Støt Roskilde Festivals kunstneriske frihed
Kunst og musik skal have plads til at udfordre, provokere og skabe debat.
Roskilde Festival har i årtier været et kulturelt samlingspunkt, hvor forskellige stemmer - også de kritiske - kan komme til orde. Denne tradition er nu under pres, efter kritik af festivalens booking af artister, der udtrykker politiske holdninger om internationale konflikter.
Vi er underskrivere, der støtter Roskilde Festivals ret og ansvar til frit at kuratere deres musikprogram, uden urimelig politisk eller interessebaseret indblanding.
Hvorfor underskriver vi?
-
Kunstnerisk frihed er en grundpille i et demokratisk samfund. Festivaler skal kunne præsentere mangfoldige og til tider kontroversielle kunstnere uden at blive udsat for pres, der begrænser denne frihed.
-
Kritik af en stats militære handlinger er ikke det samme som antisemitisme eller racisme. Det er vigtigt at skelne mellem politiske budskaber og had mod befolkningsgrupper. Vi tager klart afstand fra alle former for antisemitisme, racisme og vold.
-
Mange kunstnere bruger deres platform til at udtrykke holdninger om menneskerettigheder, krige og humanitære kriser. Dette bør ikke forbydes, så længe det ikke fremmer had eller vold.
-
Roskilde Festival har en lang tradition for aktivisme, humanitært engagement og solidaritet. Det bør fortsat være muligt at rumme kunst, der retter kritik mod magthavere eller krigsforbrydelser, også når det er følelsesladet eller ubehageligt.
Vi opfordrer derfor Roskilde Festival til:
-
At stå fast på festivalens kunstneriske integritet og uafhængighed.
-
At fortsætte med at præsentere et program, hvor forskellige politiske, kulturelle og kunstneriske udtryk kan mødes.
-
At afvise forsøg på at sidestille systemkritik eller krigskritik med antisemitisme, når der ikke er belæg for det.
-
At arbejde for et trygt rum for alle festivalgæster uanset baggrund.
Vi understreger samtidig:
-
At der aldrig bør være plads til had mod kristne, jøder, muslimer, israelere, palæstinensere eller andre befolkningsgrupper.
-
At vores støtte handler om ytringsfrihed og retten til kunstnerisk udtryk - ikke om støtte til voldelige organisationer eller ekstreme synspunkter.
Elsa A Arndahl Kontakt forfatteren af dette andragende