook, og Stop Rettighedsrøverne lagde en video ud undervejs.

Jeg undskylder de manglende updates. Jeg er desværre blot én person bag undskriftsindsamlingen, så hvis jeg bliver ramt i privatlivet er der ikke tid til at komme med løbende updates. Hvis du ønsker at hjælpe til, eller blive sat i kontakt med grupper der arbejder imod lovforslaget, så send en besked! Al hjælp værdsættes. Dertil har jeg forsøgt at lave en arbejdsgruppe til alle der ønsker at dele tanker, artikler og begivenheder relateret til maskeringsforbudet samt de øvrige stramninger sat i kraft for at ramme immigrationen.

 

God vind i sommervejret!

Venlig hilsen
Christine Larsen


Christine Larsen

Overlevering af underskriftsindsamling i morgen kl 8

2017-12-10 18:05:01

Kære medborgere

I morgen kl 8 bliver underskrifterne overleveret til politikkerne på Christiansborg. I er meget velkomne til at komme og være med til overrækkelsen. Inden de bliver overrakt, så send underskriftsindsamlingen til din bedste ven en sidste gang så deres underskrift kan nå at komme med ind på Borgen.


Siden politikerne i oktober meldte ud at de ville stemme for et maskeringsforbud er der blevet indsamlet 1245 underskrifter. Der er skrevet utallige læsebreve, talt i debatter og startet foreninger og kampanger imod lovforslaget. Der har været en række demonstrationer imod; På Nørrebro (artikel), i København Århus og Odense. En række politikere har offentligt kritiseret lovforslaget, og Uffe Elbæk har delt denne underskriftsindsamling. Der har været stor reaktion og kritik.

Landskabet ændrer sig hurtigt, og kommunevalg og #metoo har været vigtige milepæle siden maskeringsforbudet sidst blev diskuteret. Men selv med disse vigtige sager, så lad os ikke glemme at kæmpe for at bevare vores basale friheder. Joachim B. Olsen har i et foredrag på en højskole direkte meldt ud at LAs støtte til maskeringsforbudet var en byttehandel. Lad os fortsat kræve af politikerne at finde ud af hvad den byttehandel består i, hvad vores basale friheder er værd og hvad der skal til for at politikerne er klar til at bevare dem.

Tak for jeres aktive deltagelse i demokratiet! Det er let at lade magtesløsheden skylle over en og føle man ikke har en stemme. Tak for jeres udholdenhed, jeres engagement og jeres tro på at det er værd at kæmpe for det der betyder noget! At der er noget der er værd at kæmpe for! Og at vi ikke kæmper alene, men i samlet flok.

De varmeste hilsner,
Christine Møller Larsen


Christine Larsen



Del denne underskriftsindsamling

Hjælp med at skaffe flere underskrifter til denne indsamling

Betalt Annoncering

Vi vil reklamere for denne petition til 3000 mennesker.

Facebook