stopdimensioneringen

STOP DIMENSIONERINGEN

STOP REGERINGENS KORTSYNEDE INDGREB I DANMARKS UNIVERSITETER

 

Med det, der ligner bevidst manipulation af tal, fakta og hensigter har regeringen besluttet at gribe ind i universiteternes eksistensgrundlag og tvinge universitetsledelserne til at gennemføre massive nedskæringer. Man påstår at man vil "dimensionere" og undgå at de studerende vælger såkaldte "brødløse fag". Men virkeligheden er en anden:

Der er tale om en uigennemtænkt, forhastet, kortsynet, udemokratisk SPAREMANØVRE.

Med disse indgreb dikterer regeringen at ca. 2.000 studiepladser på uddannelser på universiteter, erhvervsakademier og professionshøjskoler skal nedlægges. Men der er i praksis tale om 4.000 - 10.000 studiepladser og meget mere dramatiske og omfattende nedskæringer. 

Dimensioneringen går udover mange fag, fakulteter, institutioner mm. Denne underskriftindsamling protesterer mod hele dimensioneringen, selvom der nedenfor er fokus på fakta vedrørende de humanistiske fag. Her påstår regeringen at man vil begrænse optaget af studerende på kandidatuddannelser, der er præget af høj arbejdsløshed. Begge dele er usandt:

 

DIMENSIONERINGEN ER STØRRE END REGERINGEN PÅSTÅR

Ved at skære i optag på kandidatuddannelser tvinger man nemlig også universiteterne til at skære drastisk i optag på bacheloruddannelser (http://goo.gl/aUSYcl). Det drejer sig altså IKKE, som regeringen påstår, om at skære 30% af studiepladserne på kandidatuddannelserne; det drejer sig i virkeligheden om at skære omkring 50% AF DET SAMLEDE OPTAG og derfor, som direkte konsekvens, at NEDLÆGGE OP TIL 20 FAG. På nogle institutter er der endda tale om at man må nedlægge op til 75% af det samlede optag. Dette betyder lukning af en lang række fag.

 

De reelle konsekvenser er altså langt større end det, politikerne har meldt ud.

 

Hvis regeringen IKKE var klar over dette faktum på forhånd, så har den behov for et bedre datagrundlag. Hvis regeringen VAR klar over dette faktum på forhånd, så har den ikke oplyst offentligheden herom.

 

DIMENSIONERINGEN BEROR PÅ FEJLAGTIG DATA 

De statistikker, uddannelsesministeren har brugt i offentligheden for at retfærdiggøre sin indgriben er blevet selektivt fremlagt og fejlagtigt anvendt.

Som to specialister for nylig skrev i Politiken:

"[N]år regeringen siger, at den har adgang til detaljeret statistik for de sidste 10 år, tager den fejl. De anvendte data er ikke tilstrækkelige til at begrunde en ny model for dimensionering af uddannelserne. Tværtimod kan de være vildledende og i værste fald resultere i forkerte beslutninger." (http://goo.gl/rgOcKt)

Regeringen anvender altså mangelfuld data til at tage drastiske beslutninger (http://goo.gl/PKxObl). Og disse beslutninger retfærdiggøres med en fordrejning af sandheden:

 

DE BRØDLØSE FAG ER EN MYTE

Der er - i forhold til andre uddannelser, fx ingeniøruddannelser eller erhvervsøkonomi - IKKE markant højere arbejdsløshed hos kandidater fra Humaniora.

Faktisk er arbejdsløsheden blandt humanister gået fra 25% i 1980erne til 6,1% i dag. Gennemsnitsledigheden for hele 2013 for hele Danmarks arbejdsstyrke var 6,3% og den højeste dimittendledighed var ikke at finde på Humaniora, men blandt økonomer og jurister (31%)(http://goo.gl/ujXTfZ) -- uddannelser som vel at mærke ikke rammes af dimensioneringen.

Faktisk er eksistensen af de såkaldte "brødløse" fag - "småfag" som fx sprog-baserede områdestudier - en myte. På langt de fleste "småfag" er der stort set eller slet ingen arbejdsløshed.

De statistikker, der er fremlagt fokuserer på umiddelbar ansættelse, og tager derfor ikke højde for de mange dimittender, der kommer i arbejde på lidt længere sigt. Faktisk har DMs medlemmer en markant lavere ledighed end landsgennemsnittet - det ville regeringen se, hvis den anvendte statistikker, der ser på dimittenders ansættelse over fem år efter færdiguddannelse (http://goo.gl/MUoInq). Der er desuden stigende efterspørgsel efter humanistiske kandidater i den private sektor, og analyser indikerer at der vil være endnu større efterspørgsel i fremtiden.

