Underskriftindsamling mod støjvæg langs Skamlingvejen, Kolding

Be om din/jeres underskrift på, at vi IKKE ønsker en støjvæg langs Skamlingvejen. Det er NU vi skal reagere. Inden det kommende byrådsmøde.

Vi vil rigtig gerne se Kolding i udvikling, men vi kan IKKE acceptere etablering af en både høj og lang støjvæg langs med Skamlingvejen. Støjvæggen er tegnet til at være 450 m lang og 4 m høj. Se placering på vedhæftet kortmateriale udarbejdet af Kolding Kommune (placeringen er tydeliggjort).

20_12_01_Placering_af_støjvæg_tydeliggjort.jpg

IKKE behov for støjvæg

Støjvæggen er ikke nødvendig, da støjafskærmningen kan og bør indbygges i facaden på den fremtidige bebyggelse.     

Kolding Kommunes byråd har i sinde at godkende støjvæggen som en del af rammelokalplan 0042-21 på første byrådsmøde i januar 2021. Støjvæggen bør IKKE være en mulighed, den bør ikke godkendes. Den skal ikke være en del af rammelokalplanen.

Ønske om god arkitektur og nærhed til naturen

En støjvæg sender på alle måder et forkert signal omkring krav til fremtidige developere vedr. arkitektur. Vi ønsker høj kvalitet. Det er endvidere vigtigt, at vi alle understreger vigtigheden af værdien af vores direkte adgang til fjorden. Det er helt unikt, at alle borgere i Kolding kan nyde nærheden og udsigten til inderfjorden fra Skamlingvejen.  

IKKE betale for andres støjvæg

Kolding Kommunes byråd ønsker, at Kolding Kommunes borgere skal betale for en "øjebæ" af en støjvæg, der ikke vedrører os. Almindeligvis betaler developere selv for evt. støjforanstaltninger. Det er ikke en opgave for os.

Vi vil gerne udtrykke vores uforbeholdne modstand mod opførelse af en støjvæg langs Skamlingvejen. Vi opstarter derfor en underskriftindsamling imod etablering af støjvæggen.