 

DET GÅR BEDRE END REGERINGEN PÅSTÅR

"En rimelig hypotese er, at den foreslåede dimensionering af danske uddannelser i virkeligheden er en reaktion på netop denne positive udvikling. Efter offentliggørelse af studiefremdriftsreformen tidligere på året viste det sig, at de 2 milliarder, som ifølge regeringens 2020-plan skulle indhentes ved at få studerende hurtigere på arbejdsmarkedet, nu alligevel ikke står til at indhente, fordi universiteterne allerede har forbedret studiegennemførelsen." (http://goo.gl/rgOcKt)

Sidst men ikke mindst er det umuligt for regeringen og dens kommissioner at forudse hvordan arbejdsmarkedet vil udvikle sig de næste 10-20 år. De ved ikke hvilke problemstillinger, der vil rejse sig i fremtiden som humanister skal løse (http://goo.gl/Th7dvO). Humaniora skaber beviseligt værdi for det danske samfund - det har erhvervslivets seneste reaktion på "dimensioneringen" gjort tydeligt.

Men det lader altså til at regeringen alligevel går målrettet efter humaniora af andre årsager end de erklærede mål. Hvis der er en skjult dagsorden, så gør det regeringens indgreb endnu mere uærligt.

 

DIMENSIONERINGEN ER EN UHØRT VOLDSOM INDGRIBEN

Den måde hvorpå uddannelsesministeren har grebet "dimensioneringen" an er uhørt og uansvarlig. Som Ingrid Stage, formand for DM - Dansk Magisterforening skriver:

"[R]eelt er der tale om en uhørt voldsom politisk indblanding i uddannelsesinstitutionernes frihed, der for nogle uddannelsers vedkommende er godt i gang med at fjerne grundlaget for deres eksistens." (http://goo.gl/NCGNdP)

Aldrig før har en minister gået ind i universiteternes anliggende og micro-managed, dikteret og gennemtrumfet sin personlige vilje imod bedre vidende og uden at indgå i reel dialog med de, der rammes. Det fremgår tydeligt af sagens forløb, at alle – fra lektorer (http://goo.gl/uwtXqn) til fagforeninger (http://goo.gl/hzxUWwog til Folketinget (http://goo.gl/oNsVCz) - har været rystet over uddannelsesministerens indgriben i universiteternes autonomi. Som man for nyligt kunne læse i Universitetsavisen:

"Lene Espersen [K] kalder regeringens plan, som er blevet til i et samarbejde mellem

Uddannelsesministeriet og Finansministeriet, for 'primitiv'. Hun har noteret sig, at rektorerne fra de otte universiteter efter eget udsagn var nået langt med en alternativ model for adgangsbegrænsningen. En del af rektorernes plan bestod i, at universiteterne indbyrdes aftalte at sløjfe et antal uddannelsespladser, sådan at planens negative konsekvenser blev rimeligt fordelt. Det fik de ikke lov til. Regeringens model dikterer blot, at uddannelser med høj ledighed for dimittender skal skære en vis procentdel i optaget af kandidatstuderende." (http://goo.gl/pr0zxk)

Og Anette Vilhelmsen (SF):

"Ministeren inddrog ikke Folketingets partier i denne uddannelsespolitisk vigtige sag om dimensioneringens kriterier. Og så er der modstrid mellem, hvad rektorerne og ministeren siger om processen. Enten taler hun mod bedre vidende, eller også har nogle forholdt hende oplysninger, eller også definerer ministeren ’inddragelse’ meget alternativt."(http://goo.gl/wdG3Xe)

Uddannelsesministeren skal vide at hun vil blive holdt ansvarlig i offentligheden for at påtvinge de humanistiske uddannelser nedskæringer af historiske dimensioner på en udemokratisk måde.

 

DETTE ER EN KATASTROFE

Der skal handles nu. Regeringen er angiveligt i gang med at forhandle med universiteternes ledelse om HVORDAN planerne skal udføres - ikke OM de skal udføres.

Det er umuligt at vide på hvilke præmisser disse forhandlinger finder sted. Er der fx taget højde for:

- at uddannelsesministeren har anvendt forkerte, fordrejede og forældede oplysninger

i hendes mediestrategi?

- at de mange reformer og tiltag som universiteterne allerede i foråret accepterede

og implementerede først om nogle år vil blive afspejlet i statistik?

- at der har været massiv kritik af planen fra både eksperter og universiteternes

aftagere i erhvervslivet på det seneste?

 

Disse forhandlinger skal standses. "Dimensionerings"-planerne skal bremses. Hvis ikke, så står vi overfor en katastrofe med meget bredere og dybere konsekvenser end studieoptag:

 

FORSKNINGEN ER I AKUT FARE 

Når de humanistiske uddannelsers eksistensgrundlag i den grad bliver udhulet og decimeret så vil alle aspekter af institutionerne lide uoprettelig skade. Det gælder også forskning, som ellers netop burde være en af regeringens fokusområder. Som medlemmer af Det Unge Akademi under Videnskabernes Selskab pointerer:

"Regeringens dimensioneringsudspil eksemplificerer en endimensionel og kortsigtet politisk styring af universiteterne. Hvis universiteterne fratages mulighederne for basal langsigtet planlægning, vil de ikke længere være i stand til at tiltrække de stærkeste forskertalenter. Ingen ønsker at specialisere sig i et fag, der kan lukkes uden varsel." (http://goo.gl/DizNph)

Hvis uddannelsesministeren gennemtrumfer sin vilje vil essentiel forskning - som er

anerkendt i hele verden og som desuden henter millioner af støttekroner ind fra eksterne midler, år efter år - lide uoprettelig skade. Danmark vil med en ministers fingerknips blive årtiers forskning fattigere - og miste hundredvis af dygtige forskerspirer til arbejdsløshed eller til udlandet.

 

UVURDERLIGE VIDENSTRADITIONER ER TRUET MED UDRYDDELSE 

Hvis regeringens planer gennemføres vil KU miste 150 millioner i bevillinger (http://goo.gl/sjsiaG). Så selvom uddannelsesministeren måske ikke offentligt vil anerkende det, så kan hendes planer kun gennemføres ved at nedlægge mange fag.

Det kommer i første omgang til at gå udover de såkaldte "småfag": Fag som fx sprog-baserede områdestudier, etnologi og æstetiske fag. Disse specialiserede fagretninger, mange af dem med en århundrede lang tradition og befolket af nogle af verdens dygtigste forskere, er ekstremt vigtige for et mangfoldigt videnssamfunds udvikling. Danmark kan ikke klare sig uden.

Men det lader ikke til at bekymre regeringen, der efter at have fredet disse fag i en årrække nu vælger at lade universitetsledelserne slagte dem som et offer for ministerens vilje.

 

SAMARBEJDE PÅ TVÆRS AF UDDANNELSESSYSTEMET BLIVER ØDELAGT

Hvis regeringens planer gennemføres vil den ødelægge planer for vigtigt samarbejde mellem universiteterne og andre uddannelsesinstitutioner (http://goo.gl/pS9eDS)- lærere vil fx miste mulighed for videreuddannelse, og kan derfor ikke leve op til kravene for folkeskolereformen.

Regeringen laver således blindgyder i dens egne reformer

 

INTERNATIONALISERINGEN BLIVER SAT MANGE ÅRTIER TILBAGE

De nedskæringsramte fag vil ikke længere kunne tage imod internationale studerende og studieskiftere (http://goo.gl/TvI3kM).

Regeringen spænder således ben for sine egne erklærede visioner om internationalisering.

 

DANMARK KAN IKKE KLARE SIG UDEN HUMANIORA 

Mikkel Rasmussen og Christian Madsbjerg. Seniorpartnere i ReD Associates, hhv. New York City og København:

"Dansk Industri og en forvirret regering uden rygrad er ved ikke alene at ødelægge, hvad der findes af humanistisk videnskab i Danmark, men lang mere alvorligt: Vi undlader at fokusere på dyb faglig viden som udgangspunkt for fremtidig velstand." (http://goo.gl/GrzYwd)

 

Karsten Ohrt, Formand Ny Carlsbergfondet:

"Fremtidens samfund er afhængigt af vidensstærke mennesker, men også af mennesker, der kan tænke utraditionelt og helhedsorienteret, der forstår at bæredygtighed er afgørende for klodens overlevelse. Mennesker, for hvem kultur, sprog og historie er vigtig, mennesker, der kan tænke på tværs, og som kan sætte sig ind i komplicerede stofområder og få struktur på dem, mennesker, som kan tænke kvalitativt og ikke kun kvantitativt. Fremtiden vil have brug for mennesker, der kan se kritisk på verden og forstå, at diversitet og mangfoldighed er vigtig, at dialog er vigtig, at åbenhed og fordomsfrihed er afgørende, at kritisk viden om historien og kultur betyder noget for fremtidige valg og beslutninger." (http://goo.gl/XtekNU)

 

VI SKAL HANDLE NU, FØR DET ER FOR SENT

 

Med denne underskriftindsamling kræver vi

 

- at regeringen øjeblikkeligt standser de igangværende forhandlinger med

universiteternes ledere, som foregår på udemokratiske præmisser og på baggrund af forkerte og fordrejede oplysninger

 

- at regeringen skrinlægger de eksisterende planer for "dimensionering" og i stedet

lader universiteterne komme med udspil til hvordan en evt. omkalfatring af

uddannelsesudbud skal finde sted

 

 

 

Ledighedstal:

http://www.ma-kasse.dk/om-ma/ledighedstal/

http://hum.ku.dk/omfakultetet/statistik/arbejdsloeshed/

 

Underskriv denne indsamling


ELLER

Du vil modtage en e-mail med et link til at bekræfte din underskrift. For at sikre, at du kan modtage vores e-mails, tilføj venligst info@skrivunder.net til din adressebogs liste over sikre afsendere.

Betalt Annoncering

Vi vil reklamere for denne petition til 3000 mennesker.

Facebook